Sort arbejde

Jeg har udført sort arbejde i, hvad der føles som, det meste af weekenden.

Farmor skal jo flytte.

Det skal noget af hendes habengut også. 

Og det gør det ikke af sig selv, skulle jeg hilse at sige. Så Gemalen og jeg tog til Sjælland for at få sat gang i tingene. 

Medbringende 20 flyttekasser, som jeg - til min egen store tilfredshed - havde nået at få vores rare midtjyske flyttefirma til at levere hjemme hos os i fredags. De var endda blevet smidt direkte ind bag i bilen, så Gemalen slap for at bokse med dem.

Men jeg havde - til min egen store utilfredshed - glemt at bede om silkepapir. I stedet greb jeg bunken med aviser.

Deraf det sorte arbejde. 

For hold da helt fest, hvor bliver man sort, når man pakker glas og porcelæn og billeder og nipsfigurer en masse i avispapir. Og selv om jeg vaskede hænder med jævne mellemrum, fik jeg alligevel lavet sorte streger på mig selv på både næse og kinder.

Jeg pakkede, mens Gemalen i store træk stod for sorteringen. Sådan måtte det nødvendigvis være, da han var nødt til at tage hensyn til sin opererede albue.

Det lykkedes så kun nogenlunde. I dag er albuen hævet under trådene. Det trækker og strammer. Og såret er stadig ikke lukket helt ude på spidsen. Gemalen har vist omsider forstået, at han er SÅ tæt på at ryge i gips, så nu ligger han på sofaen i stedet for at sidde ved computeren.

Så jeg pakkede og pakkede, og Gemalen blev med at komme med flere glas og flere kopper og flere tallerkener, som han mente, Farmor skulle have med. Det ender nok med, at Farmor vil kunne invitere det halve af plejehjemmet på kaffe og lagkage og et lille glas ...

Forhåbentlig bliver hun glad for igen at kunne kigge på sine ting.

**

Desværre var det ikke kun os, der havde været på besøg i Farmors gamle hjem. 

Der var gennemtræk, da Gemalen låste op, og det kunne lynhurtigt konstateres, at havedøren var brudt op. En af de langfingrede havde været forbi. Og i god ro og orden fundet Farmors smykker samt et par æsker med bestik. 

Æv.

Skal man mene noget som helst positivt om det, må det være, at tyven faktisk havde arbejdet meget stille og roligt, så der var intet rod og - bortset fra havedøren - intet ødelagt. Positivt var det også, at Farmor ikke oplevede det - og måske ikke vil savne sine smykker.

Betjentene var forresten også både høflige og relativt hurtige til at komme. Det er vel også positivt?

Sagen genåbnet - og lukket igen

Gemalen blev sendt hjem i mandags.

Efter at have talt med en sårlæge.

Som kunne fortælle, at ophelingen af Gemalens albue rimeligvis ville tage et halvt år - ET HALVT ÅR!! Måske meget mere. Det var der ingen, der ind til da havde fortalt Gemalen noget om. Og selv havde han ikke drømt om, at det stod så galt fat.

Nul cykeltræning og og nul cykelsæson. Alle planer om mulig kombination af mountainbike-orienteringsløbs-stævner og sommerferie down the drain. Det var ikke til at holde ud.

Heldigvis havde sårlægen et alternativt forslag: At genoperere Gemalen. Åbne albuen og sy den sammen igen. Og hvis Gemalen så ville love højt og helligt ikke at bøje albuen mere end maximalt 90 grader, kunne han slippe for at få gips på. Faktisk kunne han endda relativt hurtigt få lov til at bruge armen i begrænset omfang.

Det tyggede Gemalen nok på i højst 20 sekunder, før han sagde ja tak til genoperation.

Og så blev han lukket ud. På orlov. Med besked på at komme igen onsdag.

Det var dejligt at få ham hjem. Donnaens humør steg betragteligt.

At han var blevet fyldt med så meget antibiotika, at det lugtede som om Cheminova havde startet et datterselskab i soveværelset, da jeg åbnede døren derind næste morgen (ja, han sover lige alene et par dage ...) var kun en detalje.

Tirsdag aften var stemningen dog lidt trykket. Tanken om, at Gemalen igen skulle under kniven i fuld narkose var trods alt lidt skræmmende.

Så en nat, hvor alle sov dårligt. Op og afsted.

Vente vente vente.

Midt på eftermiddagen var der lyd. Det var gået godt. Der havde lige akkurat været plads nok til at sy albuen sammen. Og først på aftenen, da jeg hentede Gemalen igen, var han kun udstyret med et forholdsvis lille plaster.

Og de seks uger, der skal gå, før der igen er tilladelse til fuld og fri bevægelse, føles pludselig overkommelige ...

Krokus 2012. Så langt er de slet ikke
endnu i år. Men de er da kommet op  ...