Moselig med mere

I fredags var vi på Moesgaard Museum.

Vi var min mor, der skulle indløse anden del af sin fødselsdagsgave, Donnaen, der ekstraordinært havde fri fra skole, og mig - chaufføren.

Belært af erfaringen fra Aros huskede jeg denne gang at gøre meget tydeligt opmærksom på, at vi var henholdsvis en pensionist, en voksen og et barn, og så kunne vi ellers gå ind og konstatere, at museet heldigvis ikke var særlig overrendt, hvilket jo nok skyldtes, at den næste særudstilling åbner d. 22. april.

Stort, flot og imponerende er det altså.

Til gengæld også temmelig uoverskueligt.

Det er absolut ikke indlysende, hvor man skal ende, og hvor man skal begynde.

Til gengæld kan man bruge oceaner af tid, når først man er inde i udstillingerne og - ved tryk på diverse knapper og skærme rundt omkring - begynder at fordybe sig i tingene. I forhold til tidligere tiders planche-helvede, er det temmelig genialt, at man på den måde har både gemt og tilgængeliggjort umådelige mængder af information, som det så er helt op til en selv, om man vil hente frem og se og/eller høre.

På samme måde er det skønt, at man ikke bare har linet alle de gamle fund op på rad og række i titusind montrer, men i mange tilfælde har prøvet at anskueliggøre, hvordan de mange døde mennesker, dyr og våben med mere i sin tid er havnet i de østjyske moser.

Og så var der - selvfølgelig - Grauballemanden. Anbragt for sig selv og så velbevaret, at det - bortset fra det drabelige snit i halsen - næsten kunne se ud som om, han lå og sov.

På en film i et tilstødende lokale blev det fortalt, at han faktisk slet ikke blev fundet i selve Grauballe, men et sted i nærheden, der hedder noget helt andet. Den gode professor Glob havde dog en for samtiden usædvanlig god fornemmelse for PR, og han mente, at det ville klinge langt bedre, hvis moseliget blev kaldt Grauballemanden. Og sådan blev det så ...

Efter bronze- og jernalder var vi klar til kaffe. Egentlig troede vi også, at vi havde set det meste. Det havde vi så ikke, for vi var slet ikke nået til vikingetiden. Det fandt vi dog først ud af, da vi sad bænket med kaffe og kage, og da måtte vi bare erkende, at det må blive en anden gang, for vi var alle godt mætte af indtryk, og i øvrigt var tiden ved at løbe fra os.

Mormor var nok også ekstra træt, for museet er ikke særlig pensionist-egnet, og hun skulle ofte være meget opmærksom på, hvordan hun skulle forcere de mange trapper, der - ud over bare at være der - ofte også var temmelig dårligt oplyste og endda sommetider med ikke-gennemgående gelændere. 

At trapperne var et issue fandt vi ud af allerede ved ankomsten, da en midaldrende herre faldt på den store, centrale trappe. Heldigvis kom han ikke til skade og var hurtigt oppe at stå igen, men vi blev klar over, at man ikke skal forsøge sig med både at kigge udstilling og gå på trapper på én gang. 

Der findes elevatorer, men hvor er de, når man skal bruge dem? Donnaen og jeg har siden besøget diskuteret, om det overhovedet er muligt at komme ned til Grauballemanden med elevator. Det er det nok, men ingen af os kan huske at have set elevatorer i nærheden.

Således meget fornøjede med udstillingerne og en lille smule knotne over den noget mangelfulde tilgængelighed afsluttede vi vores besøg og kørte hjem.

Og en eller anden dag må vi ind og se resten af museet.

Grauballemanden er svær at fotografere,
så her er i stedet et skjold ...