mandag den 31. oktober 2016

Små litauiske glæder


Søndag, sidst på dagen, skulle vi hjem, så mens mændene tog afsted for at køre sprint, gik jeg ud for at klemme de allersidste oplevelser ud af Kaunas.

Jeg ville vist bare være gået en tur på hovedgaden, før jeg drejede ned til floden, men i stedet fik jeg øje på et højt, moderne udseende kirketårn, der kunne ses rage op over alle de mellemliggende bygninger og træer.

Da jeg var kommet tidligt afsted, kunne jeg godt nå en ekstra kirke og satte kurs mod tårnet.

På afstand kan man godt fornemme, at kirken er temmelig stor. Når man står lige ved siden af, er den mega-giga-kæmpestor. Altså ikke på Peterskirken i Rom-måden, men som i virkelig, virkelig stor af en forholdsvis moderne kirke at være. Og så er den hvid. Meget hvid. Især i dejligt efterårssolskin, som det var den formiddag. Om den er flot, er nok en smagssag. Er man i et ondt lune, vil man måske sige, at den ligner et kraftværk, noget fra Gotham City eller bare en gigantisk korn-og foderstofforretning. Stilen kaldes modern architecture, og kirken afspejler vist ret fint denne arkitektur-modetrend, som især gjorde sig gældende i en stor del af det sidste århundrede.

Ideen til kirken kom, da litauerne gerne ville vise deres taknemmelighed, da Litauen efter Første Verdenskrig blev selvstændigt. Vilnius var dog under polsk herredømme, og Kaunas fungerede som hovedstad, og det var derfor naturligt at bygge kirken der. Før man nåede så langt, startede Anden Verdenskrig, og tyskerne besatte landet og brugte den ufærdige kirke til lager. Og efter krigen indrettede russerne radiofabrik i bygningen. Det var således først i 2004, at kirken blev indviet til sit egentlige formål.

Det myldrede ind med mennesker, og jeg myldrede med, for nu var jeg nået til den konklusion, at litauerne ikke ser skævt til en, hvis man lige snupper ti minutters messe fra bagerste række. Så det gjorde jeg. Og forbløffedes endnu en gang over litauernes afslappede inderlighed, når det gælder kirkegang.

Da mine ti minutter var ovre, listede jeg ud igen og ville nu prøve at finde en alternativ rute ned i byen igen. På mit kort kunne jeg pludselig se, at det fuldstændig var forbigået min opmærksomhed, at man kunne gøre turen med en lille bjergbane.

Den skulle ligge nærmest lige rundt om hjørnet, og jeg fandt også noget, der måske/måske ikke var indgangen til en form for station. Men der var lukket. Til gengæld var en side-låge åben, og jeg kom ganske rigtigt om til en lille, nuttet og nærmest antik bjergbane. Men der var ingen mennesker at se nogen steder. Det var en lillebitte smule løjerligt, men det var jo heldigvis en højlys, solbeskinnet søndag formiddag, så jeg tog forsøgsvis i døren til stationsbygningen og mødte inden for både stationsforstanderen og billetkontrolløren i en og samme person.

Og jo, jeg kunne godt komme med banen ned. For 50 cent. Jeg fik min billet og nåede lige at spekulere lidt på, hvor lang tid, der nu ville gå, før toget kørte. Det skulle vise sig at være så snart, jeg havde sat mig ned. Der sad jeg så i ensom majestæt og lod mig fragte ned ad bakken, mens jeg blev mere og mere glad i låget. For at det ikke skulle være løgn, var banen indrettet med kun et spor og et lille stykke vigespor omtrent halvvejs, hvilket betød, at for at mit tog kunne komme ned, var det modkørende tog nødt til at køre op.

For 50 cent!

Efter cirka to minutter var turen slut,og jeg hoppede glad ud og traskede ned til supermarkedet i shoppingcentret for at købe ind til frokost.

Vi havde fået lov til at udskyde udcheckning til klokken 14 i stedet for 12, men det havde stuepigen vist ikke fået at vide, så pludselig stod hun i døren. Jeg forklarede, og hun bakkede undskyldende ud igen, mens jeg fortsatte med at pakke så meget sammen som muligt.

