fredag den 10. november 2017

Kitte og lufttørrede sko


Stormagasinet Kitte ligger i forbindelse med Tokyo Station, og det lykkedes os forbløffende hurtigt at finde ud af at gå i den rigtige retning, så vi endte på en af de underste etager og kunne tage rulletrappen op til stueetagen.

Kitte er et ret nyt stormagasin og er en om- og udbygning af Tokyos centrale postkontor - Kitte betyder frimærke på japansk. Det er et meget lækkert byggeri, omkring et stort, trekantet, overdækket atrium. Den ene indvendige facade mod atriet er den gamle udvendige facade fra postkontoret, hvilket ser helt specielt ud.

Allerførst fandt vi toiletterne og dernæst et godt sted at spise.

Og så begyndte vi at tænke kreativt.

For Donnaen klagede sig over våde fødder, og noget måtte gøres.

Løsningen blev at købe et par sokker. Derefter fandt vi toiletterne igen, og Donnaen afførte sig sko og sokker. Sålerne blev hevet ud af skoene, og så blev både sko og såler tørret i de elektriske håndtørrere (den slags, hvor man stikker hænderne ned, og så starter der et jetfly). Det var muligvis en smule uortodokst, men der var heldigvis ikke ret mange mennesker, og der var så rent og pænt, at det ikke var noget problem at sidde på gulvet og rode med sokker og sko. Sålerne var lynhurtigt tørre, og skoene også hurtigt, om ikke knastørre, så i hvert fald næsten tørre. Kombineret med de nye, tørre sokker var alting pludselig meget lettere at kapere, og Donnaen og jeg var parate til at udforske hele stormagasinet.

Vi tog rulletrapperne hele vejen op, og da vi så meget heldigt kom forbi et roligt hjørne med stole aftalte vi med Gemalen, at der kunne han lige slappe lidt af, mens vi gik på opdagelse.

Der var nok at kigge på. Masser af små butikker med ting og sager, man ikke nødvendigvis behøvede at købe, men som alle indbød til at blive rørt ved. Donnaen købte en pin til Ungersvendens lillesøster, og da der blev nikket ja til presento?, blev den pakket så fint ind, at jeg kom til at tænke på Mr. Bean i Love Actually og måtte kigge væk for ikke at komme til at grine.

På en etage var der en kombination af bibliotek og café, der så så hyggelig ud, at det var ærgerligt, at vi ikke lige havde et par timer til overs til at sidde der og læse og drikke te. Et andet sted var et hjørne udnyttet som et lille museum. Samme sted var det muligt at kigge ud og lige over på den oprindelige Tokyo Station, som er en prægtig, gammel bygning fra 1914 i europæisk stil.

Da vi havde været alle 5-6 overjordiske etager igennem, rullede vi hele vejen op igen og fandt Gemalen - snorksovende i sin stol.

På samme etage er der udgang til en stor tagterrasse og -have, hvorfra der vist skulle være en kanongod udsigt over den nærmeste del af byen, men da det regnede,  undersøgte vi det ikke nærmere. Vi nøjedes med at køre et par etager ned og trække Gemalen med hen til det lille museum, så også han kunne glæde sig over kigget ud til den gamle stationsbygning.

Nu gad vi ikke mere, og fandt hen til Yamanote Line og hjem til et velfortjent hvil inden aftensmaden.

Og de følgende dage gik vi ingen steder uden ekstra sokker til Donnaen i tasken ...

Kitte.
Den gamle facade fra postkontoret.

mandag den 6. november 2017

Tempel-kig med paraply


En dag ved lejlighed vil jeg opfinde en dims, der kan holde ens paraply - udslået og over ens hoved vel at mærke - mens man tager billeder af dit og dat. Det kan ikke undgå at blive en succes, er jeg sikker på, for pyh hvor er det altså besværligt at skulle håndtere både paraply og kamera (læs: mobil) på én gang. Jeg er sikker på, at jeg mindst titusinde gange fik ordren 'Mor, hold lige min paraply!', mens vi var i Tokyo.

Og det gjorde søde mor så, mens Donnaen knipsede løs. Bagefter var det egentlig meningen, at hun så skulle holde min paraply, men ofte gad ingen af os at blive stående længere, og så blev det ikke til ret meget mere.

Det regnede ikke hele tiden, og vi havde faktisk halvanden dag helt uden regn, men oftest var der regn på programmet. Støvregn, finregn og et par gange sjaskregn.

Det småregnede også, da vi så på templer. Selvfølgelig. Men det skulle ikke stoppe os.

Vi startede med Meiji Jingu, som er Tokyos absolut største shinto-helligdom.

Shinto er japanernes egen religion. Den lever side om side med buddhismen, og japanerne ser ikke noget problem i at tro på begge dele.

Meiji Jingu ligger lige i nærheden af Harajuku Station, i tilknytning til Yoyogi Koen, som er en stor park. Til sammen danner park og tempelområdet et stort grønt område midt i Tokyo. I weekender med godt vejr kan man se et mylder af unge mennesker i særpræget tøj hænge ud på pladsen før parken, og samtidig kan man ofte også møde fint klædte familier på tempelbesøg. Denne søndag var mylderet dog så begrænset, at der faktisk slet ikke var tale om mylder i japansk forstand.

Vi passerede under den første torii, en kæmpestor port, der markerede indgangen til området, og fulgte strømmen mod templet. Det føltes nu lidt som at gå i en stor skov og kontrasten til byens liv lige udenfor var slående. Undervejs passerede vi flere porte og et sted stod der store reoler (eller hvad man nu kan kalde dem) med tønder med sake, den traditionelle risvin, fra hele Japan.

