Den første forårsforkølelse

Først røg klaphatten.

Og blev erstattet af en almindelig hue.

Så røg harboørehabitten. Og halsedissen, huen og jens lynerne.

Da det var bedst, mandag eftermiddag, måtte handskerne endda i lommen og tørklædet løsnes, og det føltes lunt og forårsagtigt alligevel.

Virkelig skønt oven på dybfryser-dagene.

Og egentlig ganske utroligt, at temperaturen kunne stige over tyve grader på bare fire dage.

Jeg nåede lige at tænke, at hvis det fortsatte på den måde, ville jeg lufte Kamel kun iført shorts og t-shirt i løbet af få dage.

Selvfølgelig fortsatte det ikke. Det regner og blæser, og både halsedissen, huen og jens lynerne er fundet frem kommet på igen. Det gør ikke noget. Jo, selvfølgelig havde det været rarere med vindstille solskinsdage, men bare det, at jeg ikke er ved at fryse knoglerne i stykker, er så stor en forbedring, at jeg bestemt ikke skal klage.

Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at klage over, at jeg er blevet forkølet.

Især fordi det muligvis kunne tænkes at skyldes en vis Frues skødesløse bortkastning af lune klædningsstykker. Tænk, at jeg - min høje alder til trods - kan blive ramt så meget af forårskådhed, at det giver den form for bagslag.

Der er åbenbart ting, man aldrig vokser fra.

Tanker fra en dybfryser

Det er lidt som en omvendt dybfryser i øjeblikket.

Man bor i sin lille, varme æske, men så snart man åbner døren, er det som at træde direkte ud i en dybfryser.

DMIs - set her fra - nærmeste målestation, der meget betegnende hedder Isenvad, var nede på -16 grader (minus seksten!), da jeg første gang konsulterede Ipadden i morges. To timer senere meldte bilen "kun" -12 grader. Altså har det nok været et sted midt i mellem, da Kamelen og jeg moslede afsted på morgentur.

Det er dælme koldt.

Alt for koldt.

For mig i hvert fald.

Så jeg haler arrigt i Kamelen, hver gang hun standser for at snuse til lidt gul sne. Og hun kigger på mig som en, der er blevet uretfærdigt behandlet, hvilket hun selvfølgelig også er, og tager hævn ved at stoppe ved den næste plet gule sne, og den næste og den næste og den næste.

Og jeg begynder at spekulere på, om frosten gør et eller andet ved duftmolekylerne, så alle tissepletterne, som man normalt er dejligt fri for at se, men som i øjeblikket er voldsomt synlige, dufter ekstra spændende?

Interessant spørgsmål, ikke?

Måske arbejder mine hjernevindinger bare lidt mere sært, når det er ekstra koldt?

Noget kunne tyde på det.

Et øjeblik senere stod Kamelen og snusede interesseret til en lygtepæl, hvilket selvfølgelig fik mig til at tænke på, om hendes snude ville fryse fast, hvis hun kom for tæt på?

Gemalen syntes tydeligvis, jeg var bindegal, da jeg forelagde ham spørgsmålet, men man har da hørt om fastfrosne tunger - og set det i dårlige film, så hvorfor skulle Kamelens snude ikke kunne fryse fast?

Ellers prøver jeg at forestille mig, hvor stille sådan en forfrossen morgen må være. Hvis jeg ellers var i stand til at høre stilheden. Men det er jeg ikke, for jeg har ikke bare hue, men en rigtig klaphat ned om ørerne, så jeg kan stort set ikke høre noget. Og hvis jeg kan, så er det mestendels et enerverende swush-swush, når buksebenene i min harboørehabit gnider mod hinanden.

Selvfølgelig kunne jeg prøve at stå bomstille og prøve at pille klaphatten af og prøve at lytte. Men for det første er det svært at stå bomstille med Kamelen i snor. For det andet er det lidt af en udfordring at få klaphatten af og på, da den har et lille, dumt spænde, som selv i plusgrader er besværligt at lukke op og i. Og for det tredje ville der garanteret - hvis jeg lykkedes med de to første ting - være et eller andet, der larmede lige præcis på det tidspunkt, hvor jeg skulle nyde 20 sekunders total stilhed.

Sådan er der så meget, og om to døgn bliver det tøvejr (siger DMI, og det har bare at passe), og så kan jeg tage klaphatten af, tissepletterne vil forsvinde, og vi får igen en dejlig, kedelig våd og grå, men mild vinter.

Det glæder jeg mig til.