Bag køleskabet

Påskeferien?

Jeg var i haven i det gode vejr. Hver dag gik med at luge om formiddagen og sidde i solen med en bog og en kop kaffe på terrassen om eftermiddagen.

Eller. Sådan forestillede jeg mig, at påskeferien skulle forløbe, dengang vi omkring juletid aftalte, at med al den øvrige rejseaktivitet, så havde finanserne vist bedst af, at vi blev hjemme. Og gik i haven. Sådan en lille uge ville måske lige være det, der skulle til, for at jeg fik styr på mit staudebed og kom genegræsset i forkøbet.

Det var derfor noget af en streg i regningen, at vejret var, som det var, og jeg ikke har brugt så meget som fem minutter i haven.

Men så kunne jeg jo ordne en hel masse indendøre. Eller slappe af.

Eller prøve at gøre begge dele og ende med at sætte mig mellem to stole, så jeg hverken har slappet rigtigt af eller følt, at jeg har udrettet noget. Den slags gør ikke super-tilfreds, skulle jeg hilse og sige.

Til gengæld kan jeg måske glæde mig over, at det nu omsider er gået op for mig, at de to ting faktisk udelukker hinanden. Man kan ikke både slappe 100 procent af og udrette en hel masse. Det har jeg ellers altid bildt mig ind, når jeg har set frem til nogle blanke fridage. Det har overhovedet ikke lydt forkert i mit hoved, når jeg på én gang har tænkt Ih, hvor skal jeg slappe af og Ih, sikke en masse, jeg kan få fra hånden.

Men nu tror jeg nok, at jeg har forstået, at jeg må vælge. Spørgsmålet er så bare, om jeg kan huske det næste gang, der er blanke fridage i kalenderen?

Det lykkedes mig dog at ordne én ting i påskeferien.

Jeg har gjort rent bag og under mit køleskab, så der nu er funklende rent.

Ta dah - intet mindre!

Det var tiltrængt, for det er ikke et sted, hvor der ret tit bliver gjort rent. Faktisk sker det så sjældent, at jeg ikke kunne huske, at køleskabet er udstyret med nogle rulle-fiduser, der med lidt god vilje kan ligne hjul, og som gør det muligt (for Gemalen) at lirke det ud af dets hul, så man kan komme ind bag ved det.

Hele miseren startede med vand på gulvet foran køleskabet.

Første gang tørrede jeg op og var bare lettet over, at det ikke var Kamelen, der pludselig var blevet syg og havde tisset på gulvet i løbet af natten. Anden gang var mens Gemalen var syg, så det var der ikke lige noget at gøre ved. Tredje gang tørrede jeg op, før jeg fortalte Gemalen om det. Og med vanlig manglende fidus husets damer, mente Gemalen i første omgang, at nogen - som ikke var ham - måtte have væltet noget i køleskabet, som var løbet ud ...

Fruen mente derimod, at det måtte have noget med isterninge-produktionen at gøre, og da køleskabet om aftenen tog vand ind til isterninger, for Fruen ud af sengen og ud i køkkenet og konstaterede, at der ganske rigtigt var vand på gulvet.

Nu måtte Gemalen give sig, og næste morgen rykkede han køleskabet ud fra det murede indhak, hvor det står. Og kunne se - absolut ingenting. Altså bortset fra store mængder støv og spindelvæv på væggene og en underlig gang snask på gulvet bestående af støv, spindelvæv, vand - og glaskår, som i tidens løb er suset ind under køleskabet, når vi har sendt rødbedeglas og andet godt i gulvet.

Det var ikke noget kønt syn, og jeg gik i gang med ajax og skurebørste og nåede efterhånden ind til de oprindelige overflader. Både vægge og gulv blev ret nydelige at se på, men hvor vandet kom fra, kunne vi ikke regne ud. Før køleskabet igen tog vand ind, og en fin stråle stod ud fra et hul i forsyningsslangen og sjaskede både væg og gulv til.

Men heldigvis ikke mig, for lige på det tidspunkt havde jeg forladt hullet for at hente en skammel, så jeg også kunne vaske køleskabets overside af.

Heldigt var det også, at Gemalen stod lige ved siden af og kunne se, hvor hullet var, så han kunne tætne slangen med cirka syv kilometer isoleringstape.

Hvad der er knapt så heldigt er, at det nok bare er en stakket frist, fordi hele slangen er ved at være mør af ælde.

Men det gider vi ikke bekymre os om.

Lige nu vil vi nøjes med at glæde os over, at slangen i hvert fald nu er tæt, og køleskabshullet renere end det har været længe.

Lidt har også ret.

Og imens sprang bøgen ud.