mandag den 9. marts 2015

Hjem til virkeligheden


Og så tog vi hjem.

Jeg havde fået nummeret til shuttlebus-firmaet og med møje og besvær var det lykkedes mig at komme igennem og få booket afhentning. Hotellets wifi virkede upåklageligt, men mobildækningen var mildest talt håbløs. Og den dag, jeg altså skulle ringe for at sikre mig afhentning, var den selvfølgelig endnu ringere. Så jeg endte med at stå helt ude i en vinduesniche i morgenmadsrestauranten på 1. sal, før jeg endelig fik signal.

Afhentningen fejlede derimod ikke noget, og chaufføren stod allerede og ventede, da vi kom ned for at checke ud fem minutter før tid.

Og så skrumplede vi afsted. Det var ikke luksusudgaven, men det gjorde ikke så meget. Der var også en særpræget hørm i bussen. Om det skyldtes, at der lå et stinkdyr gemt under et af sæderne, eller om chaufføren kørte rundt med en italiensk udgave af skærpekød, fandt jeg aldrig ud af. Men det må også have generet chaufføren, for vi kørte med en åben siderude i front, og før vi nåede lufthavnen, var lugten væk og glemt igen.

Vi blev sat af ved den rette terminal og havde god tid til både at finde gaten og slå et smut forbi det toldfri parfumeudsalg. Og vi fløj hjem og så på snedækkede alper og landede i et grågrumset Hamburg, hvor Gemalen stod parat.

Sådan næsten i hvert fald. For vi havde glemt at efterlade et par euro til Gemalen til at parkere for, så da han endelig fandt en p-plads tæt ved udgangen, valgte han at blive der, til vi kom trillende med vores kufferter.

300 kilometer længere mod nord ventede Kamelen og var så overstadig af glæde, da vi dukkede op, at det lige kostede et par blå mærker at blive sagt goddag til.

Og det var så det. Tilbage var kun en masse gode, lagrede oplevelser, billederne og - gys! - kontoudtoget fra banken.

Derefter var der dømt helt almindelig hverdag. Og det gik fint i en hel uge, hvorefter Gemalen blev først meget træt og derefter meget syg. Med feberkramper og vagtlæge og efterfølgende indlæggelse. Med noget så eksotisk som betændelse i en bitestikel! Gemalen vidste ikke engang, at han var udstyret med sådan nogle. Med det ved han så nu ...

Den slags mærkværdigheder kan man ikke tage sig af på det lokale, lille sygehus, så i stedet blev han installeret på nabobyens noget større hospital. Og der lå han så i to døgn med antibiotika i drop og søde sygeplejersker, der tog sig venligt af ham og de andre ældre herrer i nabosengene. Ja, for når man havner på urologisk afdeling, så er gennemsnitsalderen altså pænt over pensionsalderen.

Imens forsøgte vi andre at få logistikken til at fungere, og det var faktisk lidt af en lettelse, at Donnaens dansetimer blev aflyst den ene dag. Ellers havde det været svært også at nå både kamel-luftning og gemal-besøg.

Men nu nåede vi det hele, og Gemalen blev, om ikke rask, så rask nok til at komme hjem.

Hvorefter der også blev tid til at tænke over, at det da var ret heldigt - når det nu skulle være - at han blev syg, efter vi kom hjem. Hvor bøvlet det havde været at skulle arrangere akut-pasning af Kamelen, bryder jeg mig slet ikke om at tænke på.

Så det lader jeg være med.


Romersk trafik og
Vittorio Emanuele-monumentet
i sen eftermiddagssol.

mandag den 2. marts 2015

Colosseum og en romersk parallelparkering


Det er hårdt at være turist!

Efter både Det Sixtinske Kapel og Peterskirken var der derfor behov for at slappe af.

Det gjordes bedst ved en kombination af kaffe til moren og shopping til Donnaen.

Vi zigzaggede gennem byen mod Den Spanske Trappe og fandt frem til de små gader med de gode butikker. Donnaen hyggede sig, og da moren havde fået kaffe nok indenbords til igen at løfte energiniveauet, var hun - altså moren - temmelig medgørlig og kunne holde til både at vente mellem tøjstativerne og svinge plastickortet i ny og næ, når et stykke tekstil faldt i Donnaens smag.

Og sådan gik resten af den dag. Vejret var nu helt og aldeles med os, og det var hyggeligt bare at daske rundt.

Næste dag var ikke programsat, så vi sov lidt længere og hang lidt længere over morgenmaden, inden vi gik de få hundrede meter ned til Colosseum.

