The Peak

Med mobilen forsvarligt anbragt i tasken gik vi ud for at slå nogle timer ihjel.

Målet var The Peak, Hong Kongs svar på Himmelbjerget.

Først med metroen fra 'vores' station, Tin Hau, til Admiralty, hvor vi skulle ud og finde The Peak Tram for at komme op på bjerget.

Hong Kongs metro-system er virkelig let at benytte, men der er lige et par småting, man skal lære, for at det hele spiller. Blandt andet at der kan være rigtigt mange udgange fra en given metro-station, og at det derfor ikke er helt lige meget, hvilken man benytter. Giver man sig tid til at stoppe op og studere de mange skilte, der er på stationen, er der dog nok 95 procents chance for, at der er henvist til netop den attraktion, man er på vej ud for at se.

Det skulle vi lige finde ud af på den hårde måde, for selvfølgelig fløj vi bare op fra undergrunden og havde derefter overordentligt svært ved at finde vej. Først stod vi en dyr mall, hvor venlig mall-official fortalte, at vi bare skulle tage rulletrapperne op og gå gennem lobbyen på Hotel Shangri-La, så ville vi være på rette vej. Han må nødvendigvis have sagt noget mere, for først kunne vi slet ikke finde hotellet, og derefter var vi ikke sikre på, i hvilken retning vi skulle igennem lobbyen.

Til gengæld fandt vi et pænt hotel-toilet, og den slags er altid rart, når man er på sightseeing i ukendte områder.

Det lykkedes dog til sidst at finde hen til den nedre station for den lille bjergbane. Fruen måtte da konstatere, at hun muligvis burde have taget højde for, at det var søndag, hvorfor alle, der altså ikke var til marathon, skulle besøge The Peak. Køen var lang. Meget lang. En lang slange, der bugtede sig ud af stationen og hen ad fortovet. I starten stod vi i sol, hvilket var ret ulideligt varmt, da vi stadig var i vores rejsetøj.

Inde på stationen kunne vi se, at folk kun blev lukket frem til perronen i portioner. På den måde var vi sikre på at komme til at sidde ned. Troede vi. For da vi endelig hoppede ombord, var der lukket præcis så mange ind, at de, der ikke kunne få en siddeplads, i det mindste havde noget at læne sig op ad. Og det var så os.

Turen op var meget stejl, og det var begrænset, hvad vi kunne se fra vores ikke specielt komfortable ståpladser. Men helt oppe, altså helt oppe på den øverste udsigtsplatform, var der en formidabel udsigt.

Virkelig formidabel.

Hele Hong Kong lå under os, og vi kunne nu for første gang få et indtryk af, hvordan byen hænger sammen. Med The Island, hvor vi stod, på den ene side og Kowloon på den anden side af Victoria Harbour og Kowloon Bay. Smukt og fascinerende på samme tid med de mange hundrede (tusinde?) skyskrabere og det blå, blå vand i midten.

Lige under os lå bydelen Central med Financial District og skyskrabere, der kappedes om at være fantastiske. Mest imponerende er Bank of China Tower. Det er ikke den højeste bygning, men den flotteste med et meget specielt design bestående af trekanter.

En audioguide kunne fortælle om de mest spektakulære bygninger, men det var simpelthen mere, end jeg kunne tage ind på det tidspunkt, så den blev droppet, og vi søgte - efter et kaffe-stop - ned igen. Køen ned var ikke helt så lang, men vi endte igen med at stå, og vel nede, brugte vi en del tid på at finde stationen, som endte med at være Central og slet ikke Admiralty, hvor vi var stået af ...

Til gengæld kunne vi finde ud af at tage hjem til Tin Hau og hotellet, og nu havde klokken passeret 14, så vi kunne få vores værelse. Det lå på 14. sal og havde en udsigt, der også var virkelig, virkelig flot, så vi smed jakker og sko og kravlede op i vindueskarmen og sad så lidt der og glanede, mens vi skiftedes til at sige Wow!

Room with a view.
Udsigten fra The Peak ses her.