Kringle, kringle - kringlest

Vi tastede automobilmuseet ind på mobilen/navigationen og fulgte anvisningerne.

Det gik ikke særlig godt.

Museet lå ikke, hvor det skulle.

Nu var det heldigvis sådan, at vi havde passeret museet tidligere, på vej ind til Torino, så vi vidste godt, at det lå på indfaldsvejen, men helt præcis hvor havde vi ikke lagt mærke til.

Da vi havde kørt frem og tilbage på den samme stump vej tre gange, fik Fruen fornøjelsen af at gå ind et sted og spørge. Vi var stoppet ud for en uddannelsesinstitution, og selv om det var i slutningen af juli, var der åbent, og der sad en mand i noget, der mindede om en reception. Han snakkede med en anden mand, der stod og hang op ad skranken, men de virkede begge ganske oplivede over at blive afbrudt og havde ikke spor i mod at hjælpe. Ovenikøbet talte de begge mindst lige så godt engelsk som jeg selv, så det var en smal sag dels at få forklaret, hvor museet lå, dels at få en lille håndskrevet lap med den præcise adresse.

Det viste sig, at vi bare skulle et par kilometer længere ud, og så lå museet faktisk præcis, hvor det skulle ...

Vi parkerede og søgte længe efter en p-automat, men fandt ingen, så for en sikkerheds skyld spurgte vi os for hos billetsælgersken, en sød ung pige, som fortalte, at der var gratis parkering og derpå gav os en lille lektion i italienske parkeringsregler: Er båsene afmærket med gult, må man ikke holde der som almindelig dødelig. Er de afmærket med blåt, skal man betale, og er de afmærket med hvidt, er det gratis at parkere. Det anede vi ikke, men det er da meget smart at vide.

Samme unge pige havde iøvrigt grinet hjerteligt af mit forsøg på at få pensionistrabat til Gemalen, der var forsvundet ud på toilettet, da vi skulle købe billetter. At også hun var flydende på engelsk, vidste jeg jo ikke, og jeg havde derfor prøvet at forklare, at Donnaen var student, jeg selv helt almindelig voksen og Gemalen altså pensionist. Det sidste vidste jeg ikke, hvad hed, men jeg kunne da sige, at han var en gammel mand, og så var det, hun døde lidt af grin, for det var tydeligvis ekstremt uhøfligt at omtale nogen som sådan på italiensk.

Ind kom vi dog, og det var et superfint museum. Desværre lå min mobil stadig i bilen (det er den største ulempe ved at bruge mobilen til navigation; at jeg glemmer den lidt for tit), og jeg fik derfor ikke et eneste billede af de mange, fine biler. Hverken de allerældste, store og stive kasser eller de knapt så gamle med store, flot svungne linjer, racerbilerne, de udstillede motorer eller alt det andet, som der faktisk var rigtig meget af. For eksempel en udstilling om de mest berømte bil-designere. Ikke blot blev deres største successer vist i miniature; det blev også nævnt, hvem de selv var inspireret af, og hvilke biler og/eller opfindelser, der havde betydet mest for dem. Selve museet, altså bygningen og dens interiør, var i sig selv også ganske flot og særpræget på bedste italienske vis. Og det var alt i alt en meget flot udstilling, og vi brugte l-a-n-g tid, og nogen - der jo så ikke var mig - tog cirka titusind billeder.

Til sidst var selv Donnaen dog tilfreds, og vi kunne køre videre til vores logi i nærheden af Como-søen.

Det var easy peasy at køre til Como. Og det var let nok at køre op langs søen og nyde den smukke udsigt. Til gengæld viste det sig at være ualmindelig besværligt at få drejet fra det rigtige sted. Navigationen var ikke til megen hjælp, og Gemalen susede gennem små tunneller og forbi afkørslen ikke én, men tre gange, før han ramte rigtigt. Dernæst drønede han også forbi det næste sted, vi skulle dreje, og igen-igen kunne man høre mig sige enten:

- Det var dén afkørsel!

Eller:

- Jeg tror altså, at du netop er kørt forbi ...

Af ukendte årsager lykkedes det Gemalen at bevare fatningen, og til sidst var vi på rette kurs. Nu skulle vi bare op. Vi vidste godt, at vi ikke skulle bo helt nede ved søbredden, men vi vidste absolut ikke, at vi skulle køre halvvejs op i himlen. Ad de til dato mest kringlede småveje. Veje, der var så små og så skrå, at Gemalen var nødt til at orientere sig om eventuel modkørende trafik, før han kørte helt over i venstre side og gav fuld gas for at komme rundt i svingene og op. Videre og videre kringlede vi os op, mens vi måbede mere og mere - og glædede os over, at vi havde både bil og chauffør, der kunne klare mosten.

Til sidst var vi der. Og forbløffelsen var ikke mindre, da det gik op for os, at det faktisk var et ret stort hotel. Med mange gæster. Vi ville godt have haft at vide, hvad de, altså gæsterne, dog lavede der, men syntes trods alt, det var lidt for grænseoverskridende at spørge om. Vi fik et par udmærkede værelser og gik ned og spiste aftensmad på en stor terrasse. Der var udsigt ud over den lille by og ned mod Como-søen, men selve søens vandspejl kunne man dog ikke se.

Her sad vi længe og nød den lune aften, mens mørket langsomt faldt på.

Udsigten lidt nede ad vejen, hvor man
faktisk kunne se Como-søen ...

Torinos centrum - tror vi nok

Vi snakkede om at tage til Genova, og vi snakkede om at tage til Torino.

