Donnaens særlige evner

Flyet hjem fra London afgik først om aftenen, men selvfølgelig skulle vi checke ud allerede om formiddagen.

Vi havde forhørt os, at vi heldigvis kunne lade vore bagage stå til opbevaring på hotellet, så efter morgenmad gik vi tilbage og pakkede sammen i god ro og orden, checkede ud, fik kufferterne sat ind i et aflåst lokale og satte så ellers kurs mod Camden Market, som knægten der anbefalede the Shard også havde nævnt for Donnaen som et sjovt sted at besøge.

Fra Camden Town Station trådte vi direkte ud på en gade med sjove og sære butiksfacader, og mens vi drejede hovederne af led for at få alle de sjove detaljer med, fulgte vi bare strømmen. Der var butikker og boder med t-shirts og forskelligt turist-hejs, men tilsyneladende var folk på vej videre, og vi fortsatte bare med at daske i samme retning som alle andre.

Vi passerede over en bro, og så var vi der pludselig. Langs en kanal lå boderne tæt pakket både udenfor og inde i de gamle bygninger. Der var alverdens tingeltangel. Både billigt turist-kitsch og dyre håndlavede smykker. Og alt der i mellem. Der var madboder, små caféer og butikker med slik, kager og lækre specialiteter. Der var nørdede special-butikker og boder med vintage-tøj.

Og og og. Donnaen og jeg traskede rundt og hyggede os. Vi ærgrede os bare over, at kufferterne allerede var pakket til bristepunktet, for der var mange ting, der fristede i alvorlig grad. Måske var det i virkeligheden godt, at vi ikke havde plads til mere, for ellers havde vi rimeligvis lænset sparegrisen og forkøbt os på både dit og dat. Nu nøjedes vi med at kigge og nyde den totalt afslappede atmosfære, der herskede i hele området, selv om det summede med mennesker. Og vi blev hurtigt enige om, at her var da meget rarere end på Portobello Road, hvor vi havde været tre dage forinden.

Til sidst orkede vi dog ikke at gå mere rundt og fandt tilbage til stationen og tog toget 'hjem', hvilket i denne sammenhæng ville sige området nær stationen Gloucester Road.

Vi fandt en restaurant og spiste frokost. Der var ikke særligt mange mennesker, og de helt unge tjenere havde god tid, så da vi var færdige, og jeg kom tilbage efter et toiletbesøg fandt jeg Donnaen og den ene tjener i gang med at vende verdenssituationen. Det var helt tydeligt, at de begge hyggede sig, men desværre nåede jeg ikke at bakke ud igen, så de kunne have fået yderligere fem minutters snak uden min kedelige tilstedeværelse.

Donnaen var dog helt høj over sin korte snak med tjeneren, som viste sig at være polak. Han havde i den korte tid både givet Donnaen et par velmente råd til forbedring af hendes engelske og lært hende et og andet om det britiske arbejdsmarked, hvor det åbenbart er et særsyn at se briter i stillingerne på gulvet i servicesektoren. Det havde vi ikke lagt mærke til, men hvis han har ret, kan man jo fundere over, hvordan den skal fungere efter Brexit?

Tilbage på hotellet skulle vi have vores kufferter. Donnaen førte ordet, og receptionisten gik straks over og åbnede til det lille kuffertrum. Siden vi var gået var der mildt sagt blevet sat en del flere kufferter ind, og nu var rummet helt fyldt, og vores små kabinekufferter ikke synlige.

- Oh oh! sagde receptionisten og Donnaen i munden på hinanden, og så gik de i gang med at lede.

Min kuffert er pink og var derfor nem at identificere, da receptionisten begyndte at rykke kufferter ud på må og få, men Donnaens er bare sort med en enkel lille blå kant og derfor svær at få øje på. Og nej, den stod ikke ved siden af min. Heldigvis havde hun sat sit kuffertmærke fast med rødt gavebånd, og det kom pludselig til syne.

Da begge kufferter var hevet frem, stod der også en temmelig stor bunke andre kufferter, og Donnaen lagde straks an til at hjælpe den stakkels receptionist, hvilket han dog venligt afslog:

- Oh no, Darling, you don't have to do that, sagde han. 

Og det var både første og eneste gang, nogen kaldte Donnaen 'darling', hvilket jeg ellers havde forberedt hende på hjemmefra. - Og som hun på forhånd havde fundet vildt mystisk.

Nu var det dog knapt så mystisk, og i det hele taget var hun og receptionisten på så god bølgelængde, at hun fik ja, da hun spurgte, om der måske var et sted, vi kunne skifte tøj, før vi gik. Det var aldeles uautoriseret, men vi fik lov at komme med ind i en gang, hvor personalet havde et pauserum og to toiletter. Det var virkelig dejligt, og jeg grinede lidt indvendigt over Donnaens evne til at få sine ønsker opfyldt. Jeg havde næppe kunnet, og Gemalen ville med statsgaranti bare have fået et affærdigende 'sorry, no'.

Vi skiftede til lange bukser, sagde farvel og trillede med vores kufferter hen til stationen.

Nogle af de sjove facader langs
Camden High Street