Nice og Cannes på den hurtige måde

Næste morgen vågnede jeg en anelse mørbanket.

For nok boede vi dejligt, men minussiden ved et værelse møbleret i gammel stil var, at madrassen vist var lige så gammel som stilen, hvilket vil sige mindst 50 år.

Men efter bad og morgenmad var vi alle klar til at tage ud og opdage verden. Donnaen havde, da vi planlagde turen, været meget opsat på at komme til Frankrig, fordi hun gerne ville til Nice, Cannes og Monaco. De kedelige forældre var dog rørende enige om, at vi ikke gad betale spidsen af en jetjager for at bo i det område, og kompromisset blev, at vi boede på den italienske side af grænsen, men da bare kunne køre til Frankrig.

Så det gjorde vi da bare.

Men bare var jo i mellemtiden flyttet. Fra Ventimiglia med cirka 45 km til Nice til Ormea med 125 km til Nice. I det hele taget skulle det vise sig, at der er 125 km til alting fra Ormea, men det skulle først for alvor begynde at dæmre i løbet af de kommende dage. Det skulle også dæmre, det skete til gengæld ret hurtigt, at bemeldte 125 kilometer var italienske og ikke flade danske. Italienske kilometer, hvor det gik op og ned med sving og kurver. Alene turen på kun lidt over fyrre kilometer ned til Imperia ved Middelhavet tog en time at køre. Gemalen kunne godt have kørt hurtigere, men lod klogeligt være ...

Ved Imperia ramte vi motorvejen, der går langs kysten hele vejen fra Rom til Gibraltar. Stort set. Motorvejen ligger højt med de flotteste kig til Middelhavet og består mestendels af tunneller og broer. Nu ved vi, at italienske motorvejsbroer kan styrte sammen, men det vidste vi ikke dengang, så vi drønede bare afsted og nåede hurtigt til grænseovergangen til Frankrig. 

Medvirkende grund til, at vi havde droppet at bo i Ventimiglia var, at nogenhavde fortalt os, at der var et stort flygtningepres på grænsen til Frankrig netop der, så vi var lidt spændte på, om vi skulle holde i kø og have bilen endevendt, men intet skete, og vi så hverken toldere eller flygtninge, og kunne bare fortsætte uhindret til Nice.

Vi kørte rundt om den gamle bydel og fandt en parkeringsplads nede ved havnen. Solen bankede ned, og vi forsøgte at gå mest muligt i skyggen, rundt om den grønne bakke eller klippeknold, der ligger mellem havnen og den gamle bydel, som var første mål. I de snævre gyder i den gamle bydel var der mere skygge, men der var også flere mennesker. Mange flere mennesker. På den der lidt overvældende måde, der gør, at man ikke rigtigt ser hverken bygninger eller butikker, fordi man bruger alt for meget opmærksomhed på bare at komme frem uden at gå ind i noget eller nogen. Og på at holde godt fast i taske, mobil og andre hug-værdige genstande. Hvilket jo er ærgerligt, og sådan er det bare tit, når man desværre ikke er ene om at have fundet de allerbedste steder.

På mirakuløs vis lykkedes det os dog at finde en café med et ledigt bord i skyggen, hvor vi kunne få frokost. Og der sad vi så og kiggede. Og lyttede. Der var alverdens sprog, men virkeligt mange talte dansk, og det bekræftede os i, at Nice er en rigtig dansker-destination.

Ret hurtigt begyndte Donnaen at sidde og småhoppe. For hun havde en aftale i Cannes, og hun ville gerne nå at se # I Love Nice-monumentet på hjørnet af promenaden, før vi kørte videre. Så vi rejste os og gik videre gennem byen ned til promenaden langs standen. På vejen passerede vi et marked, men vi kom for sent; stadeholderne var ved at pakke sammen og spule pladsen ren. Det spildte vi altså ikke tiden på og kunne i stedet kigge lidt ned langs Promenade des Anglais og stranden foran, hvor folk lå tæt under lange rækker af parasoller.

Og så kom vi rundt til hjørnet med # I Love Nice-monumentet. Hvis altså man kan kalde noget, der trods alt ikke er større cirka 4 x 8 meter for et monument? Det står der og lyser i tricolorens farver og inviterer til, at folk tager billeder og poster dem på de sociale medier som en hyldest til Nice og ofrene for terrorangrebet i 2016. Det virker, Donnaen var absolut ikke ene om at tage billeder.

