Film!

Lige siden vi første gang læste, at der findes en Harry Potter Studio Tour i London, har vi vidst, at den måtte vi bare på.

Så der gik ikke lang tid fra flybilletterne var i hus, til vi også havde bestilt bestilt billetter til Harry Potter.

Da Warner Bros Studios - som retteligt det hedder - ligger cirka en times kørsel fra London,  skulle vi møde op til afgang med bus fra en adresse på Vauxhall Bridge Road tæt ved Victoria Station. Det burde jo være til at finde ud af, men vi måtte alligevel lige stoppe op og orientere os, da vi kom op til overfladen ved stationen. Jeg nåede dårligt nok at få hevet min telefon frem, før en venlig betjent spurgte os, hvor vi skulle hen? Donnaen forklarede, og han kvitterede straks med

- Oh, the Harry Potter Tour?

hvilket sikkert er det folk i ni ud af ti tilfælde leder efter på det sted, på det tidspunkt, så måske var det ikke så fantastisk godt gættet, som vi umiddelbart syntes, men dejligt var det skam med hjælp på lige netop den måde, som jeg forbinder med England og englændere.

Vi fandt stedet, guiden og de øvrige passagerer og - efter et øjebliks venten også bussen. Afsted gik det og cirka en times tid senere blev vi læsset af foran noget, der mest af alt lignede nogle store lagerhaller. Her havde vi nu fire timer til rådighed, før bussen kørte tilbage til London.

Efter en kort introduktion blev vi i samlet flok ledt ind i Hogwarts store hal med alle spisebordene. Det var den rigtige hal, altså den rigtige kulisse, som er brugt i alle Harry Potter-filmene. Kun det magiske loft mangler, idet det, ikke overraskende, er en computeranimation.

Og så blev vi sluppet løs. Ind til en kombination af ren udstilling af rekvisitter, hele kulisser og små finurlige indblik i, hvordan man - også - laver film. Plus skitser og modeller. Alt sammen meget, meget imponerende. Og ganske sjovt - også for sådan nogen som mig, der nok har størstedelen af mit kendskab til Harry Potter-universet fra bøgerne og ikke helt så meget fra filmene. Donnaen, der til gengæld har set sine film cirka 1000 gange, genkendte mange flere detaljer end jeg, mens jeg derimod var nærmest målløs over den astronomiske mængde af små bitte detaljer, som nogen har skullet holde styr på. Både til hver enkelt film og til alle filmene samlet, så der ikke kom uorden i hvad der var i krukkerne i lokalet, hvor Snape underviste i eliksirer, eller hvem der havde hvilken hue på i Weasley-familien.

Der var en hel væg med huer og hatte og en stor opstilling med magiske dyr og væsener. Der var, blandt mange, mange andre ting, Harrys værelse under trappen, Dumbledores kontor og indgangen til den Forbudte Skov. Der var familien Dursleys hus på Ligustervænget, Natbussen, Hogwartsexpressen og en pæn bid af Diagonalstræde.

Midt i det hele var der heldigvis en café, hvor vi, ud over helt almindelig muggler-mad, også kunne købe butter-beer, som Donnaen synes smager fint, men jeg dog ikke kommer til at savne i den virkelige verden.

Noget af det sidste, vi så, var skitser og modeller af alt muligt. Det allerflotteste, som i allermest superfantastiske, var en kæmpestor model af selve Hogwarts. Eller kan man overhovedet kalde den en model, når den ikke findes i virkeligheden? Modellen er helt utrolig flot. Og med så mange detaljer, at man ville kunne bruge timer på at få øje på det hele. Jeg har eftergooglet mig til, at det tog mandetimer svarende til 74 år at udtænke og bygge den. Og tænkes skulle der, for Potter-bøgerne er fyldt med en masse detaljer, som alle sammen skulle med - og helst uden at komme i karambolage med hinanden ...

Vi var egentlig gået videre og næsten ud, da vi besluttede, at vi lige måtte tilbage og kigge én gang til.

Men så var det også slut. Vi tøffede ud gennem den obligatoriske butik, hvor vi købte næsten ingenting og en køleskabsmagnet til samlingen.

Nu havde vi god tid, for selv om vi havde, syntes vi selv, brugt rigtig meget tid på at kigge og kigge og kigge, så var der stadig tre kvarter, til bussen skulle køre. Det lykkedes os at finde plads på en bænk, og så gik tiden jo endda.

På turen tilbage til London blev der ikke mælet mange ord. Nogle passagerer snorksov, og resten af os sad og smånikkede. Men da vi hoppede af bussen på Vauxhall Bridge Road var Donnaen alligevel frisk på en ekstra lille udflugt. For for enden af den lange gade, fører Vauxhall Bridge over Themsen, og lige på den anden side ligger - både i virkeligheden og i James Bond-filmene - MI6' hovedkvarter. En meget specielt udseende bygning, der bliver sprængt i stumper og stykker i Bond-filmen Skyfall.

Den skulle vi selvfølgelig se. Så vi traskede afsted, og der i eftermiddagssolen og med trætte ben føltes det bare som en meget lang gade, men til sidst nåede vi da ud til broen og kunne tage de ønskede billeder af bygningen, som var lige så speciel i virkeligheden som på film. Og ganske hel ...

Nu gad vi heller ikke mere. Eller jo. Fruen ville godt en tur i Harrods, og det kom vi også, men den blev ganske kort, for Donnaen blev så utilpas over den voldsomme parfume-fims, som mødte os, da vi kom indenfor, at vi ret omgående måtte søge ud igen.

Og så gad vi virkelig ikke mere.