Svært at være utilfreds med

Altså, det er jo ikke, fordi det går sådan særlig fantastisk med at få afviklet november.

November er stadig november.

Med mere mørke og mere ruskvejr og mere kulde.

Gemalen har stadig ondt i sin hofte, når han skal 'starte' fra siddende, og Donnaen har stadig ondt i sin fod.

Mine støvler er stadig ikke kommet retur. Det er nu fire uger siden, de blev indleveret til omforsåling, og jeg har efterhånden ringet og forespurgt så mange gange, at alle i forretningen vist er klar over, at jeg mangler mine støvler ret meget.

Min mobil er stadig til reparation. Blev indleveret onsdag, så jeg var ikke specielt imponeret, da jeg mandag fik en sms på lånemobilen om, at den nu var i hænderne på en tekniker. På selskabets hjemmeside kan jeg dog logge ind og se, at reparationen nu er afsluttet, så der er vel håb.

Men så var der gummistøvlerne.

Den sag udviklede sig heldigvis til en solstrålehistorie, selv om jeg på forhånd ikke var særlig optimistisk. Og derfor havde indstillet mig på bøvl og brok, da jeg gik ned for at klage min nød.

Ekspedienten kunne godt se, at støvlerne så ret slidte ud, men da hun ikke havde så meget erfaring med reklamation, måtte vi lige vente på yderligere assistance.

Ventetiden viste sig at være givet godt ud, for det var lige præcis skobutikkens ejer selv, ekspedienten endte med at rykke i ærmet. Og han kiggede på støvlerne og på bonen og gav mig ret i, at støvlerne var mere slidte end forventeligt på kun et halvt år. Han mente godt nok ikke, at han ville få noget som helst ud af at sende dem retur til producenten, men det skulle ikke komme mig til ugunst, så jeg kunne bare gå med den unge ekspedient i kælderen og finde mig et andet par.

Det kunne jeg jo kun være tilfreds med, så efter en hel del støvleprøvning, besluttede jeg mig for et par limegrønne røjsere.

Nu var der bare det ved det, at de limegrønne var billigere end de nedslidte røde.

Hvilket jeg overhovedet ikke havde overvejet at gøre opmærksom på endsige brokke mig over. Men ekspedienten spurgte sin chef og fik besked på at udstede et tilgodebevis på differencen.

Og med den service var det jo virkelig svært at være utilfreds.

Det skulle da lige være over den manglende mulighed for at hælde opsparet galde ud over nogen. Det kan virke som det underligste antiklimaks bare at få sin vilje og lidt til, når man egentlig har gået og pustet sig op til en større omgang brok.

Det må jeg så se, om jeg kan bære ...

Nok november

Vi er ikke en gang nået til midten af november endnu, og jeg har allerede fået rigeligt.

November er min hademåned nummer ET!

(Undskyld til Liv).

Jeg hader også januar og februar og er ikke specielt begejstret for december. Men lad nu det ligge.

November er både dum og grim.

Det er mørkt og bliver kun mørkere. Det er vådt og blæsende og bliver sikkert kun værre. Det milde vejr i øjeblikket er dog en - tøhø - formildende omstændighed, for der er én ting, jeg hader mere end mørke, og det er kulde.

- Så kan man jo tænde lys, siger folk. Brygge te og tage uldne sokker på. Smække fødderne op i sofaen og læse gode bøger eller se serier i TV. Det er så hyggeligt.

Jaja, det er godt med dem. Godt for dem, vel nærmere. For det er sjældent, at jeg overhovedet når så langt, og hvis jeg endelig gør, så er det som regel ren kapitulation, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt være gået i seng ...

- Men, siger folk, årstidernes skiften er da en god ting, som vi slet ikke kunne tænke os at være foruden.

Jeg kunne virkelig godt undvære de fire mørkeste, vådeste, koldeste og mest blæsende måneder, og jeg forstår seriøst ikke, når folk i ramme alvor siger det modsatte. Det er selvfølgelig meget smart at have det på den måde, når nu Vorherre har villet det sådan, at man lige præcis er blevet dansker, og jeg spekulerer sommetider på, om folk alene siger som de gør, fordi de tilpasser sig noget, de ikke mener kunne være anderledes?

Kunne det være anderledes - og vi vandt den helt store lotto-gevinst -  var vi dem, der var skredet. For at overvintre under varmere og lysere himmelstrøg. Om vi i givet fald overhovedet ville komme tilbage til andedammen i sommermånederne, må stå hen i det uvisse.

Altså; november er både dum og grim.

Og det er bare sådan en helt almindelig november.

Men nu, hvor besværlighederne har valgt netop denne måned til at stå i kø, har november-trætheden meldt sig endnu tidligere, end den plejer.

Fra den lette ende kan jeg for eksempel nævne, at min mobil gik så helt og aldeles død, at selv Verdensfirmaets absolut største æble-nørd ikke var i stand til at få liv i den. Så nu er den til reparation, selv om man rimeligvis lige så godt kunne have stukket mig en ny med det samme.

Og mine støvler er stadig ikke kommet retur efter omforsåling. Da de lovede tre uger var gået, kunne butikken end ikke finde data på, at de var sendt afsted. Lang tids søgen resulterede i en besked fra importøren om, at der nok ville gå cirka en uge yderligere.

Imens har jeg slidt min gummistøvler næsten i stykker. Tre ugers daglig brug var mere, end de kunne holde til ... Sålerne er slidt blanke, og hælene viser sig ikke at være massive, og lige om lidt har jeg slidt igennem ind til hulrummet, hvorefter støvlen er ødelagt, og jeg kan gå ned til skobutikken og brokke mig. - Og se, hvad der kommer ud af det.

Gemalen har mere ondt i sin hofte end forventet, og Donnaen er så skadet i sin ene fod, at dansesæsonen er aflyst for hendes vedkommende. Den sluttede næsten inden den kom i gang, og en ellers optimistisk fysioterapeut har nu med beklagelse kastet håndklædet i ringen. Næste stop er idrætsklinikken. Den slags er overhovedet ikke sjovt, når man elsker at danse og har gjort det stort set så længe, man kan huske.

Det var den lette ende. Den tunge ende vil jeg slet ikke skrive om.

Jeg har fået nok af november.

Bliver det ikke snart marts?