Så kom Gemalen, og han havde travlt. For ud over bad og frokost skulle han også nå at demontere cyklen så meget, at den kunne pakkes forsvarligt. Og så skulle den pakkes, og den slags tager tid, for det vil aldrig helt, som det skal i første forsøg. Gemalen bøvlede og småbandede, og så var det, værktøjet havnede i håndbagagen. Men til sidst lykkedes det, og Gemalen for afsted for at pakke bil sammen med vores rejsekammerat. Jeg skulle så lige tage det sidste og checke ud.

Der var mere bagage tilbage, end jeg kunne bære ned på én gang, så jeg måtte frem og tilbage et par gange. På vejen mødte jeg stuepigen, og da klokken nu havde passeret 14, slog jeg undskyldende ud med armene og forsikrede hende, at vi altså var leaving right now. Den søde stuepige (som overhovedet ikke var en pige, men en kone på rundt regnet min egen alder) tog det ikke så tungt, klappede mig på skulderen og sagde don't worry, it's okay med et stort smil. Det har jeg ikke prøvet før, men jeg syntes faktisk, det var ret hyggeligt, og hun kom således til at stå som essensen af vores møde med litauerne; de var venlige, imødekommende og afslappede.

Og med den sidste gode oplevelse i bagagen tog vi hjem, men jeg kan slet ikke forestille mig, at vi ikke skal til de baltiske lande igen.



Den mest nuttede bjergbane.

13 kommentarer:

www.skøreliv.dk sagde ...

Glæder mig til at rejse med, næste gang I tager afsted!

Fruen i Midten sagde ...

Monster-mor: Tusind tak, jeg skal nok tage dig med næste gang :-)

Birgitte B sagde ...

Hold da op, det er ikke så tit at stuepiger er så afslappede... og sikke en dejlig oplevelse med banen. 50 cent - hvad er det i DKK?
Kh. Birgitte

randiglensbo.dk sagde ...

Din beretning har lært mig noget om Litauen - tak for det :-)

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Nej, det er det nemlig ikke. Måske har jeg set så stresset ud, at hun mente, jeg trængte til et lille klap? Så skøn en lille bane:-) Cirka kr. 3,75 - litauerne har euro som mønt-enhed.

Randi: Selv tak. Jeg lærte selv helt utroligt meget på de ganske få dage. Og jeg fik også punkteret et par fordomme. Det var så dejligt :-)

Mette sagde ...

Åh, du fortæller så godt:) Og jeg glæder mig også til at komme med på jeres næste rejse:o)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Åh, jeg glæder mig også til at komme afsted igen. Og jeg skal nok take jer med ;-) Og tak altså :-)

@ sagde ...

Vild historie den kirke har! :-0
Og hvor fantastisk med den bjergbane. Er nu ikke helt sikkert at jeg selv havde turdet sætte mig op i den (ville være skeptisk, fordi der ingen lokale var med - var den mon sikker?!). Men du gjorde det. Og det gik godt. Og det var en fin tur ... for 50 cent.

Ellen sagde ...

Man kan åbenbart i bogstavelig forstand komme rigtig langt for pengene i Litauen.
Tak for endnu en dejlig tur - jeg glæder mig til at komme med en anden gang :-)
Jeg synes (stadig), at du er sej med alle de ting, du gør alene :-)

Inge sagde ...

Tak for en dejlig tur, du er så god til at opleve og formidle.. Det er en fornøjelse at være af sted sammen med dig.

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Ja, det er nogle ret vilde historier, mange af de litauiske (og formodentlig også estiske og lettiske) kirker har. Det var en meget fin tur :-) Og jeg overvejede overhovedet ikke, at den ikke skulle være i orden. Den lignede noget, der blev brugt meget.

Ellen: Det kan man. Turen med toget til Vilnius var også rørende billig. Selv tak :-) Jeg er lidt begrænset af, at jeg ikke bryder mig om at køre alene, men ellers synes jeg, det er ret fint at være alene afsted.

Inge: Selv tak. Og tak :-) Og I skal nok komme med en anden gang ;-)

Lene sagde ...

Jeg siger også tak for turen, det er faktisk ret godt at opleve verdenen gennem andres øjne. Du ser noget andet end det jeg ser osv.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Selv tak :-) Ja, det er nemlig ret sjovt at opleve, hvor forskelligt vi kan opleve de samme ting :-)