En tand fattigere

- Men hvis den er knækket, hvad så? spurgte Fruen forsigtigt.

- Så kan vi rodbehandle og sætte krone på.

- Jamen, sagde Fruen, og så sagde hun ikke mere, men nøjedes med at se dum ud.

- Nu er det jo ikke en tand, hun bruger ret meget, så vi kan også bare operere den ud,

sagde dyrlægen ...

For det var ikke hverken Donnaens eller mine tænder, men Kamelens, det drejede sig om.

Kamelen, det lille pus, havde brækket en fortand.

Hvilket jeg havde bemærket, da jeg børstede tænder på hende. Det gør jeg nemlig en gang i mellem. Ikke så tit, som jeg burde ifølge dyrehospitalets veterinærsygeplejersker, men dog tit nok til, at Kamelen finder sig i det.

Sådan nogenlunde. For hun forsøger altid, sådan nærmest diskret, at skubbe sig baglæns væk fra mig, så hun kommer uden for min rækkevidde. I stedet sker der oftest det, at hun får skubbet sig selv ind i et hjørne.

Også denne gang var hun endt i et hjørne, og så manglede der altså lidt fortand. Hvilket jo var noget sjusk. Og hvis Kamelen kunne få ondt i den, var det værre end bare sjusk og noget, der måtte gøres noget ved.

Da Kamelen alligevel skulle til serviceeftersyn i forbindelse med sin årlige vaccination, blev dyrlægen spurgt til råds. Desværre var der mærkbart liv i tanden, og så var det altså, at jeg fik beskeden om, at man da kunne rodbehandle og sætte krone på. Og dyrlægen fik sig et godt grin.

Så Kamelen kom til tandlæge, altså dyrlæge, og blev tjekket, bedøvet, opereret og lagt til opvågning. Og hun vågnede, og jeg hentede hende, og vi tøffede vi hjem. Det gik langsomt, for hun var lidt slingervorn, men ikke mere, end at hun gerne ville have noget at spise. Straks! for hun havde jo skullet faste om morgenen, hvilket hun havde taget mig mildt sagt ilde op.

Og så sov hun og spiste og sov igen.

Og det var så det.

Og alt var godt.

Lige ind til Fruen selv knækkede en tand og måtte suse afsted til tandlæge.

- Jeg vil anbefale, at der kommer krone på, sagde tandlægen ...

Frøken Tandløs var ikke til sinds
at smile til fotografen ...