Søndag lå jeg brak.
I hvert fald i det omfang det kunne lade sig gøre med en Gemal, der stod op klokken syv, en Kamel, der skulle luftes, og en telefon, der blev ved at ringe, hver gang jeg forsøgte at nyde en morfar under dynen.
Brakligningen skyldtes lørdagens særdeles vellykkede studenterjubilæum.
35 år.
Sgu!
Det var lykkedes at samle to-tredjedele af klassen. I Jyttes sommerhus, der også lagde rammer til både 25 og 30 års jubilæerne.
Vejret viste sig indledningsvist fra sin bedste side, og vi sad på terrassen i sensommersolen og nød udsigten over fjorden, mens kaffen, de første øl og de første historier kom på bordet.
Med liv, der er gået i vidt forskellige retninger, var der historier nok at tage af. Fra ham, der var nanosekunder fra at skyde en mand til ham, der kom verbalt i klemme mellem dronningen og prinsgemalen.
Knapt så dramatisk, men nok så vigtigt var det at blive opdateret om hinandens børn. Og børnebørn. Også her var spredningen stor. Fra voksne, færdigtuddannede børn og børnebørn på vej i skole til den mindste datter på kun otte år. Flest har dog i øjeblikket store teenage-børn, og erfaringerne med unger i netop den alder blev ivrigt delt og diskuteret. Selv om mange problematikker er de samme, som da vi var i den alder, var der almindelig enighed om, at vores børn har det mindre sjovt, end vi havde det. Presset er langt større, og nutidens unge skal ikke alene præstere rent fagligt, men måler også sig selv og hinanden på en lang række områder, som vi i sin tid slet ikke kendte eller forholdt os til.
Flere timer senere, efter god mad og en passende mængde vin, nåede vi til de allerbedste historier; dem fra vores egen gymnasietid. Det overraskende var, at der stadig kan dukke historier op, som vi ikke allesammen har hørt flere gange før. Og ind i mellem måtte vi spørge os selv, om vi virkelig havde gået i samme klasse? At historierne ikke kom ud dengang, var til gengæld ret indlysende. For der var både historien om den store gruppeopgave baseret på interviews, der var ren fiktion. Og den om ham, der ikke havde behøvet at aflevere en eneste opgave efter, at han uforvarende havde bevidnet sin lærers udenoms-ægteskabelige eskapade.
Skrappe sager dengang, nu fantastiske røverhistorier, der blot kunne fremkalde forbløffede latterbrøl.
Pludselig var klokken to, et par stykker sad og småsov i stolene, og værtinden tilkendegav, at nu gik hun altså snart i seng, så vi enedes om at sige tak for en dejlig aften.
Og - selvfølgelig - at mødes igen om fem år.
13 kommentarer:
Ejjj, du havde da I DÉN GRAD fortjent en dag under dynen! Det lyder som en skøn fest. Hvor helt igennem fantastisk, at det så var dynevejr søndag! Også selvom du blev forstyrret....
Monster-Mor: Det syntes jeg jo også, men det blev ikke helt til den uforstyrrede dag under dynen, jeg havde håbet på. Det var helt sikkert en skøn fest :-)
Stegemüller: Det var rigtig dejligt, at så mange kunne/ville komme. Det er nemlig så sjovt at dele minder - og opleve, hvor forskelligt vi husker de samme ting. Ja, en hel, uforstyrret dag under dynen havde ikke været så ringe :-)
Hvor hyggeligt! Og sejt at I kan samle så mange. Vi har holdt 15 års og 20 års sammenkomster for Handelsskoleklassen og det er er også altid en fest (på flere niveau'er). Bortset fra at jeg altid føler mig låst inde i en rolle, som jeg absolut ikke udfylder mere (suk). Kh. Birgitte
Ih, det lyder hyggeligt og spændende:) Vil gerne høre mere om den der mande der næsten skød en anden. Håber du har fået hvilet ud:)
Jeg var til 10 års jubilæum med min folkeskole, da vi lige var flyttet til Danmark (ca. 9 år siden) og jeg sad i kørestol. Det var grænseoverskridende men gik ok. Mange havde jeg ikke set siden vi forlod skolen. Jeg var den lille sports pige i skolen (ikke så høj) og spillede fodbold, håndbold og dyrkede springgymnastik. Nu ankom jeg i kørestol. Min ældste veninde ved min side, det var også hende der havde overbevist mig om, at det var ok at tage med.
