Ikke-dage med Kamelen og Lille Kylling

Det holder hårdt, det her. Blogindlæg skriver ikke sig selv. Ikke på hverdage og da slet ikke på såkaldte fridage.

Men:

Nøj, hvor har jeg i den forgangne weekend været træt af gummistøvler, overtræksbukser, regnjakke og sydvest!

Altså, ikke træt at at have al klunset, for uden det havde jeg da nok reddet mig både snot og lungebetændelse, eller også havde Kamelen spurtet rundt på væggene i mangel af andre steder at komme af med sin energi, men træt af at være nødt til at iføre mig vesterhavsfiskerkostume igen-igen-igen, hver gang jeg skulle længere end til postkassen.

Weekenden har været ikke-dage, hvor det har blæst og regnet uafbrudt, og det elektriske lys har været tændt, fra vi vågnede, til vi gik i seng.

Ikke-dage bedst egnet til varm chokolade og puslespil.

Som om.

Den slags forekommer kun i et parallel-univers med god tid, fordi der er to torsdage i særligt tidspressede uger.

Så vi gjorde, som vi plejer i weekenden. Ordnede ting og gik vores ture, Kamelen og jeg.

De ture, der lå på tidspunkter, hvor det var mindst mørkt - lyst var det jo aldrig - blev brugt i skov og krat på at besigtige skaderne efter Gorm og Helga.

For sådan er det jo på denne årstid, at skovture desværre er noget, der kun kan lade sig gøre i weekenderne, hvor man kan se omgivelserne, og ikke mindst hvad man træder på (glatte rødder) og i (ankeldybt mudder). Derfor nåede vi slet ikke at se Gorms ødelæggelser, før Helga kom susende bagefter.

Altså gik vi i skoven, Kamelen og jeg. Eller Kamelen og Lille Kylling. Det var sådan, jeg mest følte mig. For ikke alene var jeg klædt i kylling-gult, jeg er også i besiddelse af et ikke-mod på størrelse med en kyllings, når det kommer til færdsel i skoven i stormende kuling, hvor der ud over allerede væltede og knækkede træer også hænger en del midt mellem himmel og jord, som kan komme bragende ned, hvad øjeblik det skal være.

Men der skete ikke noget. Vi kiggede på væltede træer, og vi fandt alternative ruter, så vi undgik de fleste hængere.

Der er ikke væltet voldsomt mange træer i "vores" skov og krat, men dog nok til at holde skovvæsenets folk godt beskæftiget en rum tid.

Da stormen Bodil hærgede for to år siden, omdannede hun en skråning i skoven til mikadospil for trolde og kæmper. Nu er der forlængst ryddet op, men hver gang, det stormer, ryger der yderligere nogle træer i kanten af det nu åbne stykke.

Derudover nogle enkelte træer hist og pist. Især hist, ned over stierne. Skoven er ikke større, end at man godt kan vurdere, hvor meget der ligger rundt omkring, og af uvisse årsager virker det altså som om, der ligger forholdsvis mange træer netop på tværs af stierne. Noget, som Kamelen bare betragter som en spændende og kærkommen variation over kendte traveture, men som faktisk spærrer en ret stor del af skoven for folk, der er mindre mobile end mig.

Ærgerligt for Fido og Buller, som må se deres lufteture afkortet eller midlertidigt henlagt til fortovene. Men det er der jo ikke rigtigt noget at gøre ved. Jeg går ud fra, at skovfolkene lige nu har vigtigere ting at tage sig til end at rydde stier til hundelufterne i kommunens mindste frimærkeskove.

Så vi går uden om, mens vi måber over de store kræfter, der har været på spil.

Svært at fornemme, hvor stort træet er,
men knækket sidder nok tre meter oppe.

Midlertidigt udfald

Hov!

Der skete lige et midlertidigt udfald på linjen. Aldrig har jeg været så længe blog-fraværende uden egentlig (ferie-)grund.

Ikke fordi der er sket noget særligt. Hverken negativt eller det modsatte.

Heller ikke fordi der slet ikke er sket noget, for det er der da trods alt. Blandt andet har jeg nu igen både fungerende mobil og gangbare støvler, hvilket jeg slet ikke er utilfreds med.

Og jeg har sammen med min mor både bundet adventskrans og lagt brunkagedej. Kalenderlyset er dog stadig kun et samlesæt, men til gengæld er første portion pebernødder bagt og snart også spist.

Der er købt gran på en af de lokale gårde og bestilt julegaver i så stor stil over nettet, at jeg snart kan kort-koden udenad. Hvilket jeg finder en smule betænkeligt.

Og vi har fejret Kamelens fødselsdag. Eller rettere; vi har noteret os, at hun nu er to år. For hun har ikke mave til at blive fejret med lagkage af bøftatar og leverpostej. Og hvorfor skulle hun også det? Hun ville ikke fatte en bjælde og iøvrigt bare synes, det var højst upassende, når det ikke var på menuen resten af årets dage.

Heldigvis havde hun fødselsdag allerede lørdag og ikke i går, hvor koncept hunde-ejer var voldsomt under pres i det dårlige vejr. Men selv om jeg på forhånd havde ret svært ved at overtale mig selv til at gå ud, så lykkedes det faktisk at gå alle tre ture uden at blive særlig våd. Alle tre gange havde jeg dog også iført mig det helt store vesterhavsfisker-kostume med overtræksbukser, gul regnjakke og ditto sydvest, hvilket jo i sig selv virker præventivt.

Lidt hjælp var der dog også at hente hos DMI, hvor jeg kunne se, at vi ikke skulle for sent ud på vores aftentur, hvis vi ville nå det, inden Gorm for forbi. Så afsted kom vi, og selv om det ruskede og knagede, og jeg gik i en stor bue uden om naboens egetræ, så skete der absolut ingenting.

Først cirka et kvarter efter hjemkomsten satte stormen rigtigt ind, og jeg klappede mig selv på skulderen og sank ned i lænestolen med te og Ipad. Efter dog lige at have fundet et par lommelygter frem. Bare sådan til hvis. Men det blev ikke værre, og en halv time senere var det overstået, og vi kunne gå roligt i seng.

Her til morgen kunne jeg konstatere, at selv om det en overgang havde lydt voldsomt, var der ikke sket det store. Selv de tomme papkasser på traileren stod, hvor de hele tiden havde stået.

I stedet kunne jeg derfor koncentrere mig om at være utilfreds med, at gulvet i badeværelset var koldt. Fordi batteriet i temperaturføleren var fladt.

First world problems skal man jo heller ikke kimse ad.

Men om disse træer står endnu, ved jeg ikke.
Billedet blev taget søndag formiddag.