Selve templet er ikke bare en enkelt bygning, men et helt kompleks med mange bygninger, pavilloner, arkader, porte og indre gårde. Her burde man have haft en guide eller en lokal med til at forklare, for det hele virker lidt forvirrende for vesterlandske barbarer som os. Et sted kunne man rituelt vaske sine hænder og rense sin mund (de, der på DR har set Bertelsen på Shikoku 88, ved, hvad jeg mener), et sted kunne man købe små træ-tablets til at skrive ønsker på. Disse skulle så hænges op på dertil indrettede stativer. Der var også et sted, hvor man kunne kaste mønter i en kombination af offergave og ønske. Vi gjorde ingen af delene, men gik bare og glanede. Og tog billeder og holdt paraplyer. Heldigvis virker det ikke, som om det irriterer japanerne, at vi går rundt og kigger, peger og tager billeder uden at forstå en bjælde af deres tro. De bukker, klapper og ønsker, som ritualerne foreskriver, fuldstændigt upåvirkede af vores - og her mener jeg ikke bare os, men alle vesterlændingene generelt - tilstedeværelse.

Hele tempelanlægget er meget flot, omend lidt dystert med mørkt træ og irgrønne tage. Det er ikke særlig gammelt; knap hundrede år. I øjeblikket restaureres nogle af bygningerne op til jubilæet i 2020. Templet er bygget til ære for kejser Meiji og hans hustru. Han kom på tronen som den første kejser efter shogunatets fald og Japans åbning mod vesten. Det var også den tid, hvor Tokyo blev hjemsted for kejseren i stedet for Kyoto. Men kejseren var stadig guddommelig, og da han - og siden hans hustru - døde opførte man altså dette tempelkompleks til deres ære. Under 2. Verdenskrig bombede amerikanerne templet til pulver, men private donationer gjorde det muligt at genopføre det hele ganske kort tid efter krigen.

I en bygning foregik der et eller andet, men desværre var der lukket for almindelige mennesker, så vi kunne ikke finde ud af, hvad det var. Måske var det et bryllup. I hvert fald var de personer, der fik lov at komme ind, meget fine. Vi stod lidt og ventede og håbede, at der ville ske noget spændende, men det gjorde der ikke, og så blev vi enige om, at det måtte være tempelbesøg nok for den dag.

Næste formiddag besøgte vi det andet store, must see-tempel, Sensoji, som ligger i et helt andet område af Tokyo, Asakusa. Fra stationen gik vi først lidt den modsatte vej, væk fra templet, for at komme hen til broen over floden Sumida og kigge ind mod Asahi Beers headquarters. Vi er ikke specielt interesserede i øl, men to af bygningerne er virkeligt specielle. Den ene skal forestille et gigantisk ølglas med skum på toppen. Den anden er tegnet af Philippe Starck og er en mørk bygning med en gylden dims på toppen. Dimsen, skal forestille en flamme, men det er nu så som så med ligheden, og den bliver i stedet kaldt the golden turd ...

Da vi var færdige med at måbe over dette nymodens arkitektoniske vidunder, satte vi kurs mod Sensoji, der er alt andet end nymodens.

Sensoji er et buddhistisk tempel og har en historie, der går tilbage til det syvende århundrede. De nuværende bygninger stammer fra tiden efter 2. Verdenskrig, hvor også dette tempel skulle genopbygges. Men alt er bygget i gammel stil, og det utrænede øje kan ikke se, at intet er mere end 50-60 år gammelt.

Man kommer til tempelkomplekset ved at gå gennem en stor port, Kaminarimon, tordenporten, hvor der hænger en gigantisk lanterne på knap 700 kilo, som man gladeligt lader sig fotografere under ... Alt gik godt, og vi fortsatte. Man går gennem et stræde med småbutikker og boder, der sælger alskens tingeltangel, og i modsætning til Meiji templet er pladsen trang. Kombinationen af pladsknaphed og mange mennesker med paraplyer gjorde det til noget af en prøvelse at komme igennem. Lettest gik det for Gemalen, der er lidt højere end gennemsnitsjapaneren. Til gengæld var det nemmere at finde Donnaen med hendes orange paraply og mig med en i blåt og grønt. Gemalens paraply var sort ligesom halvdelen af alle de øvrige paraplyer, og han blev ind i mellem fuldstændig væk i det bølgende paraply-hav.

Efter boderne kommer man til endnu en port med endnu en lanterne, der dog kun er på cirka 400 kilo, og så er man inde på selve tempelområdet. Her er selve templet og ved siden af en flot pagode. Her dufter af røgelse, og inde i templet kan man se rækker af gyldne, buddhistiske figurer under gyldne baldakiner og alle mulige andre former for imponerende dekorationer. Udsmykningsgraden er enorm, og man bliver som udsmykningsforskrækket skandinav lidt blå i hovedet, når man prøver at rumme det hele.

Midt i det hele står japanerne og beder til deres gud, og det er næsten det mest imponerende af det hele, at de i dette virvar tilsyneladende er i stand til at lukke alt ude og koncentrere sig om det vigtige; deres tro.

Da vi havde fået vores billeder - og Donnaen våde tæer - og i det hele taget ikke kunne kapere mere, satte vi kurs mod stationen og kørte ind til Tokyo Station for at gå på jagt efter noget frokost.