- Goddag, det er sygeplejerske Hansen fra Lægehuset, lød det da jeg besvarede et opkald til min mobil fra et ukendt nummer.
Et kort sekund krøllede min hjerne sig sammen i ulogisk frygt for, at der skulle være sket Donnaen eller Gemalen noget, ind til det gik op for mig, at det næppe ville være fra Lægehuset, man i så fald ville ringe.
- Du var jo hernede til en screening for livmoderhalskræft for nylig, fortsatte sygeplejersken, der ikke kunne følge med i mit tankemæssige selvsving.
Dét havde jeg ikke på nogen måde glemt.
Selv om jeg måske nok havde forsøgt at fortrænge netop dén oplevelse en lille smule.
- Og jeg ringer bare for at sige, at der altså er fundet celleforandringer, så du skal komme igen til et nyt tjek om 6 måneder, sagde sygeplejersken med noget, der inde i min igen helt krøllede hjerne mindede om tredobbelt talehastighed.
- Øh hvad? spurgte jeg og forsøgte at blive så nærværende, at jeg rent faktisk kunne forstå, hvad sygeplejersken lige havde sagt.
- Jeg ringer, fordi.. gentog sygeplejersken sig selv, hvilket hun sådan set slet ikke behøvede, for jeg havde jo udmærket hørt, hvad hun sagde første gang. Nu spekulerede jeg i stedet på, hvorfor der ikke findes en eller anden form for advarselslampe på mobilen, så man kan slippe for at besvare mindre behagelige opkald, mens man er på på arbejde?
Heldigvis var det ikke frokost, heldigvis sidder jeg ikke i et storrumskontor og heldigvis kunne jeg hurtigt finde et tomt lokale, hvor jeg kunne fortsætte samtalen.
- Det er ikke alvorligt, bare lette celleforandringer, der måske forsvinder af sig selv igen, forklarede sygeplejersken.
- Nå, sagde jeg. Mest fordi jeg ikke kunne finde på andet.
- Så, du skal bare tage det helt roligt, fortsatte hun.
- Okay, sagde jeg og sænkede skuldrene en lille smule.
- Men vi er selvfølgelig nødt til at holde øje med, at det ikke udvikler sig til noget værre, så det er vigtigt, at du kommer til en ny undersøgelse om et halvt år.
- Javel, sagde jeg, mens skuldrene smuttede op om ørerne igen.
- Og du skal selvfølgelig også selv være opmærksom på eventuelle forandringer såsom pletblødninger eller smerter. Og du skal bare ringe, hvis der er noget, du gerne vil snakke med lægen om. Men som sagt; der er overhovedet ingen grund til at bekymre sig på nuværende tidspunkt. Farvel og hav en fortsat god dag.
Måske sagde hun slet ikke det sidste, men sygeplejerskens venlige friskhed virkede på det tidspunkt så tilpas absurd, at det lå lige for at tro, at hun havde sagt præcis sådan.
For hvordan lader man være med at bekymre sig (bare lidt) om noget, der skal holdes ekstra godt øje med, fordi det kan udvikle sig til noget værre?
Jeg er ovenikøbet sådan en, der forud for tandlægebesøg føler, at hele undermunden vist er ved at rasle ud. Sådan en, der kan føle de ondeste ømheder før mammografi. Og sådan en, der kan generere pletblødninger, bare fordi jeg skal lade være.
Det skal nok blive et fornøjeligt halvt år.
19 kommentarer:
Kære du, jeg kan sagtens forstå du blev bekymret, og lige netop i den situation er en mobil en forbandelse, for det var jo aldrig sket i fastnettelefontiden. Prøv at finde ro i at vi er mange, der har været gennem den ekstra kontrol, netop for at sikre at det ikke bliver til mere. Jeg har både haft celleforandringer og det næste skridt, nemlig forstadie til livmoderhalskræft. Det blev også taget i opløbet, og der har ikke været noget siden.
