Kære Isabellas

Kære Isabellas,

Jeg skriver til jer, fordi jeg har valgt at opsige mit abonnement.

Desværre, vil jeg sige.

For jeg har været en trofast læser, i mere end 15 år tror jeg. Jeg har kigget på lækker boligindretning, savlet over mad- og kageopskrifter og funderet over, om min egen have kunne blive lige så dejlig, som dem i jeres artikler.

Men gennem den sidste tid, som nok er lidt længere end bare 'sidste', er jeg blevet mere og mere klar over, at jeg ikke længere hører til jeres målgruppe.

Måske er jeg blevet for gammel og for gnaven?

Eller for meget jyde og for lidt spelt-københavner?

Måske har jeg bare ikke penge nok til at føle mig som en del af jeres målgruppe - og er så blevet gnaven af den grund?

I hvert fald kan jeg ikke rumme både at kigge artikler om mennesker, der går ind for bæredygtighed og minimalisme, og hvad har vi af politisk korrekte holdninger, og derefter blive underholdt med, hvordan jeg selv kan gribe stilen ved at investere i astronomisk dyre, og/eller guldbelagte ting.

Først kan jeg læse, hvordan en designer eller på anden måde kreativ sjæl i samarbejde med sin mand har indrettet sig totalt lækkert på et eller andet nordsjællandsk landsted med en kombination af arvestykker, loppefund og enkelte selvindkøbte ting. Det er helt igennem sjovt og inspirerende, at se, hvad de har kunnet skabe med knokle-arbejde, hittepåsomhed - og en sjat penge. Noget helt unikt selvfølgelig.

Men dernæst er det så, at I synes, jeg skal se, hvordan jeg kan gribe stilen. Denne helt unikke stil, som meget hurtigt kan blive alt andet end unik, hvis vi alle kopierer den. Tænker jeg. Og så er det jo ikke sjovt længere. Eller hvad? Jeg ved godt, det er en del af gamet, når der produceres blade. Der skal annoncekroner ind, og det kommer der måske lidt lettere, hvis der også fra redaktionel side gøre en vis indsats for at ekspedere varerne over disken? Det vil I nok benægte, men det tror jeg ikke rigtigt på.

Og så er der også det der med at være unik, på præcis samme måde som alle andre. Er det ikke lidt, bare lidt, selvmodsigende? Jeg har det stramt med at skulle være som alle andre, om de så er nok så hippe. Og der sker præcis det samme, som når en tøj-ekspedient kommer for skade at anbefale et bestemt outfit som meget populært. - Så vil jeg ikke have det.

Noget andet er, at jeg ofte slet (SLET!) ikke har råd til at gribe den såkaldte stil, hvis jeg alligevel skulle se noget, jeg kunne tænke mig. Ærgerligt, for det kunne da være fedt lige at lade sig inspirere til at købe en Ægget-stol til små 100.000 kroner. Men det kommer desværre ikke til at ske, før Gemalen vinder i lotto. Og så bruger vi nok alligevel pengene til noget andet.

Ligesom vi ikke kommer til at købe guldbelagt bestik eller gryder, der koster tre gange prisen for de mere almindelige af slagsen.

Og så videre.

Jeg stopper nu, men måske kan I mærke, at jeg godt kunne blive ved lidt endnu?

Det gider jeg ikke. Jeg gider ikke at fortælle jer, at jeg synes, jeres bladindhold efterhånden er nogenlunde lige så hyklerisk som visse politikeres tilgang til kontorindretning.

Jeg nøjes bare med at opsige mit abonnement.