I Cannes fandt vi det store kasino, hvor Donnaen havde en aftale om at mødes med en af sine venner, der var på ferie med familien. Og mens Donnaen forsvandt med sin private guide, gik Gemalen og jeg på jagt efter et skyggefuldt sted at drikke kaffe. Det gik meget godt, og at jeg kom til at bestille en bolle med oliven, som jeg virkelig ikke kan fordrage, var bare en mindre detalje, der da heldigvis var råd for. Derefter traskede vi ned til havnen for at se på de mange kæmpestore lystyachter, der lå og signalerede en ekstrem overflod af penge. Det kunne vi bruge lang tid på, og vi stod også længe og gloede ud på et kæmpe krydstogtsskib, der lå uden for havnen, og hvorfra mindre både pendulerede frem og tilbage til havnen med krydstogtsturister.

En sodavand senere fandt vi på, at vi skulle ud og kigge på nogle af de lidt mindre - men stadigvæk ret store - både, der lå midt i havnen ved en række mindre bådebroer. For at komme derud, passerede vi gennem en låge, der sagde et lidt ildevarslende klang! efter os, og vi var klar over, at vi nu nok var ude i noget, der muligvis ikke var helt efter bogen. Vi forsøgte at ligne afslappede sejlere med god tid (det lignede vi næppe), og så daskede vi rundt og kiggede lidt på både fra nær og fjern. Da vi gik tilbage, kunne vi ganske rigtigt konstatere, at adgangen til området var låst af, og at vi ikke kunne komme ud. Medmindre vi ville kravle over, og det ville vi helst ikke ...

Heldigvis kom der netop en mand med en cykel, som også skulle ud, og så kunne vi da lige holde hans cykel, mens han klikkede sig igennem, og så gå med ham ud, endda med en venligt nik som tak for hjælpen.

Tilbage ved kasinoet dukkede Donnaen op næsten samtidig med os. I vældig godt humør, fordi det selvfølgelig havde været top-nice at tilbringe et par timer uden sine kedelige forældre. Og fordi bare tanken om senere henkastet at kunne sige, at hun da havde haft en aftale med en af sine venner i Cannes, var ganske fin.

Derefter var det bare at finde tilbage til bilen og køre tilbage til hotellet. Nu med Donnaen på forsædet, så jeg kunne sidde bag i bilen og prøve at abstrahere fra de mange sving fra kysten og op mod Ormea.

Sydpå

Efter vores London-tur havde vi fire dage hjemme, før vi alle tre kørte mod Italien.

Sådan var det blevet, fordi Donnaen havde en tid på hospitalet i Viborg, og fordi jeg kun havde kunnet rykke rundt på min ferie under forudsætning af, at jeg stadig havde styr på de faste opgaver. Så det fik jeg, og onsdag morgen i uge 30 var vi klar til afgang. Kamelen var afleveret til pasning, og bilen var pakket, og afsted gik det.

Da der havde været meget mediesnak om vejarbejder og kø-fare på motorvejen mod Hamburg, var vi enige om at køre udenom. Altså kørte vi fra ved exit 11 og tog landevejen over til motorvejen fra Kiel mod syd. Det gik som det skulle. Vi passerede motorvejen Hamburg-Lübeck og senere også den fra Hamburg til Berlin. Nu gik det noget langsommere, da motorvejen var skiftet ud med landevej. Men sådan plejede det jo også at være, så jeg var ganske godt tilfreds. Gemalen not so much, især ikke da det gik op for ham, at jeg på ingen måde havde tænkt mig, at vi skulle mod øst, da vi (læs: jeg) havde booket overnatning stort set længst nede mod vest i Tyskland, syd for Karlsruhe.

Gemalen havde bare ment, at vi skulle væk fra den vejarbejdeplagede syver nord for Hamburg, men så have taget etteren fra Lübeck tilbage igen mod syveren syd for Hamburg. Men det havde han jo ikke sagt, og jeg havde ikke spurgt, og nu var vi kommet alt for langt, til at det kunne betale sig at ændre på ruten. Og sådan er der så meget, og jeg kan kun undre mig over, at jeg ikke forlængst har lært at spørge Gemalen, hvad det er præcis, han mener, i stedet for at gå ud fra, at han mener det samme som jeg. For det gør han sjældent. 

Nu var det bare om at finde noget frokost, før gnavpotteriet fik overtaget, og efter en del køren frem og tilbage på grund af vejarbejde endte vi på havnegrillen i Lauenborg. Det var en rigtig havnegrill, med en hyggelig, overdækket terrasse lige ned mod Elben, hvor vi kunne sidde i en sval brise og nyde vores fritter med mere. På et tidspunkt skulle vi låne nøglen til toilettet, og jeg fik så det indfald at spørge, om vi forresten kunne betale med kort? Det kunne vi ikke, og da vi havde absolut nul euro med, måtte Gemalen sendes afsted for at finde en hæveautomat. Grilldamen forklarede mig beredvilligt, at først skulle han over én bro, som kunne ses fra stedet, og derefter en til og så dit og dat. Hvorefter jeg tabte tråden og erklærede, at det måtte Gemalen hellere selv få forklaret.