Det var før det katastrofale brokollaps i Genova, men vi opgav alligevel endnu en 125 kilometers udflugt. Fra Ormea til Torino er der også rundt regnet 125 kilometer, men så var det Gemalen satte sig op i sengen næste morgen og sagde:

- Torino er jo på hjemvejen, så jeg gider ikke køre frem og tilbage. I stedet kan vi pakke sammen nu, besøge Torino og så lægge en overnatning ind på den anden side.

- Hmm, sagde Fruen. Det kan vi godt. Hvis du vel at mærke har fundet overnatning til os først, for jeg vil ikke ud og lede efter værelser klokken sent, og oven i købet i højsæsonen.

Gemalen gik i gang med at lede på nettet og fandt ret hurtigt et sted tæt på - dog ikke ved - Como-søen, og så blev det sådan.

Vi gik ned og spiste morgenmad og fortalte værten, at vores rejseplaner var blevet ændret. Det var jo ikke helt løgn, men der var ingen grund til at give ham indtryk af, at vi ikke gad bo hos ham. Det ville vi gerne, men vi ville bare ønske, at beliggenheden havde været lidt bedre i forhold til alle vores udflugter ...

Bilen blev pakket, og vi kørte til Torino. Vi ville gerne besøge automobilmuseet, men da det først åbnede om eftermiddagen, kunne vi lige kigge lidt på byen først. Når altså vi lige havde parkeret. Køre helt ind i centrum turde vi ikke. Vi havde læst en del om miljøzoner i de italienske byer, og da vi ikke kunne gennemskue, om der også var en sådan i Torino, tog vi ingen chancer. Vi parkerede og skulle så bare betale. Der var en P-automat, men den tog ikke kontanter, kun kort. Og vel at mærke kun nogle andre kort end mine.

Nu var vi lidt på glatis, men i det samme kom to P-vagter gående, og Donnaen og jeg fik i fællesskab forklaret, at vi altså gerne ville betale for at parkere, men ikke kunne finde ud af det. Det viste sig så, at de to P-damer kunne udstede og modtage betaling for en P-tilladelse på stedet, og på en blanding af engelsk, italiensk og rigtigt mange fagter lykkedes det os at betale for nogle timers parkering og få noget bevismateriale at lægge i forruden.

Voldsomt tilfredse med os selv, både vores held og vores evner ud i inter-europæisk kommunikation, satte vi kursen mod centrum. I hvert fald mod det, vi regnede med var centrum. For Torino er svær at blive klog på og navigere i, da den almindelige midtby-logik på en eller anden måde mangler, og vi aldrig var helt sikre på, at vi faktisk var i centrum. Her efterfølgende, når jeg kigger på Google Maps, er jeg stadig i tvivl; hvor er centrum? Er der i virkeligheden flere, altså centrummer - og hedder det overhovedet sådan i flertal?

Anyway, vi nåede til en stor plads, som jeg sidenhen har fundet ud af hedder Piazza Castello. Den var nok mere stor end flot, eller også var det bare varmen, der gjorde, at vi var mere interesserede i at gå inde i skyggerne i de mange arkader. Herinde var der, foruden skygge, en lang række butikker af den typiske italienske slags. Både aviskiosker og fine, tussegamle forretninger, der handlede med for eksempel bøger eller lædervarer - tasker og de lækreste handsker, som jeg selv i 35 graders varme godt kunne se behovet for, (men dog ikke købte).

Derfra kom vi til det smukkeste atrium, et kæmpe glasoverdækket rum. Galleria Subalpina, bygget i 1873 i et mix af ny-renæsance og ny-barok (har jeg eftergooglet mig til). Det var dengang, man kunne bygge shoppingcentre, der ville noget. Der er stadig forretninger langs siderne, men vi lagde ikke rigtigt mærke til dem, da vi i stedet var totalt overvældede over det smukke lysindfald, der sammen med de grønne planter gjorde stedet til den dejligste subtropiske oase. Det så ud som om stedet fungerede som restaurant eller konditori, men der var ikke servering, da vi kom forbi. Ellers havde vi nok siddet der endnu og sippet espresso af små delikate kopper. Forestiller jeg mig.

Ude i solen var vi nu nået til Piazza Carlo Alberto med en kæmpe rytterstatue af selvsamme Carlo Alberto, der var hertug af Savoyen og konge af Sardinien. Hvilket jo er interessant at vide, hvis man er bare den mindste smule historiekyndig. Det er jeg så ikke, og det er egentlig lidt ærgerligt, for den er jo ikke kedelig, den italienske historie. Men rytterstatuen var både flot og så tilpas drabelig som det sig hør og bør for en krigsførende konge. Statuen var placeret, så det så ud som om han ville ride direkte ind under de hvælvede buer til Palazzo Carignano, som både har huset hans efterfølger på tronen og det første italienske parlament, men som nu er museum. Vi gad ikke gå på museum, men nøjedes med at beundre den smukke indgang og gården bagved.

Nu var vi både sultne og lidt trætte af at gå, så vi satte kurs mod bilen. Og ikke mindst mod den lille fortovscafé, som vi havde set i hjørnet af en lille park på udturen. Der var lige et bord ledigt til os, og der sad vi så, i skyggen under store, gamle træer og spiste frokost. Og så på mennesker. Da vi skulle betale, måtte jeg endnu en gang konstatere, at vi havde glemt at spørge, om vi kunne betale med kort. Det kunne vi ikke, og jeg havde ikke kontanter nok. Heldigvis var Donnaen gået med ind for at låne toilettet, og hun havde lige de 10 euro, som jeg stod og manglede, og jeg slap for at gå på jagt efter en hæveautomat.

Alt var således såre godt, og vi daskede tilbage til bilen.

Nu skulle vi bare finde automobilmuseet.

Et kig ind i gården ved Palazzo Carignano.