En helt almindelig lockoutet torsdag

Det er lidt svært at få struktur på dagligdagen for tiden.

På Donnaens skole er hver eneste lærer lockoutet, så Donnaen har fri. Helt fri. 

Så meget fri, at det er svært overhovedet at huske, at hun faktisk går til præst torsdag morgen. Og derfor skal op til normal tid. Og i seng til normal tid onsdag aften. De øvrige dage synes Donnaen naturligt nok, at det er rimeligt, hvis hun får lov at være længere oppe end normalt, for hun kan jo sove længe næste morgen.

Altså får hun lov. Men ikke igår. Op kom hun også. Og afsted til præst. Og klokken 10 var hun hjemme igen. Med en dag, der er helt blank, lige til moderen kommer hjem, og konfirmationskjolen skal hentes hjem fra syersken. 

Heldigvis arbejder Gemalen hjemme de fleste dage, og iøvrigt er Donnaen stor nok til at være alene hjemme. Så alt i alt er vi ikke ramt af lockouten ud fra et pasningsmæssigt synspunkt. Hvilket vi kun kan være glade for. Jeg har virkelig, virkelig ondt af familierne med små skolebørn. 

Men der er jo også indholds-faktoren.

Donnaen synes (officielt i hvert fald), at for eksempel Paradise Hotel, Divaer i Junglen og Tattoo Salonen plus en hel række amerikanske ungdomsserier med dansk tale er god, horisont-udvidende underholdning.

Hendes forældre er ikke enige.

Men så kan vi jo passende komme med et alternativ.Vel og mærke et, der - i hvert fald til en vis grad - kan være med til at holde spindelvævet væk fra Donnaens hjerneceller.

Og så synes jeg altså, at det begynder at blive lidt svært.

Donnaen er så stor, at vi ikke bare kan stange regnestykker ud, mens vi laver alt muligt andet samtidig. Vi er nødt til at lægge et minimum af indsats i opgaverne. Der kræves både indhold og variation. Donnaen bliver sat til at læse og regne, skrive sætninger på tysk og oversætte fra engelsk. Hun skal google oplysninger og skrive rapporter. Og bagefter venter der et endnu større arbejde i at gennemgå og rette. Først uden og siden med Donnaen.

Jo længere tid, lockouten varer, jo vigtigere og jo sværere og jo mere tidskrævende bliver det. Og selv om jeg ikke har ambitioner om at holde Donnaen beskæftiget i mere end to-tre-fire timer hver dag, kan jeg - uden iøvrigt at tage parti for nogen af parterne - bare konstatere, at det ikke er venstrehåndsarbejde at undervise halvstore unger.

Nu må den lockout godt snart være slut!

Om konfirmationer og lastbiler

Jeg var til frisør igår.

Og som sædvanligt kaglede vi løs, frisøren og jeg

Vi har begge døtre, der skal konfirmeres her lige om lidt, så alle forberedelserne skulle lige op at vende. På et tidspunkt nåede vi også til transporten fra kirke. Ingen af os har bestilt hverken helikopter eller limousine. (Ja, vi er kedelige). Men så siger hun, frisøren pludselig:

- Nu kan det da forresten være, at vi slet ikke skal køre i vores egen bil, for den har Folmer (frisørens mand kunne hedde Folmer, men det gør han ikke) lige smadret.

- ??

- Ja, jeg kunne være blevet enke idag, fortsatte frisøren, og jeg kunne pludselig se, at hun faktisk så lidt rystet ud.

Folmer var kommet kørende ad de midtjyske landeveje på vej til arbejde, da en modkørende lastbil taber is fra taget. Isen rammer Folmers bil, smadrer frontruden og passagersædet. Folmer selv slap med småskrammer.

Gys, gåsehud og ondt i maven!!

Jeg tror ikke, man kan dø af skræk på anden hånd. Og slet ikke på tredie. Men når konfirmation og ulykke med lastbil indgår i den samme samtale, så kan jeg mærke, hvordan det går rent ind og rammer lige i sjælen. 

Nogle oplevelser sidder åbenbart så dybt i en, at det kan føles som en mental mavepumper, når noget trigger ens hukommelse.

For mere end ti år siden blev vores genbo-sønnen dræbt af en højre-svingende lastbil. 

Mindre end en måned før sin konfirmation.

En hyggelig konfirmationsfest blev i stedet til en sørgelig og sjælsoprivende begravelse.

Nu er der under en måned til Donnaens konfirmation, og jeg vil gerne være fri for flere af den slags uhyggelige historier, der giver mig lyst til at spærre hende inde.