Kultur på flere måder

Noget af det bedste ved at færdes i Singapore - ud over, at der er dejlig varmt, og at det føles totalt trygt og godt - er mangfoldigheden.

Her er mennesker i alle kulører, og de sameksisterer - tilsyneladende - helt uden problemer. Jeg ved da godt, at der kan foregå alverdens ting, som man som almindelig blåøjet turist hverken ser, hører eller iøvrigt fatter en bjælde af. Men altså, umiddelbart er der fred og fordragelighed mellem de tydeligt forskellige folkeslag.

Det ses blandt andet i metroen, hvor den unge, meget tildækkede (malaysiske?) kvinde sidder ved siden af to kinesiske bedstemødre i t-shirts, nederdele og flipfloppere. På deres anden side sidder en hel, meget mørk, smuk indisk familie, hvor mor og bedstemor bege er i sari. Og så er der de små grupper af skolepiger, der sidder og kvidrer, i ens skoleuniformer og hver sin hudfarve.

Det er til at blive helt glad i låget af.

Og altid sjovt at sidde og kigge på ...

Donnaen og jeg syntes, at vi også skulle have mest ud af diversiteten og om muligt se lidt af alle kulturer. Det lykkedes ikke helt, men det er så en anden historie, og intentionerne var i hvert fald de bedste.

Således satte vi efter morgenmaden kurs mod den store Sultan Moské i det område af Singapore, der hedder Kampong Glam, som vistnok betyder arabisk kvarter. Vi var med bussen, hvilket var lidt af et sats, men med betydeligt kortere at gå end fra en metro-station. Det gik meget godt. Vi kom af kun et enkelt stop for sent, og vi huskede begge at stemple ud, da vi hoppede af. At komme af det rigtige sted er lige præcis det sværeste ved at tage bussen, for bussen stopper måske/måske ikke (og her var det ikke) ved alle stop, og hvordan skal man ellers vide, hvornår man er det rigtige sted, når man ikke har været der før?

Men altså, vi kom af og skulle blot gå et par hundrede meter tilbage for at finde den rette vej. På et tidspunkt fyldte en kæmpe turistbus det meste af gaden. Den læssede en hel horde franske turister af, men de skulle heldigvis ikke samme vej som os, så da vi nåede moskéen, var der kun ganske få mennesker. Moskéens store, gyldne løgkuppel strålede i solen og så helt fantastisk ud, når man kom rundt svinget i den lille gade. 

På tæt hold var vi først lidt i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne komme ind, da den første låge i muren var lukket. Det var der heldigvis ikke, lukket altså, og vi gik ind og blev venligt modtaget af en mand, der beordrede Donnaen til at iføre sig en form for kjortel, der dækkede hendes lange bare shorts-ben. Jeg slap, til min overraskelse, fordi mine bukser lige akkurat dækkede knæene. Og at jeg bare havde en t-shirt på foroven, gjorde ingenting. Det var Donnaen lidt utilfreds med. Dels fordi jeg havde 'glemt' at fortælle hende det på forhånd, men mestendels fordi hun havde det meget varmt, dækket fra top til tå, som hun var.

Indenfor kom vi til det store bederum, som siges at kunne huse helt op til 5000 bedende. Det var svært at bedømme. Denne dag sad der kun enkelte personer på det kæmpestore gulvtæppe, som dækkede hele gulvet.

Jeg har aldrig før været i en moské, så jeg har intet sammenligningsgrundlag. Ud over alle de kirker jeg har set. Og som en moské jo netop ikke kan sammenlignes med. Her var blot et meget stort rum uden ret mange dikkedarer. Store søjler bar tagkonstruktionen og en indskudt balkon i begge sider. Det store rum var åbent ud mod en udvendig søjlegang, og buerne over dørene var smukt dekorerede i flotte mønstre i guld og grønt. Det samme var endevæggen, hvor en stor portal fyldte det meste. Hvor den førte hen, ved jeg ikke, men flot var den.

Det store, næsten tomme rum, var virkelig forskelligt fra en overfyldt katolsk kirke. På sin vis kan man jo mene, at det er meget godt, at der ikke er så meget tingeltangel til at forstyrre ens tankegang, når man skal koncentrere sig om sin tro og sin gud. Under alle omstændigheder blev vi begge grebet af roen og stemningen og listede andægtigt rundt og kiggede. Det måtte vi gerne, og vi måtte også tage billeder, så længe vi ikke fotograferede de bedende. Men Donnaen nærmede sig hurtigt smeltepunktet, så hun afleverede sin kjortel, og vi sagde farvel til den venlige herre og gik ud i solen.

Vi daskede ned gennem de små gader på vej tilbage til bussen. Her var hyggeligt, men også ret turistet med mange caféer og små butikker, der solgte t-shirts og tingeltangel. Kampong Glam er, ligesom blandt andet Chinatown, en enklave, hvor de gamle huse i to-tre etager stadig får lov at blive stående, mens højhusene rejser sig i baggrunden. Det giver nogle ret hidsige kontraster rent visuelt, og man kan godt bruge lang tid på bare at glo.

Men vi skulle videre, for Donnaen ville på museum, og da det er lige så sjældent forekommende som sne i Sahara, var det bare med at komme afsted.

National Gallery Singapore var målet.

Og let at finde.

Det var desværre også det eneste lette.

For det store, flotte galleri er meget, meget svært at finde rundt i. Det består af to flotte, gamle bygninger, det gamle rådhus og den gamle højesteretsbygning, der er bygget sammen. Denne mellembygning er helt moderne i glas og stål og forbinder to gamle, statelige bygninger fra den engelske kolonitid. Det er meget flot og anderledes, men det var jo ikke det, vi ville se.

Faktisk vidste jeg slet ikke, hvad det var, Donnaen ville se. Det viste sig at være en vandreudstilling, som hun havde set på nettet. Efter at have ledt højt og lavt og spurgt sig for blandt adskillige kustoder fandt Donnaen omsider frem til et par unge piger, der vidste, hvad hun talte om, men som også kunne fortælle, at udstillingen var 'vandret videre' og nu kunne ses i Hong Kong. 

Øv! 

I stedet måtte vi nøjes med en anden vandreudstilling, som faktisk også var ret fin, bare ikke den rigtige. Desuden så vi en vandreudstilling med Monet, men den var ikke noget at skrive hjem om, og så så vi en permanent udstilling med gamle kinesiske blæktegninger. Den var jeg ret vild med, og vi var begge meget fascinerede af udsigten fra tagterrassen, hvor man kunne se ud over en stor del af Marina Bay med alle de spektakulære bygninger.

Vi så mere end det, men irritationen over vores absolut manglende evne til at finde rundt var mærkbar, og vi blev enige om ikke at gide mere og i stedet gå ud og finde noget frokost.

Det vidste vi nemlig, at vi kunne finde ud af.

Den smukke Sultan Mosque.