Undervejs

Vi landede planmæssigt i Narita og kom også uden de store kvababbelser gennem både bagageudlevering og immigration - klistermærke i pas, fingeraftryk og billedtagning.

Derefter ventede de første udfordringer.

Allerførst ville jeg gerne hæve penge. Vi havde kontanter med, men de ville hurtigt få ben at gå på, da japanerne stadig i høj grad foretrækker kontant betaling. Samtidig vidste jeg, at der kun var begrænsede muligheder for at hæve penge på udenlandske kort. Et af de få steder, man kan, er i 7-eleven-butikkerne, og sådan en vidste jeg, at der skulle være i lufthavnen. Vi fandt butik og automat, og jeg proppede glad mit MasterCard ind - og fik det fluks tilbage. Invalid. Så prøvede jeg med mit Visakort, og det gik straks bedre. Jeg valgte at ville hæve 50.000 yen. Det duede ikke. Så prøvede jeg med 40.000 yen. Det duede heller ikke, og jeg begyndte at blive lidt smånervøs for vores pekuniære situation i ferien. Men ved 30.000 gik transaktionen glat igennem, og det var så åbenbart hævegrænsen. Om det også var dagsgrænsen, behøvede jeg heldigvis aldrig at finde ud af.

Dernæst skulle vi finde ind til Tokyo. Narita ligger små 70 km fra Tokyos centrum, og der er mange forskellige måder at komme der ind på. Jeg havde hjemmefra besluttet, at vi skulle med toget, Narita Express, som er både hurtigt og komfortabelt og som har et særligt tilbud til gaijins som os med behov for at rejse frem og tilbage til lufthavnen inden for 14 dage. Vi skulle bare lige finde billetskranken, og det gik også nogenlunde nemt. Billetterne blev fordelt, og så klikkede vi os igennem, fandt perron og tog og vores reserverede pladser og susede ind til Tokyo Station på en lille time.

Nu skulle vi så bare købe togkort og finde Yamanoteline - i den rigtige retning. Piece of cake. Tokyo Station er kun Japans (og dermed verdens) 8. største station, og der er kun sølle 350.000 passagerer, der passerer gennem automaterne hver dag ...

Jeg måtte dog spørge mig for, før jeg fandt ud af, at jeg skulle ind i en helt almindeligt udseende kiosk for at købe Suica-kortene, der fungerer på samme måde som Hong Kongs Octopus-cards. Kortet er elektronisk, og man kan bruge det stort set hvor som helst i busser og tog i hele Tokyo og desuden som betalingskort i en række butikker. Man klikker sig igennem ved ind- og udgangene til de enkelte linjer og kan hele tiden følge med i, hvor mange penge, der er tilbage. Til forskel fra Hong Kong kan man i Tokyo endda selv overføre flere penge til kortet ved at benytte automater, der står på alle stationer. Det er virkelig nemt, og man kan igen igen undre sig over, hvorfor det danske rejsekort skal være så bøvlet.

Yamanoteline er en cirkellinje rundt om det centrale Tokyo, og hvis man har god tid, tager en rundtur cirka en time. Vi ville dog helst vælge den rigtige retning med det samme og fandt også relativt hurtigt skilte, vi kunne gå efter, og jeg havde begreb nok om stationernes indbyrdes placering til, at jeg kunne vælge toget i den rigtige retning. Så vi hoppede ombord og kørte fire stop til Tamachi Station, hvor vi hoppede af igen og gik ud.

Eller det gjorde vi ikke, for vi blev alle tre stoppet, da vi forsøgte at klikke os ud med vores spritnye togkort. Det forstod vi ikke en bjælde af, men måtte jo så prøve at snakke med damen, der sad i det lille kontor ved siden af sluserne. Engelsk er ikke den gennemsnitlige japaners spidskompetence, og hvis jeg nogensinde har lært bare en lille smule japansk, så er det forlængst glemt igen, så der skulle en del parlamenteren frem og tilbage til, før det løste sig ved, at kontroldamen på en eller anden måde aktiverede vores kort. Det var de åbenbart ikke blevet i første omgang.

Vel ude fra stationen skulle vi finde hotellet. Det var lidt spændende, for japanernes måde at omgås adresser og vejnavne er ikke noget, man som vesterlænding forstår et suk af, og man kan derfor ikke bare gå ned ad Vesterbrogade, til man kommer til det rigtige nummer. Jeg havde dog brugt så meget tid på Google Maps (jeg havde også et print, hvis det skulle gå helt galt), at jeg kunne slå ud med armen og med en lidt svævende bevægelse meddele, at hotellet altså gerne skulle befinde sig i den retning ...

Og det gjorde det. Faktisk var det meget nemt at finde. Bare ned ad rulletrappen, lige frem, til højre før krydset og så lige frem igen, til hotellet lå lige efter det næste kryds.

Receptionisten tog venligt imod os, men da han sagde, at der var check in fra klokken 15 (klokken var nu knap 12), blev jeg en anelse stram i betrækket, for jeg havde skrevet og bedt om - og fået bekræftet - tidlig indcheckning, da jeg godt vidste, at især Gemalen ville synes meget lidt godt om at skulle vandre rundt i Tokyos gade i tre timer, når han havde været oppe i lidt mere end et døgn. Det var dog heldigvis ikke noget problem, og så fik vi vores værelseskort til to værelser på 17 etage. Donnaen var først lidt utilfreds med, at hun skulle bo sammen med sin mor, men jeg ville ikke risikere, at hun skulle være alene, hvis der pludselig kom et jordskælv (det gjorde der ikke), og den begrundelse bøjede hun sig trods alt lynhurtigt for.

Et kvarter senere var vi klar til at gå ud og spise frokost. Vi havde set en nedgang til et supermarket og nogle restaurants og fandt også en lille biks, hvor vi fik en traditionel set menu med te, misosuppe, ris, kød og nogle pickled grøntsager af en slags. Det smagte udmærket, og Donnaen og jeg var parate til straks at tage ud og opleve noget. Det var Gemalen dog ikke, så mens Donnaen og jeg gik mod stationen, valgte han at gå tilbage til hotellet for at få sig en morfar.