Bortregnet virketrang

Idag, da jeg gik hjem fra arbejde i næsten tørvejr oven på en hel dag med regn, duftede der så dejligt af forår, og man kunne næsten lugte, hvordan alle blomsterne og alle buskene voksede inde bag hækkene.

Og jeg blev straks grebet af stemningen - min egen altså, for der var ikke en sjæl at se nogen steder -  og ramt af en voldsom virketrang.

Der er stadig bare pletter i mit bed, hvor der skal såes sommerblomster. Og der er både tomme krukker og tomme plantekasser, der bare venter på at blive fyldt med blomster.

Desuden måtte jorden formodes at være tilpas nem at grave i, så jeg kunne få mit fuglehus op at stå igen ...

Ligesom jeg kunne grave min, nu officielt erklærede, stendøde sommerfuglebusk op og få den væk, så jeg ikke længere skal ærgre mig over dens uheldige vovemod i det tidlige forår. Hvor den begik harakiri ved at skyde inden den sidste omgang streng frost. - Dumt gjort, plante!

Alt det nåede jeg at planlægge, at jeg godt kunne klare inden aftensmad.

Jeg skulle bare lige til slagteren og så på planteskolen og så - ding dong dynamolygte - så ville det da været fixet i løbet af no time.

Som om.

Man behøver ikke være særlig skarpsindig for at se, at her var arbejde til mange timer. Så det var nok blevet midnat, før jeg var blevet færdig.

Nu blev jeg slet ingenting.

For det begyndte igen at regne. Og det blev bare værre og værre.

Nogen siger ganske vist, at det er smart at plante i regnvejr, men jeg synes altså ikke, det er særlig rart. Hverken at blive dyngvåd eller mudret grundigt til.

Så virketrangen regnede hurtigt bort og afløst af et ekstra krus kaffe og god bog.

Lidt surt, for weekenden går op i hat og briller, gæstebud og Pigebarnets balletopvisning, så der bliver ikke tid til hverken at plante eller så.

Men i det mindste slap jeg for at forholde mig til min manglende sans for egne begrænsninger ...

Sandalvejr - NU, tak

Øv, for et gummistøvlevejr!

Mine gummistøvler er egentlig pæne nok. Altså, dem jeg færdes i uden for matriklen. De andre bærer præg af at være brugt til havearbejde. For nu at sige det mildt.

Men selv om mine gummistøvler er okay pæne, så gider jeg ikke at have dem på. Jeg vil slet ikke have gummistøvler på, eller støvler, eller sko. Jeg vil have sandaler på. Og det vil Pigebarnet også.

For vi har nemlig været til outlet. Sko-outlet. Som blev til sandal-udsalg for vores vedkommende.

Det var skønt.

Især var Pigebarnet ovenud tilfreds. For det var første gang, hendes fødder havde groet sig lange nok til at passe de allermindste voksen-størrelser. Noget hun har ventet på med længsel de sidste par år. Hun har klassens mindste fødder, og mens de andre forlængst er nået til både størrelse 38, 39 og 40, passer Pigebarnet stadig kun en lille størrelse 36. At hun måske nok en dag vil skønne på sine små fødder, hjælper ikke meget nu.

Men altså, det lykkedes hende at finde to par sandaler, som hun kunne passe. Og det lykkedes også at få Moren til at betale.

Fryd!

Men er der så noget værre end ikke at kunne få de ny-indkøbte på lige med det samme?

Nix, det er med Pigebarnets ord bare 'nederen'.




Sandal-udbyttet