Disney-light

- Og så skal vi i Disneyland!! slog Donnaen med stor overbevisning fast, da vi før jul lagde vinterferie-planer.

Altså hoppede vi på metroen og satte kurs mod Hong Kong Disneyland, der ligger mellem selve Hong Kong by og lufthavnen.

Vi var efterhånden blevet så drevne udi kunsten at køre med metro, at vi også begyndte at kigge på omgivelserne og vores medpassagerer. Det var både godt og skidt. Donnaen blev ret træt af dem, der pillede bussemænd. Med i toget var blandt andet en lille familie bestående af far, mor og to små piger. En stor lille pige, der tydeligvis forventedes at opføre sig som den store, og en lillesøster, der lige så tydeligt var vant til at charmere sine omgivelser og få sin vilje.

Lutter idyl. Lige indtil jeg af vanvare begår dagens fejl og forsyner Donnaen og mig selv med tyggegummi fra en pakke, jeg har i jakkelommen.

Det ser den yngste og kommer straks i tanke om, at moderen har guf i sin taske. Det kræves udleveret. Nu! Hvilket moderen ikke vil. Og så har vi balladen.

- Mor altså, det er alt sammen din skyld, påpegede Donnaen.

Det havde hun ganske ret i, men hvad skulle jeg gøre? Moderen havde sagt nej, så jeg kunne ikke give den lille pige noget. Og iøvrigt ville alle nok have troet, at jeg havde villet tage livet af hende, hvis jeg havde stukket hende et stykke Stimorol, af den originale, stærke slags.

De næste ti minutter sad jeg bare og ønskede, jeg kunne spole tilbage. Så nåede vi heldigvis stationen, hvor vi skulle skifte til Disney Resort Line. Toget, som kun kørte til Disneyland, var noget for sig. Det var blandt andet forsynet med vinduer i samme facon som den kendte Mickey-silhouet med de store ører. Det kunne man jo kunne blive i godt humør af.

Køerne var begrænsede, og vi var hurtigt inde og kunne tage bestik af forlystelserne.

Lad det være sagt med det samme; Donnaen har udviklet sig en del, siden hun var med os i Disneyland i Los Angeles for otte år siden. Den gang var hun ikke så modig, men nu er det moderen, der måtte bede sig fritaget fra de - i følge Donnaen - allersjoveste forlystelser. Til gengæld synes Donnaen heldigvis stadig, at de søde, nuttede forlystelser, såsom bådturen gennem dukkeverdenen It's a Small World, er hyggelige.

Vi daskede rundt og prøvede lidt af hvert. Hong Kong-versionen af Disneyland er ikke så stor, og der er ikke så mange vilde forlystelser som i Los Angeles, men det vidste vi godt, så det gjorde ikke noget. Dog var vi lidt skuffede over, at Hyperspace Mountain, parkens nok vildeste rutschebane, var lukket. Det var den næst-vildeste dog ikke, og det sjoveste ved den var, at vi var totalt uforberedte på det, der skete. Vi kørte lidt op og ned i et tempo, der virkelig ikke kunne imponere Donnaen. Og så kørte vi op, op, og jeg troede, at vi ville få det store gys på nedturen på den anden side. Sådan gik det ikke. For pludselig sagde det Gunk!, og så tordnede vi ned igen. Baglæns. Gennem sving og kurver. Indtil vi til sidst stoppede og kørte fremad igen, og turen sluttede. Ikke forfærdelig vildt, men bare sjovt, fordi man på snedigste vis havde været i stand til at gemme den del af turen, så vi ikke vidste, hvad der ventede.

I starten havde køerne været overkommelige, men efterhånden som dagen skred frem, blev de længere og længere, men vi stod troligt i kø i halve timer og et par steder endnu længere. Det gav god tid til at kigge på de andre - og snakke om dem, da vi var relativt sikre på ikke at blive forstået. 

Det var Valentinsdag, hvilket betød en del kærestepar i parken og i køerne. Nogle par var meget søde. Nyforelskede og uden megen tanke for verden omkring sig. Men andre - Herre Jemini! Her havde hverdagen vist indfundet sig, og det betød, at vi meget ofte oplevede, hvordan fyren/den unge mand tilbragte al tiden i køen med næsen i sin mobil, mens pigen var totalt overladt til sig selv. Pigen havde selvfølgelig også en mobil, men det var altid kæresten, der stod fraværende, ofte halvt med ryggen til, og spillede spil. Totalt nederen opførsel, var vi enige om.

Sidst på dagen begyndte det at blive køligt, og mens Donnaen prøvede den sidste forlystelse, satte jeg mig lidt i læ og fik en snak med Gemalen derhjemme i det midtjyske. Vores mobilabonnement gav mulighed for både gratis tale, SMS og data. Hvilket var virkelig skønt - og samtidig føltes en anelse surrealistisk. Syntes moderen, der godt kan være lidt antik i sin tankegang. 

Vi droppede fyrværkeriet og kørte hjem i god ro og orden blandt hel- og halvsovende småbørn og deres trætte forældre.