Nytårsnedtur

Torsdag aften fejrede kineserne deres nytår, og vi vidste ikke rigtigt, hvad vi kunne forvente.

Ville alting lukke ned, eller var det business as usual?

Eller noget midt i mellem; der bor jo også en hel del ikke-kinesere i Singapore. Vi besluttede at starte med at tage til Little India, hvor vi gik ud fra, at man nok ikke gik særligt meget op i det kinesiske nytår.

Fra stationen gik vi over gaden til Tekka Centre, som er et kæmpestort ferskvaremarked.

Set i bakspejlet kunne jeg godt have tænkt mig bedre om. For ferskvaremarked betyder jo ikke bare fint stablede frugter og gulerødder i kasser. Det betyder også slagtervarer. Og en slagterafdeling på et ferskvaremarked i Singapore er på ingen måde det samme som en kølig slagterbutik i Danmark. Her var om ikke pottehedt så i hvert fald heller ikke koldt, og det mærkedes på lugten, som gik direkte i næseborene på den noget sarte Donna. Og her var døde dyr i mere eller mindre genkendelige former, og da vi kom rundt om et hjørne, netop som en slagter choppede hovedet af et - dødt - får, tog Donnaens mave en elevator-tur, og hun styrede resolut mod udgangen og nægtede at gå ind igen.

Nå, men så kunne vi da se et par templer i Chinatown.

Vi tog toget og hoppede af på Telok Ayer, hvor vi fik øje på et lille bitte tempel, som jeg lige ville se nærmere på. Det var ret fint, men så gik der jo tid med det, og da vi bagefter kom til et noget større tempel, som vi også gerne ville se, var klokken lidt i tolv, og man var ved at lukke for besøgende. Det havde jeg ikke lige set komme, og jeg tror, at det skyldtes en ekstraordinær nytårsrengøring. Vi nåede lige en hurtig rundtur, men ikke at kigge nærmere på noget som helst, hvilket var lidt ærgerligt, da det, som de fleste buddhistiske templer, var fyldt med en million detaljer.

På den baggrund var der ingen grund til at bruge tid på at finde hen til Buddhas Tandtempel (jeg er sikker på, det lyder bedre på kinesisk), der skulle være det største og flotteste buddhistiske tempel i Singapore. I stedet gik vi med kurs mod det hindu-tempel, som - forbløffende nok - ligger midt i Chinatown. Det var virkelig varmt den dag, og det var, som om solen bagte ekstra meget ned i de små snørklede gader, hvor luften stod næsten stille. Da vi fandt templet - som hedder Sri Mariamman - og skulle smide skoene for at komme ind, var Donnaens gide-niveau så lavt, at hun hellere ville blive stående udenfor i skyggen end bruge energi på at få skoene af. Så jeg smed sandalerne og gik ind alene.

Det var overdådigt. Hvis det buddhistiske tempel havde en million detaljer, har dette tempel en milliard. Mindst. Og det er ikke bare fine mønstre, men figurer af mennesker og dyr og sære skabninger midt i mellem. De er røde og blå og grønne og alt muligt andet. Og små og store mellem hinanden. Jeg har desværre ikke en pind forstand på hinduisme, så jeg ved ikke, hvornår figurerne symboliserer noget særligt, og hvornår de 'kun' er til pynt. Det er fantasifuldt, vildt og voldsomt, og efter at have kigget lidt, kunne jeg mærke, at jeg nærmede mig et visuelt overload, hvor jeg simpelthen ikke kunne tage mere ind, så jeg traskede ud igen og fandt Donnaen og mine sandaler.

Og så gik vi hjem til hotellet og tog et par timer på langs, for vi skulle være længe oppe om aftenen i forbindelse med nytårsaften. For ikke at blive helt væk i mylderet i Chinatown, gik vi i modsat retning for at spise aftensmad og endte på en lækker italiensk restaurant, hvor vi sad udenfor og nød, at der var et vindue i mellem os og en lille familie med at par meget aktive, små børn, så vi kunne nøjes med at kigge på dem, men ikke høre dem ...

Et par timer senere kunne vi mætte og tilfredse daske tilbage til hotellet for lige at bruge en halv time der, før vi gik hen til Chinatown for at se, hvad der foregik.

Der var en kæmpestor afspærring, og bag den gik officielt udseende vagter rundt og småsnakkede. Klokken var nu knap halv tolv, men der var allerede mange mennesker, som havde taget opstilling, så vi besluttede at blive der, da der jo helt sikkert skulle foregå et eller andet.

Aftenen var lun og fin, og selv om vejrudsigten havde truet med regn, var det kun blevet til sytten dråber tidligere på aftenen. Vi kunne derfor, lige som mange andre, bare sætte os direkte på asfalten og afvente, hvad der videre ville ske. Der kom flere og flere mennesker. Og der kom politi. På en storskærm kunne vi se et fjernsynsshow, som vistnok, mente Donnaen at kunne høre nogen fortælle, blev sendt live fra et sted ganske tæt på.

Klokken nærmede sig tolv, folk rejse sig op, og på storskærmen kunne vi se, at der blev talt ned. På et stativ i nærheden af os var fastgjort noget fyrværkeri, som viste sig at være cirka fem kilometer fire crackers, som blev antændt, da klokken blev tolv.

De lavede et infernalsk spektakel i nogle minutter, og så skete der ikke rigtigt mere.

Til gengæld kunne vi, da vi vendte os om, se, at der blev skudt fyrværkeri af omme fra den anden side af en bygning. Vi kunne lige se toppen af det, men mente ikke, at vi var gået glip af det helt store, da også det efter 5-10 minutter døde ud igen.

Nu skete der til gengæld noget bag afspærringen. En hvid limousine kom trillende, og ud steg en dame i en rød, lang kjole, mens et dusin mænd i fine gyldne jakker vimsede rundt om hende. Hun hilste på nogen, gik lidt rundt og ønskede happy new year! ud til menneskemængden, før hun igen satte sig ind i bilen, afspærringen blev åbnet, og hun blev kørt væk.

Hvem damen var, fandt jeg til min irritation aldrig ud af, og det lykkedes ikke efterfølgende at google mig til det, så jeg ved stadig ikke, om hun var politiker (det tror jeg) eller bare en lokal kendis.

Og så var det slut!

Folk begyndte stille og roligt at sive væk fra det afspærrede område, og Donnaen og jeg gloede på hinanden og var mildest talt en anelse skuffede over den manglende action. Måske var der sket en hel masse alle mulige andre steder, men hvad lavede alle disse mennesker så på det samme sted som os? Var det bare effekten af, at nogen havde stillet sig op, så andre havde troet, at der foregik noget, og så var det så blevet sådan ved, til vi til sidst var rigtigt mange?

Vi grinede og gik lidt slukørede hjem i seng.

'Sku' det der nytårsaften virkelig være noget særligt?'