Vil da også gerne lige høre lidt mere om den der affære forøvrigt, din klassekammerat opdagede:o)
Birgitte: Det kan jeg fint forestille mig, at det er ;-) Men ja, man kan suse direkte tilbage i en rolle, som man slet ikke passer til mere. Det synes jeg heldigvis overhovedet ikke er tilfældet hos os. Måske blandt andet fordi klassens klovn er den absolut mest succesrige af os alle, hvilket ikke lige lå i kortene dengang.
Mette: Hvor var det godt, din veninde fik dig overtalt, for selvfølgelig har det været grænseoverskridende at skulle afsted i kørestol :-) Han er politibetjent og var ude til et tilfælde, hvor en mand stod og fægtede truende med et våben. Heldigvis smed fjolset sit våben i sidste sekund. Njah, det sidste skal vist have lov at være lidt hemmeligt ;-)
Åh det lyder som en god og vedholdende gruppe. Ærgerligt at du ikke fik 'tid' til en hel kreationsdag om søndagen. Det kan vi godt have brug for i denne alder. (Da vi rent faktisk gik i gymnasiet, kunne vi (jeg i hvert fald) snildt måde på arbejde efter fest og dans og kun 2 timers søvn. Dét kan jeg ikke mere. Heller ikke efter 20 timers søvn (næsten).
Jeg gik helt i stå ved nan-ose-kunder. Det ord måtte jeg læse et par gange, før jeg fik lagt trykket det rigtige sted og kunne fokusere på den efterfølgende tekst. Haha.. sådan kan det gå.
Jeg har også selv deltaget i sådan en klassefest. Det var både sjovt og interessant at høre hvor de forskellige var havnet. En af festarrangørerne rejste sig og holdt en meget kort 'tale' over hvordan han huskede os alle, og vi var faktisk 18 fremmødte ud af 23.
Liv: Næh, dengang var der jo stort set ikke det, man ikke kunne holde til, men nu - herre Jemini! det den rene ynk. Ja, der er heldigvis et par stykker, der gider at tage slæbet med at samle os. Og når først initiativet er taget, kommer vi jo gerne ;-)
Pia: Sommetider kræver det bare et par tilløb, før alle ord et helt på plads ;-) 18 ud af 23 er meget flot!
Hvor var det dejligt at I havde en god dag.
Jeg valgte så mit 40 års jubilæum fra, jeg har ikke haft kontakt med mine gymnasiekammerater i mange år. Og jeg føler, jeg er et andet sted i dag og har egentlig ikke brug for at gå tilbage. Men om to dage skal jeg mødes med mine elevkammerater, vi har 39 års jubilæum sammen, det glæder jeg mig til.
Det lyder dælme som lidt af en drømmefest. Jeg synes normalt, at reunions kan være en lidt flad fornemmelse... men måske skal der bare gå lidt længere tid :-)
Lene: Nej, det er ikke alle jubilæer af den slags, man har behov for at deltage i. Lige så glad jeg er for at se min gamle gymnasieklasse, lige så lidt har jeg lyst til at se min folkeskoleklasse. Sådan er det bare. God tur til elevjubilæum :-)
Carport: Det var enormt hyggeligt. Vi mødtes ikke en eneste gang før de 25 år, så jeg ved ikke, om den slags bliver bedre med årene. Både 25, 30 og nu 35 års jubilæerne har været rigtigt sjove og hyggelige :-)
Hvor superhyggeligt - jeg ville så gerne have set mine gymnasiekammerater igen, men nu er det 44 år siden, så jeg har opgivet ... jeg orker ikke selv begynde at samle adresser ind.
Der er da også lige er par historier jeg tænkte, at jeg ville have fortsættelsen på. Den ene har jeg så fået via kommentarerne :-)
Jeg er helt misundelig over, at mange af jer kan samles om disse studenterjubilæer.
Ellen: Øv, hvor ærgerligt, at I ikke mødes. Det bliver nok svært at finde alle til 50 års jubilæet. Det er et stort arbejde at skulle finde alle, selv om fx Facebook kan give en del hits nu om dage. Jeg tror, men er ikke helt sikker, at en af vores trofaste initiativtagere, ved 25 års jubilæet, simpelthen satte sin sekretær på opgaven ud fra gymnasiets gamle liste. Men det er jo ikke alle forundt bare at kunne uddelegere på den måde. Det kan være, du kan få en mundtlig fortsættelse en dag :-)
Send en kommentar