Ud at køre - med damerne

Nu var det jo gået meget godt med at køre med de lidt ældre mountainbikere, så da DGI annoncerede et to timers kursus i mountainbike for Women Only netop her i den lokale skov, tænkte jeg, at det kunne jeg da sagtens klare.

Det var ganske vist kursus nummer to, og det forudsattes, at man havde styr på gear og bremser, men det mente jeg nok, at jeg havde, og desuden var det jo et damekursus, og damer er jo sjældent så (over-)modige som mænd, det ved enhver, så hvor svært kunne det være?

Noget sværere end jeg havde regnet med!

Selv om solen skinnede, var det en hundekold morgen, og bare at finde ud af at få passende med tøj på var en udfordring. Jeg skulle helst både kunne holde varmen og kunne bevæge mig, bare nogenlunde frit.

Endelig var jeg klar, og på en parkeringsplads næsten lige op til skoven mødtes jeg med de andre damer og de forstående og empatiske trænere.

(Ja, sådan var de præsenteret i kursusbeskrivelsen, og jeg nægter at tro på, at det er en formulering, man ville finde på at bruge over for mix- eller rene mandehold!)

De fleste, men ikke alle havde deltaget i det første kursus, og det kom til udtryk med det samme, for vi skulle starte med lige at tjekke, at vi havde styr på de der bremser, og

- ..jer, der var med sidst, ved, at vi primært bremser med forbremsen, erklærede den ene træner.

What?? Nu havde Gemalen tudet mig ørerne fulde med, at jeg skulle blive fra håndbremsen for ikke at stå på næsen, og så stod træneren der og sagde det modsatte. Jeg skulle ikke nyde noget af at sige noget, men fornemmede, at det kunne blive lidt op ad bakke. Altså selv om det jo gik ned, fordi man li'som ikke kan øve at bremse på vej op ...

Vi bremsede, og jeg undgik både at stå på næsen og gøre alt for meget opmærksom på mig selv. Heldigvis havde min mekaniker (aka Gemalen) smurt mine bremser, så de ikke skreg, som visse andres.

Videre gik det. Først op ad bakke af en helt almindelige bred skovvej, og da vi var vel oppe afsted ad det første stykke, relativt ligeudgående, spor. Allerede her fik jeg en forsmag på, at de andre damer vist ikke var de rene novicer. De drønede afsted, og jeg skulle træde til for at følge med.

Nu gjorde vi holdt igen, for vi skulle lære at køre i småbulet terræn. Noget med at have så meget gummiarme (min udlægning!), at man kan absorbere ujævnhederne i stedet for, med stive arme og skuldre, at sende dem direkte op i hjernen.

Det så utrolig rigtigt ud, da træneren viste os hvordan ...

Bagefter skulle vi køre ned ad en stump rødt spor. Jow jow, mtb-spor er som ski-pister farve-inddelt efter sværhedsgrad: blå, rød og sort. Og som træneren påpegede, så kunne det være en god ide lige at tjekke et nyt, 'farligt' spor til fods, før man begav sig ud på det. Så det gjorde vi, og han pegede og forklarede. Og endte med at stille sig op ved det sværeste sving, så vi ikke kunne være i tvivl om, hvor vi skulle passe på.

Herefter blev vi sendt afsted med passende afstand mellem hinanden. Jeg kunne godt se, at jeg kørte langsommere end dem foran mig, men var alligevel lidt overrasket, da jeg ret hurtigt kunne høre den næste lige bag mig. Det var der ikke noget at gøre ved; jeg var ikke til sinds at sætte tempoet op, og køre til siden var der ikke plads til. Da jeg passerede træneren, kunne jeg høre ham råbe et eller andet, men om det var til mig, kunne jeg ikke høre, så jeg fortsatte med at liste ned i tante-tempo.

Et øjeblik efter kom et par vilde gutter drønende og fortsatte videre ad det røde spor. Det var dem, træneren havde råbt efter. At de skulle lade være med at ligge og presse, for det stressede bare begynderne, og de fik alligevel ikke selv den ønskede fart på cyklen. De var heldigvis stoppet op, havde givet træneren ret og sagt undskyld. Ret fint faktisk.

Slalomkørsel var næste punkt på programmet. Ikke så farligt, men svært at gøre rigtigt i fuld fart. Allersværest var det dog at trække tilbage ved siden af skovvejen; jeg hang fast i et eller andet og skvattede, meget lidt yndefuldt.

Så så det mere, om ikke yndefuldt, så spektakulært ud, da en af de andre damer styrtede på den næste strækning. Hun ramte formentlig skævt på en rod og tog den ud over styret i bedste Tour de France-stil. Hun skulle lige have tid til at sunde sig, men var så heldigvis ikke kommet noget særligt til, selv om hun givetvis har været særdeles øm i dagene efter.

Flere gange undervejs havde trænerne spurgt, om dit eller dat ikke havde været rigtig sjovt? Mange havde svaret positivt, og jeg tror faktisk, at nogle af dem også havde ment det. Der var nogle helt vildt seje typer i mellem, der uden frygt i livet bare nød at tonse afsted. Og de skulle nok slet ikke have været med på kurset, for de kunne så udmærket klare sig selv. Det var også dem, der var mest begejstrede, da den ene træner meddelte, at nu skulle vi til det allersjoveste:

- Vi skal lappe nogle berms for vildt!

Først skulle vi dog finde ud af, hvad berms var, så vi stillede cyklerne og kiggede nærmere på det spor, vi var kommet til. Her var svingene bygget op, så man kan køre oppe på siden. Ud over at se temmelig sejt ud, er det også med til at hjælpe rytteren rundt i kurven i langt højere fart, end hvis den bare var flad.

Det lød jo i princippet meget godt, men sporet zig-zaggede ned over en temmelig stejl skrænt, og da jeg stadigvæk er kantforskrækket, var jeg ikke så begejstret. Især ikke fordi der skulle ret meget fart på, hvis man skulle udnytte de indbyggede berms bedst muligt. Jeg havde derfor ikke så svært ved at lade de dødsforagtende damer tage teten ned over skrænten og så selv liste bagefter som en af de sidste.

Ned kom vi alle, og mens nogle syntes, det var virkelig sjovt og tog både en og to ture mere på den nederste del, var vi andre, der var ganske tilfredse med en enkelt tur.

Imens vi ventede på de sidste, var vi kørt ind til siden, og nu skulle vi ud på en skovvej igen. Her erfarede jeg, at nedfaldne blade bør betragtes med mistro. Hvad der lignede en fuldstændig jævn skovbund viste sig at være en grøft. Den kørte jeg lige ned i, og så kørte jeg ikke længere, men lå og rodede rundt i alle bladene.

Da det skete med cirka tre en halv kilometer i timen, var det kun min stolthed, jeg blev ramt på (igen!), og mens jeg fik stablet cyklen og mig selv på benene, valgte de andre en lidt anden rute ud på skovvejen.

Nu var kurset i princippet forbi, men vi kunne da lige så godt køre spor hjem, så det gjorde vi. Netop den stump var det allerførste stykke spor, jeg havde kørt sammen med Gemalen en gang før sommerferien. Og det, der dengang havde virket meget udfordrende, var nu ret easy peasy at passere, hvilket jo var ganske fint at opdage. Noget er der trods alt sket med mine såkaldte mountainbike skills i den mellemliggende tid.

Som træneren sagde afslutningsvist:

- I skal samle på de små sejre, som gør klogere og bedre. De store sejre gør ofte bare dumdristig, og så kommer man galt afsted.

Godt så, små sejre it is.