Men han var stadig lidt halvmuggen og begav sig bare afsted uden anden forklaring end de to broer. Til gengæld havde han alle tre mobiler med, så kommunikere med os, hvis han blev helt væk, kunne han ikke. Donnaen og jeg spiste færdig og nåede faktisk ikke at bekymre os, før Gemalen var tilbage. Den præstation var han selv så tilfreds med, at humøret straks var meget bedre.

Syd for Lüneburg og på vej mod Soltau og syveren kører man gennem en masse skov. Her har vi kørt flere gange før og kunnet se, hvordan verdens ældste erhverv stadig blev udført i mobilhomes parkeret langs vejen. Denne gang nåede vi dog at undre os over, hvor de var blevet af, da der dukkede nogle ganske få op, kort før vi var helt ude af skoven igen. Hvorfor det er gået tilbage med den form for forretningsliv på netop det sted, aner vi ikke. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal spørge ...

Tilbage på motorvejen var det bare at høvle syd på, og det gjorde vi så, og det gik sådan set fuldstændig problemfrit. Der var bare langt. Men til sidst nåede vi dog frem til vores Landgasthaus Blume, fik parkeret på rette sted og fik vores nøgler. Mutter beklagede, at det var Ruhetag, så restaranten var lukket, men hun kunne anbefale en anden restaurant. Bare rundt om hjørnet og så til højre, hvor vejen gaflede, så kom vi lige derhen.

Det gjorde vi også, og ad bagvejen kom vi ind i en stor have med borde under en overdækket søjlegang. Vi var superheldige, at der var nogen, der gik, da vi kom, så vi kunne få et bord, der hurtigt blev ryddet, og vi fik menukortet. Ret hurtigt fik vi også bestilt, men så skete der til gengæld heller ikke mere i meget lang tid. Det vil sige, ikke for os i hvert fald. For de kvindelige tjenere havde fløjtende travlt og løb, så snart de ikke havde noget på deres bakker. Men de var for få, og gæsterne for mange. Efter mere end en times venten fik vi dog vores mad, og den har sikkert været udmærket. Jeg var bare så træt og så sulten og havde iøvrigt knaldende hovedpine, så det kan jeg overhovedet ikke huske.

Næste morgen vågnede vi friske og veludhvilede, og efter det store tyske morgenbord fortsatte vi mod syd og nåede hurtigt Schweiz, Basel og et sted, hvor vi kunne investere i en vignet til bilen. Umiddelbart kan det virke som et rip off at skulle købe vignet for resten af året i Schweiz, men i bakspejlet, efter en lille uge på de italienske betalingsmotorveje, virkede det næsten som en foræring ...

Vi spiste frokost i bunden a Schweiz, næsten nede ved den italienske grænse. Den lignede et ganske almindelig motorvejscafeteria, men der viste sig at være ganske hyggeligt, fordi vi kunne sidde ude under et halvtag, langs en lille sø, som gik helt ind under stedet, hvor vi sad. Det lokale dyreliv havde vænnet sig til cafeteriagæsterne. Først kom gråspurvene for at kigge efter godbidder og derefter både ænder og og små bitte fisk. Det var ret sjovt, men Fruen følte alligevel, at hun måtte formane Gemalen om, at hverken fugle eller fisk havde særlig godt af hans brød, og så forsvandt både de to- og nulbenede for at finde rarere mennesker andre steder.

Cirka her forlod vi motorvejen og kørte over et ikke særlig befærdet pas til Italien, til Aosta-regionen. Den region har vi aldrig været i, og det var nok lidt synd ikke at se nærmere på den, for den skulle være ganske smuk. I byen Aosta nåede vi til motorvej igen og fortsatte til Torino, hvor Gemalen fik den fikse ide, at han nok kunne finde et billigere sted at tanke diesel end på motorvejen. Det gik der så lige lidt tid med at føre ud i livet, for der var temmelig meget trafik, og det var som om alle benzinstationerne befandt sig på venstre side af vejen ...

Fra Torino mod syd til vi igen skulle forlade motorvejen og køre det sidste stykke mod Ormea ad landevejen. Det forløb planmæssigt, og jeg havde kigget så meget på Google Maps, at jeg vidste, at vores hotel skulle ligge oppe til højre, lige inden jernbanebroen, før vi kørte ind i byen. Det var meget godt, for ellers var vi drønet lige forbi det ganske lille skilt, der stod ud til vejen. Nu nåede vi - næsten - at stoppe, og blev lukket ind gennem den store låge til haven af værten, der straks kom susende, da vi ringede på.

Hotellet var ikke særlig stort, men ganske charmerende. Måske en gammel rigmandsvilla? Værelserne var store og gammeldags indrettede, men med nyrenoverede badeværelser. Fra vinduet var der udsigt til en æblehave og bjerge i baggrunden.

Det var lige til at holde ud.