Men vandfaldet var flot

Når man nu ikke lige kan finde ud af at organisere en udflugt til Niagara Falls, må mindre gøre det, og derfor drog vi afsted til Rheinfall, som er Europas største vandfald. Største skal i den forbindelse forstås som volumen og ikke højde, for det er kun beskedne 23 meter højt.

Rheinfall ligger i Schweiz, ganske få kilometer fra den tyske grænse, og da vi allerede i påsken havde følt os snydt betalt en helårsvignet for kørsel i Schweiz, slap vi heldigvis for at gøre det igen. Så vi skulle bare betale for at komme ind. Det kostede ialt 15 penge at komme ind. De fleksible schweizere lod det nemlig være op til en selv, om man ville betale i schweizerfranc eller euro. Pænt af dem. Altså bortset fra, at man betaler cirka 60 øre for meget, hver gang man betaler en euro ...

Man kunne også betale med plastic, hvilket Fruen tænkte, var ganske smart, indtil hun så skiltet med, at mindstebeløbet var 20 penge uden mulighed for at få penge retur ...

Med billetterne i hånden kunne vi bevæge os ind eller rettere ud og ned. Ad en masse trapper, mens vi kom tættere og tættere på vandfaldet. Så vi til sidst næsten kunne røre det og flere steder blev indhyllet i en fin spraytåge af vand.

Flot var det. Og stort. Kaskader af vand væltede ned over klipperne. Det larmede og kogte, så det var en fornøjelse, og da vandfaldet var utrolig fotogent, tog vi - og alle de andre - en million billeder. Heldigvis blev der taget hensyn, så alle kunne komme til, og ingen fik andres selfie-stænger i næsen.

Da vi havde gloet os mætte på vandfaldet, var det blevet midt på eftermiddagen, og vi besluttede, at vi - som også oprindelig planlagt - godt kunne nå en tur til Zürich. Ruth var enig. Ifølge hendes beregninger ville det tage cirka en time at køre derind.

Men hverken hun eller vi havde taget højde for trafikken, som var mildt sagt intens. Derfor tog det i stedet cirka to timer at nå midtbyen, og så opstod de virkelige udfordringer endda først da.

For vi skulle jo finde et sted at parkere. Lovligt. Det lykkedes at finde ledige parkometer-pladser, men det tog alle Gemalen og Fruens samlede åndsevner at greje, hvordan det lige var, man skulle betale. Og så havde vi endda ikke forstået det hele ... P-båsene havde numre, og hvert parkometer kunne bruges til fire eller fem båse. Man skulle så angive båsen og betale. Med 0,50 penge - schweizerfranc eller euro - for en halv time.

Godt så. Men vi ville jo gerne holde i mere end en halv time, og jeg have kun en enkelt 50 cent. Vi var stoppet lige ud for et posthus af den gammeldags slags, hvor der sidder folk bag skranker, og man skal trække et nummer for at blive betjent. Der gik jeg ind i håb om at få vekslet nogle euro til schweizerfranc. Jeg trak mit nummer, ventede pænt i køen og nåede frem. Nej, man kunne desværre ikke veksle fra euro til schweizerfranc. Ikke en gang i forholdet 1:1. Men man ville gerne veksle schweizerfranc til andre schweizerfranc, altså til mønter, hvis jeg kom med sedler. Og der var en automat lidt henne ad gaden, fik jeg at vide.

Altså gik jeg hen og hævede schweizerfranc og kom tilbage, trak et nummer, stod i kø og vekslede til en lille portion mønter. Vel ude på gaden igen skulle jeg prøve parkometret, men ligegyldigt, hvad jeg gjorde, kunne jeg kun få en halv times parkering. Og det var jo ikke nok. Gemalen blev dirigeret over på den anden side af gaden for at holde ved et parkometer, der virkede. Og så var det, at det dæmrede: Man kunne kun holde på det sted i 30 minutter!

Så det gjorde vi. Og gik på jagt efter en bro, som Gemalen mente var interessant. Den fandt vi ikke, og i mellemtiden var klokken blevet så mange, at den kirke, jeg gerne ville have set, i mellemtiden var lukket.

- Vi kan da se den udefra, sagde Gemalen.

- Det er glasmosaikkerne, der er det interessante ved den kirke, meddelte Fruen en anelse vrissent.

Og så var den halve time iøvrigt gået, og vi gik tilbage og flyttede bilen over på den anden side af floden. Til et sted, hvor man gerne måtte holde lidt længere. I mellemtiden havde Donnaen fået så ondt i sin - desværre nok permanent skadede - fod, at hun ikke ville gå mere, så hun og Gemalen satte sig på en bænk og lod mig om at se nærmere på det iøvrigt ret hyggelige kvarter fyldt med sære butikker og små restauranter. Men nu var der jo ikke noget ved det, så det var hurtigt overstået, og vi gik tilbage til bilen, sneglede os ud af Zürich og skyndte os tilbage til Tyskland.

