Vi har Ruth med på ferie.
Hun er hverken en hund, et marsvin eller en sød tante.
Ruth er stemmen i vores GPS. Sådan hedder hun. Altid. Engang havde vi en stemme, der lød som moderen i Krøniken, hende den svenske skuespiller. Hun kunne så ikke hedde Ruth, men ellers.
Hun hedder Ruth, fordi vi så kan sige 'slut Ruth' og slukke for hende, når vi synes, hun bliver for anstrengede at høre på. Det, synes vi selv, er enormt morsomt. Det synes damer, der hedder Ruth, sikkert ikke. Men vi kender ikke andre Ruth'er, og iøvrigt er det ikke ondt ment..
Vores Ruth er påståelig og meget meget stædig.
Det går ikke særlig godt i spænd med Gemalens måde at køre bil på. For han rykker til højre, væk fra Autobahn'en, så snart det famøse 'Stau' lyder i radioen.
Så er det afsted ad tyske landeveje, og det synes Ruth ikke om. Slet ikke. Hun er lidt tungnem, hvad angår Stau, og hun insisterer venligt men bestemt på, at vi straks finder tilbage den af hende valgte rute:
- Hvis muligt, vend om!
- Slut Ruth, siger Gemalen og forventer i stedet, at Fruen i løbet af ingen tid har fundet et brugbart alternativ.
Det kræver så til gengæld, dels at Fruen er vågen, dels er nogenlunde med på, hvor vi er.
Og det kræver kort, som kræver briller. Og det kræver vejskilte og skilte med bynavne, som skal læses uden briller.
Dårlig kombination, skulle jeg hilse og sige.
Og nej, briller med glidende overgang kan ikke købes i Ti'er-butikken, så derfor går der lidt tid, mens Fruen skiftevis forsøger at finde sig selv på kortet og ude i det virkelige liv.
- Nej, jeg ved ikke, hvor vi er.
- Hvad stod der på det skilt?
- Kører vi mod vest?
- Kan du ikke køre lidt langsommere?
- Drej til højre, altså venstre derhenne, jeg mener her!
- NEJ, nu er du kørt for langt..
Her blander Pigebarnet sig:
- Er vi faret vild? spørger hun.
- Nej nej, mor ved bare ikke lige, hvor vi er, beroliger Gemalen..
- Hvad er forskellen? insisterer Pigebarnet. Nu med bæven i stemmen.
Det er så på det tidspunkt, der helst skal være landkending. Og til egen ros skal det siges, at det er der som regel også. Sådan da. Nogenlunde..
Efter en halv times finger-på-kort kørsel, spørger vi Ruth, om hun har forstået meningen med galskaben, så hun kan overtage kommandoen igen.
Lige til næste gang Gemalen rykker i rattet.
PS: Første gang vi havde GPS i bilen på en tur til udlandet, havde vi ikke kort med. Det var en fejl. I særdeleshed fordi bilen brød sammen, og vi måtte køre videre i låne-bil uden GPS. Ikke desto mindre undrer mine kort-indkøb altid Gemalen.
- Vi har jo GPS'en, som han siger.
PPS: Og så ikke et ord mere om briller.
