Maden i Baden

Lørdag aften spiste vi fint.

Eller det gjorde vi overhovedet ikke. Bare lidt finere end de foregående dage, hvor vi den første aften havde spist i en slags gade- eller rettere havekøkken, hvor alt var meget interimistisk. Og hvor jeg lynhurtigt kom til at fryse og derfor overhovedet ikke kunne se det hyggelige i konceptet.

Næste aften insisterede jeg på at sidde indendøre. Og det gjorde vi så. Et lille bitte sted med fire borde inde og lidt flere udenfor, og nogle meget lokale gutter, der så fodbold i fjernsynet og spillede kort. Maden var god, og der var lunt og hyggeligt. På et tidspunkt var der en, der faldt over en andens hund, men pyt, han slog sig ikke, og så kunne det ikke spolere den gode stemning. Betale med kort, kunne vi ikke, men den nærmeste automat lå lige overfor, så pyt igen.

Denne aften regnede det, så det gav sig selv, at vi skulle sidde indendøre, og helt tilfældigt blev det så en italiensk restaurant, der var så velbesøgt, at vi har lidt heldige overhovedet at få et bord. Lækker mad og en udmærket vin. Men det bedste af det hele var en nuttet tjenerelev, der gik meget op i at gøre alting så rigtigt som muligt. Noget som Gemalen til en vis grad spolerede, da han som vanligt ikke mente, at det var nødvendigt at vente på, at tjeneren hældte mere vin op.

Søndag tog jeg for en gangs skyld med ud til stævneområdet. Her holdt et af de andre danske par med deres autocamper, og det fungerede som mødested for de fleste danske deltagere, som lige kom forbi for at stille en taske (før løbet) og diskutere kort og vejvalg (efter løbet). Jeg lånte en campingstol og satte mig i skyggen med en bog, som jeg ikke nåede at læse ret meget i, fordi de første begyndte at komme tilbage kun en halv time efter, at de sidste var taget afsted.

Da Gemalen også var kommet tilbage - og havde diskuteret vejvalg med alle, der gad høre på ham (gab!), kørte vi tilbage til motellet og spiste frokost for derefter at returnere til stævneområdet, hvor der nu var afsluttende præmieoverrækkelse, og da der var mange danskere, der skulle 'på skamlen', ville vi selvfølgelig gerne ud og klappe.

Derefter var der bare tilbage at ønske god hjemtur til de fleste og fortsat god ferie til de få heldige asener, der kunne tillade sig at holde ferie helt frem og til og med det næste mtb-o-løb, der lå i Frankrig 14 dage senere.

Tilbage på motellet pakkede vi sammen, så vi var klar til tidlig hjemfart næste morgen, og så var det tid til aftensmad. I det gode vejr landede vi ved et udendørs bord på en restaurant ved et torv. Tjeneren kom og anbefalede dages ret, der var Sauer Schnitzel, og da vi ikke vidste, hvad det var, så hun lidt perplex ud, fordi hun åbenbart syntes, det var lidt svært at forklare. Det var dog ikke noget problem, for fatter sad med vennerne ved bordet nærmest døren, og han kunne forklare, at kødet var marineret i et eller andet surt, som jeg har glemt, og gæsten ved bordet skråt bag os supplerede med, at det var netop det, han fik, og at det var virkelig godt. På den baggrund kunne vi selvfølgelig kun vælge Sauer Schnitzler, så det gjorde vi, og det var også ganske udmærket. En syrlig udgave af wienerschnitzel og med lækker kartoffelsalat til.

Dér sad vi så og nød en sommerlun allersidste ferieaften og funderede over, om det var lidt synd, at vi ikke rigtigt havde gidet at se nærmere på Baden.

Og det var det nok.

Men sådan er der så meget, og dagen efter kørte vi hjem.

Madbilleder bliver det nok aldrig til på min blog.
Jeg kan meget bedre lide billeder af solsikker.