Fod på det?

Går det ikke lige lovlig stærkt for tiden?

Eller er det bare mig, der ikke har for ti øre fod på tingene.

Sikkert det sidste.

Og det er ikke, fordi der ikke er fokus på fødder i det lille hjem.

Kamelen skrammede jo sin pote, og Fruen tog hende med i klorhexidin-pote-bad i håb om at holde infektionen fra dørene.

Det så ud til at lykkes meget godt i flere dage. Men så blev det torsdag, og Fruen syntes pludselig, at skrammen virkede både mere fugtig og mere rød end dagen før. Og tanken om en weekend lige om hjørnet var selvfølgelig nok til at gøre mig så nervøs, at jeg blev nødt til at bruge en livline og ringe til en ven - dyrlægen.

Som så på Kamelen fredag og konstaterede, at den skramme så da meget pæn ud og nok skulle hele, hvis vi bare fortsatte potevaskeriet. Så rensede hun Kamelens ene øre og skældte mig ud for manglende tandbørstning.

Og så gik vi hjem igen. 600 kroner fattigere ...

Siden har Kamelen været med i bad hver eneste morgen og synes vist efterhånden, at det er ret hyggeligt. Derfor får hun også lov at fortsætte de kommende par dage, om ikke for andet så bare for at skylle vejsalten af.

Donnaen, som har haft bøvl med en fod i cirka to år, skal nu forsøgsvis begynde at danse igen. Kun lige så forsigtigt, i en halv time. Imens vi alle holder vejret og krydser fingre, tæer og fletninger for, at foden kan holde til det.

Hvis det går godt - og det SKAL det! - er det resultatet af et meget underligt forløb, hvor kun vedholdenhed og tilfældigheder har bragt hende så langt.

Hun har været til læge, til fysioterapeut, til læge igen, til speciallæge og til både røntgen og diverse scanninger. Ingen kunne hjælpe, og billederne af hendes fod viste ingenting.

Absolut ingenting.

Da lægerne egentlig havde opgivet Donnaen, beklagede Gemalen sig til en spinnetrænings-bekendt, som han tilfældigvis vidste arbejdede på ortopædkirurgisk afdeling på det lokale hospital. Han indvilgede i at se Donnaen en ekstra gang, men kunne heller ikke gøre noget.

Men han foreslog, at Donnaen skulle tilses af sygehusets fod-fys. 

Og det blev vendepunktet. 

For fod-fyssen kan noget, som kun de allerfærreste kan, nemlig manipulere med knoglerne i foden.

Og det gjorde han i en sådan grad, at jeg nær havde tabt tænderne af forskrækkelse over det enorme KNÆK!, som det sagde i Donnaens fod, da han fik rigtigt fat.

Flere knæk fulgte, og Donnaen er nu så godt som smertefri. Men det er altså først nu, at foden for alvor skal testes. 

Det bliver uhyggeligt spændende.

Billedet har jeg lånt et sted,
hvor der stod, at det måtte man godt.