Monaco og mobil-GPS

Vi havde jo lovet Donnaen at køre til Monaco, så vi måtte afsted igen.

Da jeg mildest talt ikke havde brudt mig om turen ned til kysten, foreslog Gemalen, at vi kunne køre en anden vej, hvor der nok ikke var så meget trafik.

Så det gjorde vi så. Og Gemalen havde ret; der var ikke så meget trafik, men med god grund, for vejen var både smallere og mere snørklet. Faktisk var der meget smukt, og hvis vi havde haft hele dagen til at køre de 50 kilometer ned til kysten, så vi havde kunnet gøre holdt ved hvert et udsigtspunkt og havde kunnet køre ind i de små bitte byer og kigge, så havde det i sig selv været en dejlig tur. Men nu var målet altså Monaco, og så var det ikke sjovt.

Vi nåede kysten og motorvejen, og vi nåede til Ventimiglia, hvor Gemalen ville tanke væk fra motorvejen, fordi det nok var billigere. Det var det også, men det holdt hårdt overhovedet at finde en tankstation. Til sidst lykkedes det dog ved hjælp af GPS'en, som i virkeligheden var min mobil koblet på bilen, Apple CarPlay med Google Maps.

Det er første bil, vi har haft, med det system, og det var lidt spændende, hvor godt det virkede. Det meste af tiden gik det meget godt, men en gang i mellem kommer der nogle ret alternative forslag til valg af rute, så før man begiver sig ud i trafikken, skal man lige overveje, om det nu også er helt rigtigt, det systemet har gang i. 

Og så er der det med prisen, for i og med at det er min mobil, systemet kører på, er det også mit abonnement, der skal dække. Vi har haft 3 Mobil i flere år, og været glade for de fordele med fri tale og så videre, som det har givet. Hver gang, vi har passeret en grænse, har vi fået en SMS med besked på, at nu bruger vi data i et nyt land, og det er okay, for det er gratis. Det er vi så vant til, at vi ikke gider tjekke de SMS'er, der bimler ind ved hver grænsepassage. Heller ikke da vi kørte ind i Monaco. Men så kom der en SMS mere. Den var fra min mor, og da jeg havde svaret på den, kiggede jeg lige på den fra 3 Mobil. 

Og fik et chok!

For Monaco, som deler valuta og alt andet med Frankrig, deler lige præcis ikke de samme regler for mobil-brug og dataroaming. Det koster kassen, så jeg fik travlt med at slå alting fra på min mobil, og så var det jo slut med GPS'en. Nu er Monaco ikke så stor, at Gemalen kan blive væk (vi andre kan godt), så vi klarede os endda, men helt smart synes jeg ikke, det er.

Den samlede merudgift for et par SMS'er plus lidt data til at finde vej for blev cirka 43 kroner, hvilket jeg nok kunne bære. Men i august, løb vi pludselig tør for data, og jeg måtte tilkøbe mere, så vi havde noget at bruge af de sidste dage i regningsperioden. Og vi har ellers ret meget fri data (som vi normalt aldrig er i nærheden af at bruge) i vores abonnement. Så helt tilfreds med den form for navigation i bilen er jeg altså ikke.

Anyway, vi fandt en parkeringskælder og gik ned mod kasinoet. Der var lige så overdådigt som forventet. Foran det cremefarvede Casino de Monte Carlo holdt dyre biler parkeret over det hele. Både de hurtige, smarte og de store, med chauffør. Donnaen var yderst begejstret. 

Der var gratis adgang for pøblen til at betræde de første lokaler i kasinoet, hvor man havde lavet en labyrint, som jeg slet ikke kan huske, hvad indeholdt, fordi jeg var mere interesseret i det fantastiske rum i art noveaux med søjler, søjlegang og hvælvet loft med et stort glastag, der lod lyset flimre ned. I et tilstødende lokale var det opstillet en række enarmede tyveknægte med mere, hvor også almindelige mennesker i almindeligt hedebølge-sommertøj gerne måtte spille deres sidste slanter op. Men for at komme videre krævedes det, at man levede op til stedets dress code, som blev strammere og strammere jo senere på dagen, man kom og jo længere ind i de hellige haller man ville.

Vi ville ikke noget, men gik ud igen og gik efter lyden, da vi kunne høre høj musik. Vi kom rundt om et hjørne og kunne se, at musikken kom fra en tagterrasse på et dyrt-udseende hotel, der lå helt ud til vandkanten. Der var gang i et eller andet lukket arrangement, men det var helt ligegyldigt, for Donnaen fik øje på en række racerbiler linet op foran hotellet, og de var mere spændende. Der var Lotus, Bugatti og Ferrari blandt andet. Alle engelsk-registrerede, og deltagere i et eller andet ræs til Monaco fra England eller Skotland. 

Da Donnaen havde taget cirka en million billeder og sukket saligt-misundeligt næsten lige så mange gange, var vi alle klar til at gå videre, om og finde det bedste vue ud over havnen og alle de store lystyachter.

Gårsdagens kæmpestore yachter i Nice og Cannes' havne virkede nu pludseligt ikke så vældigt store mere. For i Monacos havn lå der nogen, der ikke var kæmpestore, men mega-enormt-store. Desværre lå de bare ved kaj, og der var i det hele taget ikke meget aktivitet i havnen, så da vi var færdige med at måbe, var der egentlig ikke så forfærdelig meget mere at se på, og vi gik op i byen igen på jagt efter en sen frokost. 

Det gik lidt trægt, og pludselig var Gemalen helt grå i ansigtet. Heldigvis stod vi lige ud for et supermarked, så vi drejede ind i køligheden og fik i første omgang købt noget vand til ham.

Udenfor igen stod Donnaen og jeg og prøvede at få øje på et spisested, men havde ikke rigtigt heldet med os, og vi må have set ret hjælpeløse ud, for der gik kun et øjeblik, før en betjent på scooter standsede op, og spurgte, hvad han kunne hjælpe med? Bare et sted at spise, fortalte vi ham, og så pegede han venligt to caféer ud, der begge lå bare et øjeblik væk. Vi valgte den nærmeste, fik Gemalen sat ned i skyggen og gik ind og købte salater til os alle tre.

Gemalen fik det hurtigt bedre, og så fik han ellers læst og påskrevet, for hvad nyttede det, at han hele tiden tudede os andre ørerne fulde med, at vi skulle huske at drikke, når han selv glemte det?

Oven på det tog vi den lidt med ro. Donnaen ville dog gerne en ekstra tur hen forbi kasinoet for at se på flere dyre biler, og hun fik blandt andet øje på en på mellemøstlige plader. Det funderede vi en del over. For hvordan var den havnet der? Det virkede en anelse usandsynligt, at nogen var kørt til Monaco fra Qatar eller en af de andre ørkenstater, så enten var den blevet fløjet eller sejlet dertil som gods, eller også havde den stået ombord på en af disse mega-enormt-store luksusyachter for så at blive løftet i land, da sheiken - eller hvem det nu var - skulle bruge den for at trille omkring i byen? Det var ikke til at regne ud, og vi måtte bare konstatere, at vores fantasi ikke altid rækker til at gætte, hvordan de ekstremt rige vælger at bruge deres guld.

Turen tilbage gik uden særlige begivenheder. Gemalen foreslog klogeligt, at han skulle tage den - trods alt - mindst krøllede af vejene fra kysten og op til Ormea. 

Han blev ikke modsagt.

Detaljer fra kasinoet.