Kontraster

Hvor kom vi fra? 

Næste morgen hoppede vi på metroen og kørte to stationer mod øst, væk fra Central og de dyre områder omkring Financial District.

Vi stod af på North Point og dukkede op i en verden, der så ret hverdags-autentisk ud. Masser af høje og godt brugte bygninger, hvor mange, mange kinesere havde deres hjem.

Vores første mål var Chinese Goods Centre, et kinesisk stormagasin, som ikke gjorde noget nummer ud af at se fancy pansy ud, men bare havde masser af varer stablet tæt på hylderne. Fruen ville gerne se det, bare fordi .. det kunne være sjovt. Donnaen var desværre ikke voldsomt veltilpas, og besøget blev derfor kort. Jeg nåede dog at forelske mig i nogle meget flotte krukker eller gulvvaser dekoreret med traner. Hvis bare jeg havde haft omkring 6000 kroner plus det løse til told og forsendelse ...

Videre gik det, under Kowloon Bay og over på Kowloon-siden. Her var metroen så venlig at ligge oven på jorden, så vi kunne se lidt på byen. Og hvilken by! At Hong Kong er et af verdens tættest befolkede områder, er ikke så svært at overbevise sig selv om. Der bor over 7 millioner mennesker på et område rundt regnet på størrelse med Lolland. Og da der ikke bor så mange i yderdistrikterne, må tætheden nødvendigvis være så meget desto større andre steder. Et af disse steder er Kwun Tong, som vi kiggede ud på fra metroen. Her bor der over 57.000 personer pr. kvadratkilometer. Det er ret mange, skulle jeg hilse at sige. Til sammenligning bor der 'kun' 18.000 personer pr kvadratkilometer på Nørrebro i København, som vistnok er noget af det tættest befolkede, man finder i Danmark.

For at få plads til alle disse mange mennesker har man selvfølgelig været nødt til at stable dem. Virkelig højt og virkelig tæt. Højhusene stod skulder ved skulder ved skulder. Det gør de mange steder, blandt andet i de helt nye bebyggelser ud mod lufthavnen. Men inde i Kwun Tong er højhusene ældre, og nogle er derfor begyndt at se lidt mistrøstige ud, hvilket måske/måske ikke er med til at øge indtrykket af overvældende kompakthed? Donnaen og jeg kiggede og kiggede og funderede over, hvordan det måtte være at bo der og skulle finde hjem til sin egen lille skoæske på 37. etage blandt uendeligt mange stort set ens huse. Svært at forestille sig, når man selv bor i en flad, midtjysk provinsby.

Det primære mål var Chi Lin, et buddistisk nonnekloster med tilhørende have, og ikke at glo på højhuse. Det, altså at glo på højhuse, brugte vi ganske vist en del virkelig meget tid på i løbet af hele ferien. Fordi vi simpelthen ikke kunne lade være med at falde i svime over dem. Igen og igen.

For at komme til nonneklosteret skulle vi af på Diamond Hill og kunne meget bekvemt benytte kundetoiletterne i indkøbscentret med det flotte navn Plaza Hollywood. Vi krydsede under et par store veje og fandt ind i Nan Lian Garden, der er en klassisk kinesisk have med fine stier og træer, buske, blomster og damme sirligt placeret efter mere end tusinde år gamle principper. Det overraskende er, at haven faktisk er ganske ny, kun ti år gammel, og resultatet af en regeringsbeslutning tilbage i 1980'erne, hvor man vedtog en ny plan for bydelen. Hvad der har været tidligere, ved jeg ikke.

Nu er her så en have, og det er intet mindre end fantastisk at bevæge sig fra den buldrende by og ind i den fredelige have, hvor man - bevares - stadig kan høre byens larm, men hvor hele atmosfæren med det samme er ro og lavt gear. Vi satte os på en bænk og lod os overvælde.

Haven passes af klosteret, og det gøres ret nidkært. Man må ikke spise eller drikke i haven, men vi tænkte, at vi da godt liige kunne drikke lidt vand af en flaske. Det kunne vi så ikke. Små, midaldrende parkbetjentdamer slap os ikke af syne. Donnaen pointerede, at det egentlig var sært, at der var skraldespande i haven, når man ikke måtte indtage noget. Måske er de til papirlommetørklæder, hvis man skulle formaste sig til at pudse næsen?

Vi gik over en lille bro for at se nærmere på det smukke, gamle kloster. Som slet ikke er gammelt. Det er oprindelig bygget i 1930'erne og genopført i 1998 i nøjagtig Tang-dynasty-stil. Ikke at jeg har en pind forstand på kinesiske stilarter. Mørkt træ og store, flotte svungne tage i sort tegl. Forholdsvist simpelt, men alligevel fyldt med næsten alle de krummelurer, som jeg forbinder med buddhistiske templer.

Klosteret er et ret stor bygningskompleks, men man har som besøgende ikke adgang til selve klosterdelen, men kun til de centrale tempelbygninger. Det var også rigeligt. Der var nok at se på. Flotte forgyldte buddha-figurer omgivet af - øh - andre figurer, som jeg ikke har helt styr på, offergaver, røgelsespinde og bedende kinesere. Helt perfekt til formålet, som var at vise Donnaen, hvor flot, anderledes og betagende sådan et tempel kan være.

Egentlig var vi ikke særligt interesserede i det indre, men mere i det ydre. I den totalt surrealistiske kontrast mellem den gamle, klassiske tempel-arkitektur og de omgivende supermoderne skyskrabere. Vi tog tilsammen en million billeder, og næsten ligegyldigt hvilken vinkel vi valgte, tårnede højhusene sig op i baggrunden. Det var både vildt, flot og tankevækkende. Tankevækkende, at man i en by med så massive pladsproblemer vælger at lægge først et kloster og siden en kæmpestor have på 3,5 hektar midt i det hele.

Tilbage i haven dryssede vi lidt rundt og beundrede især den lille gyldne pavillon, der også var blevet plads til. Den er virkelig fin og meget fotogen, omgivet af grønne buske, blå himmel - og skyskrabere.

Til sidst kunne vi umuligt tage flere billeder. Vi var også blevet sultne, så vi gik tilbage til storcentret, hvor vi efter at have kigget på adskillige restauranter endte med at spise japansk ...

PS: Jeg har efter-googlet en del til dette indlæg, men da det ikke er en afleveringsopgave i gymnasiet, sætter jeg altså ikke kilder på. I har bare at tro på, hvad jeg skriver ...