Gemalen er indlagt efter et gement tilfælde af hustruvold ...
Og Fruen, hun har lidt dårlig (læs: næsten sort) samvittighed.
Når den dårlige samvittighed ikke er helt kulsort, skyldes det, at det var et uheld.
Endda et meget uheldigt uheld.
Der er nemlig tale om en følgeskade. En skade på en skade, hvor Fruen ikke har andel i den oprindelige skade.
Og så er jeg jo lidt undskyldt. Synes jeg selv.
I sidste uge skulle Gemalen og kollegerne teambuilde lidt. Eller hvad det nu var. Og tog hen et sted, hvor man kunne lege, at man var et bordfodboldspil. Don't ask, jeg forstår det stadig ikke helt. I hvert fald var Gemalen bundet/spændt sammen med de andre i et snedigt snoresystem, og da han så mister balancen, kan han ikke tage fra og lander - tju-bang - lige på ryggen og knalder baghovedet i gulvet og slår sin albue, så blodet flyder.
Stor opstandelse, men så alligevel heller ikke mere, for Gemalen rejste sig jo macho-agtigt op og deltog i det videre forløb. Næste dag måtte Gemalen dog en tur forbi lægen, som beordrede en dags ro til det rystede hoved og nyt plaster til albuen, som egentlig skulle have haft en klemme.
Og det var så det.
Lige til sidste nat, hvor jeg basker til den højtsnorkende Gemal og uheldigvis lige præcis rammer albuen.
Som i morges pludselig var hævet og øm. I en grad, at Gemalen drog afsted til lægen. Hvorfra jeg så måtte hente ham, fordi han havde fået armen i slynge og ikke selv kunne køre hjem. På vejen nåede vi også forbi apoteket efter penicillin til den betændte slimsæk. For sådan lød diagnosen: Hævet, betændt slimsæk. Ikke brud eller splinter fra faldet, som jeg havde frygtet.
Og det var så det.
Lige til midt på eftermiddagen, hvor Gemalen ringer og spørger, om jeg ikke kan få fat på lægen, for det gør altså forfærdelig ondt. Efter lidt parlamenteren frem og tilbage med først lægesekretæren og derefter lægen (som heldigvis var hende, der havde set Gemalen om formiddagen), blev vi enige om, at jeg fluks skulle bringe ham ned til hende igen.
Hjem og hente Gemalen, som virkelig var meget dårligere end et par timer tidligere. Og blev endnu dårligere hos lægen, som hurtigt blev enig med sig selv om at sende ham ned på akutklinikken på sygehuset.
Her var der vagtskifte, og efter en lille times venten havde Gemalen kun fået taget en enkelt blodprøve. Så der var lange udsigter, og jeg overlod ham til sin egen skæbne for at køre Donnaen til ballet. Hvorefter jeg susede tilbage og netop nåede frem midt i undersøgelsen. Der mundede ud i indlæggelse, fordi man ville operere for at fjerne betændelsen.
Gemalen blev puttet i hospitalstøj og kom i en rigtig seng. Og der lå han så og ventede på at blive kørt op på afdelingen, da jeg igen for afsted, for nu at hente Donnaen.
Så hjem og pakke tandbørste og rene underbukser og afsted igen. På K2 var Gemalen ikke at finde, men man ventede ham op. Et telefonopkald fortalte imidlertid, at han ville ryge direkte fra akutklinikken til operationsbordet, så Donnaen og jeg susede ned og nåede heldigvis frem lige før afgang.
Den betuttede Donna fik sit godnatkys, og så vinkede vi ellers pænt farvel, da Gemalen blev trillet afsted med.
Lige nu sidder jeg så og håber på, at Gemalen når at komme fra opvågning og op på afdelingen og giver mig et lillebitte livstegn, inden jeg skal i seng.
Og den næste uges tid vil jeg nok prøve at lade være med at skubbe for meget til Gemalen om natten ...