Hvor vi både kunne finde ud af at parkere og finde et ledigt bord ved på en udendørsrestaurant lige ned til Bodensøen.

Tyskland, det ved vi, hvad er!

Kaniner og gråspurve

Egentlig var det meningen, at vi skulle køre til Bodensøen i ét hug.

Men i sidste øjeblik blev Gemalen ramt af kø-kuller, og så skulle vi pludselig afsted en halv dag før. Med en overnatning undervejs. Hvilket var fint nok, men gav Fruen lidt ekstra før-ferie-stress. For nu var der et halvt døgn mindre til at blive køreklar i.

Og Kamelen skulle også afleveres. Hun havde iøvrigt brilleret med at måtte til dyrlæge med dårlig mave kun ganske få dage før afrejse. Heldigvis fik hun det hurtigt godt igen, og heldigvis ville vores hundepasser-dame gerne give Kamelen de sidste penicillin-piller. (Og heldigvis har hun haft det fint lige siden. Kamelen. Ikke damen, for hun blev faktisk bidt i hånden af en af de andre hunde, men det kommer ikke umiddelbart sagen ved).

Alt lykkedes, og afsted trillede vi.

Uden om Hamburg i en stor bue og ned over Lüneburger Heide.

Den tur har vi gjort så mange gange før, men det er nogle år siden sidst, så da vi kørte igennem skovene og så det første mobilhome, kom vi i tanke om, hvordan vi tidligere har været ved at tabe underkæberne over, hvordan en hel række prostituerede holdt til i i skoven og betjente deres kunder i hver sin camper. Denne gang så vi dog kun ganske få campingvogne, og de så ærlig talt lidt mistrøstige ud, så af en eller anden grund må det ældgamle erhverv være trængt. I hvert fald langs dén landevej ...

Uden yderligere dramatik, eller rettere helt uden dramatik kom vi til vores hotel, som lå stille og fredeligt ud til landlige omgivelser med får og kaniner på marken udenfor.

Kaninerne kunne Donnaen dog godt have undværet, for vi andre gik lidt i selvsving, og forældre, der fjoller rundt og traller "Vi er de vilde kaniner med meget lange ører", er altså utroligt pinlige.

Næste dag fortsatte vi til bunden af Tyskland og fandt vores Gasthof, som ikke bare lå landligt, men også var ganske landligt. Så landligt, at der uden problemer kunne blive plads til både Gemalens cykel og hans cykelbom i laden.

Stedet hed Gasthof Adler, men ørne så vi nu ingen af. Til gengæld vrimlede det med vaskeægte gråspurve, og når vi var ude at køre, så vi flere gange storke, som fouragerede på marker, hvor bønderne netop havde slået græsset, så de stakkels frøer ikke kunne gemme sig.

Her boede vi i fire dage og nød at være både langt ude på landet og alligevel tæt på en hel masse ting, som vi gerne ville se.

Allerførst og ganske uden for programmet var jeg oppe at kigge på den lille, lokale kirke, der - selvfølgelig - lå på en lille bakketop med den skønneste udsigt.

Udsigten kunne nydes fra en bænk, og at der ikke sad nogen på bænken og gjorde netop det, kan kun skyldes, at de gode borgere er så vant til de mange smukke syn, at de ikke længere behøver at falde i staver over dem. I stedet gik de omme på kirkegården og nussede om utroligt velholdte gravsteder. Her var ingen kirkegårdskrise og ingen tvivl om, hvor turen ville ende; under mulde på et flot familiegravsted med fatter og mutter på samme sten. På sin vis sikkert en god og tryg fornemmelse.

Selve den lille kirke var ikke noget at skrive hjem om. Eller. Bare fordi en kirke er helt almindelig og måske en smule mindre end gennemsnittet, behøver den jo ikke at være kedelig, og denne her var faktisk udstyret med fine side-altre og nok at kigge på, hvis prædikenen skulle være lidt kedelig. Og ellers kunne man da bare læse i en af de mange billedbøger, der omsorgsfuldt var stillet i en kasse ved et af de nederste stolestader. Tydeligvis en kirke for både store og små.

Og ganske velfornøjet over dette første indtryk af den sydtyske kombination af orden og hyggelighed kunne jeg gå tilbage og afvente Gemalens tilbagekomst efter første tur i det kuperede terræn.

Gasthof Adler.