Eller vi troede, at der kun var ganske få hundrede meter derhen og følte begge to, at nogen vist havde rykket rundt på lokaliteterne i løbet af natten, da det viste sig, at der var cirka dobbelt så langt. Hvilket stadig ikke var særlig langt, bare længere end vores hukommelse mente. Noget som helt sikkert skyldtes, at vi kørte på segway, da vi første gang var forbi. Det havde været så mageligt, at vi havde undervurderet afstanden fuldstændigt.

Køen undervurderede vi også.

Segway-guiden havde fortalt, at det godt kunne betale sig at gå de få hundrede meter længere frem til Palatinerhøjen og købe sin indgangsbillet dér, hvis køen foran Colosseum var for lang.

Men køen så ikke særlig lang ud, så det gad vi ikke. Og fandt først for sent ud af, at man også stod i kø inde bag murene. I l-a-n-g tid. Imens blev folk med billetter ved med at suse forbi, og jeg ærgrede mig temmelig voldsomt over vores dovenskab. Donnaen tog det mere roligt og pointerede, at vi ikke skulle nå noget, og selvfølgelig lykkedes det jo også til sidst at komme ind.

Indenfor var de mange mennesker hurtigt spredt så meget, at man ikke følte stedet overrendt. Omend den noget overdrevne brug af selfiestænger i de forholdsvis snævre passager ind i mellem var voldsomt irriterende. Det var dog bare en sur detalje, for der var stadigvæk plads nok, de fleste steder, til at stå i solen og kigge. Og falde i staver ved tanken om datidens gladiatorkampe med hujende romere siddende på tribunerne.

Dét syntes jeg ikke var så svært at forestille sig. Sådan da. Til gengæld kan jeg ikke begribe, hvordan det har kunnet lade sig gøre at lukke vand ind og arrangere søslag uden at oversvømme det hele. Ligesom det svært at forestille sig, hvor flot bygningen oprindeligt har været, inden den blev ribbet for marmor og flotte statuer, der kunne bruges andre steder.

Og endelig er det svært at forstå, at det kun er privat initiativ (læs: finansiering), der muliggør den igangværende restaurering af et af verdens mest kendte bygningsværker ...

Efter Colosseum gik vi en tur igennem Forum Romanum (som vores billet også gav adgang til). Men at gå mellem ruinerne, som vi to dage tidligere havde kigget ned på, gjorde ikke den helt store forskel, så vi brugte ikke ret meget tid på netop det. I stedet købte vi en sodavand til ågerpriser hos en gadesælger og satte kursen mod Piazza Venezia og det enorme Vittorio Emanuele-monument, der i sig selv er imponerende alene i kraft af sin størrelse og sin hvidhed.

Det var nu især udsigten fra toppen, der trak. Omme bag på monumentet fører en glaselevator op til en stor tagterrasse, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Rom. Til den ene side ser man ned over alle de antikke ruiner, og til den anden side folder hele byen sig ud. Da der ovenikøbet er dejligt mange plancher med angivelse af alle byens høje bygninger, kupler og tårne, kan man bruge uendelig lang tid på finde dem alle sammen. Eller man kan bare stå og betragte myre-mylderet nede på pladsen foran.

Til sidst gad vi dog ikke mere og begav os afsted for at finde et sted at spise frokost. Til vores udelte fornøjelse var det den dag så varmt, at vi kunne sidde udenfor og spise. Eneste malurt i bægeret var, at vi ikke kunne ringe Gemalen op og straks delagtiggøre ham i vores absolutte tilfredshed med tingenes tilstand.

Bagefter lagde vi turen for Campo dè Fiori, men dagen var nu så fremskreden, at pladsens stadeholdere var i fuld gang med at pakke sammen. Derfra ned og gå langs Tibern. Donnaen oplevede her en vaskeægte romerske parkering. Vi nåede lige at sige til hinanden, at den der parallelparkering var altså dømt til at mislykkes, før bilen med et lille bump ramte den bagvedholdende bils nummerplade og kofanger. Med øjne så store som tekopper fulgte Donnaen, hvordan chaufføren kørte lidt frem og tilbage for at komme helt på plads og derefter ganske uanfægtet forlod bilen. Donnaens forargelse var nu på størrelse med et middelstort romersk monument, mens jeg forsøgte at forklare hende, at nu var vi jo altså i Rom, og at der derfor gjaldt lidt andre spilleregler end på en dansk parkeringsplads ...

Således underholdt traskede vi gennem det jødiske kvarter 
tilbage mod hotellet for at pakke det meste af vores habengut sammen, inden vi gik ud for at spise aftensmad. For allerede dagen efter skulle vi atter vende næserne mod det kolde nord.

Udsigten - lidt af den - fra toppen af Vittorio Emanuele.
Peterskirken anes til venstre.