Lene: Tak, det vil jeg huske. Eller prøve at huske, for fornuft og følelser samarbejder ikke altid så godt i den her slags sammenhænge. Jeg kan sagtens vide noget med min fornuft og så føle noget helt andet ... Godt, det blev taget i opløbet :-)
Arj men altså! Hrmfph! Ét er budskabet - men måden det bliver serveret på. Har virkelig virkelig prøvet at forklare systemet, at ved sådanne undersøgelser, skal vi også spørges om vi vil have svaret A) pr. brev B) pr. tlf eller C) ved en konsultation. Og det er sikkert ingenting og alt det der, jeg kender blot mig selv godt nok til at vide, at hvis det var mig, skulle jeg da lige have fulgt op på det, til en lidt grundigere og kiggen-hinanden-i-øjnene samtale med en voksen læge (ja de findes også i børnestørrelse - eller sådan kan det sommetider forekomme). Og du finder helt sikkert også ro igen - på den måde der er bedst for dig.
Åh, træls besked at få på telefonen. Selvfølgelig krydser jeg fingre for dig. Sender også tanker din vej. Ja, det der med tankerne bliver værre mens man venter, kender jeg godt. Og så er et halvt år lang tid men som Liv så fint skriver, så finder du nok ro igen på en eller anden måde. Som du bedste kan.
Ja, det var da en træls måde at starte weekenden og ikke mindst de næste seks måneder på! Jeg har dog som Lene også været en obs'er engang, uden at det blev til mere på det tidspunkt af den grund. Og kender rigtig mange som har. Kunne du evt. få en tidligere tid end først om seks måneder? Sig, du skal på jordomrejse eller noget!..... Håber du får en nogenlunde weekend trods tankemylder!!
De bedste tanker herfra.
Liv: Ja, hrmpfh! Det forekommer mig også, at jeg skulle have svaret pr. brev. Det har man vel ment ikke var godt nok? Jeg har heldigvis en voksen læge at konsultere, hvis jeg (eller Gemalen(!)) går helt i selvsving.
Mette: Tak :-) Ventetid er ofte noget skidt, men det er der så bare ikke meget at gøre ved. Jeg finder helt sikkert roen. Og kan så nøjes med at sparke lidt til et eller andet en gang i mellem.
Mor-monster: En mere at huske på for veloverstået obs. Tak for det :-) Det nytter næppe at presse på for tidligere tid, da det jo netop er udviklingen, man vil følge. Ville ellers være fedt med jordomrejse. Tak skal du have :-)
Stegemuller : Du har så meget ret i, at man nemlig ikke ved, om man skal være hys eller det modsatte. En passende middelvej er sikkert løsningen, så den må jeg lede lidt efter. Argh, det lyder lidt uhyggeligt. Det kan jeg ikke huske, at du har skrevet om. Godt, de ligger et "godt" sted. Så har de bare at blive liggende.
Det er ikke en rar besked at få, uanset at det jo bare er en ekstra sikkerhed i det fine screeningsprogram, vi har her i landet. Jeg forstår dig til fulde og hvis du er det mindste utryg ved at det er egen læge (eller sygeplejerske), der foretager undersøgelsen, kan du bede om en henvisning til en gynækolog.
Moster Tulle: Næh, screeningsprogrammet skal jeg skam ikke klage over. Og jeg er helt tryg ved egen læge, så heller ikke noget problem der. Det er alene uroen mellem ørerne, jeg godt kunne være foruden :-)
På den anden side er det jo fint, at de gerne vil holde øje. Men altså, som dig ville jeg nok bekymre mig og få alle mulige symptomer :/ håber du klarer den (altså mentalt). Du fejler jo ikke noget. Åh fik jeg rodet hele min kommentar her. Tror jeg. Slutter nu så... Kh Birgitte
Birgitte: Ja, det er. Haha, jeg ved godt, hvad du mener - og tak :-)
Jeg forstår dig så godt. Heldigvis er det sikkert ikke muligt at være konstant i selvsving i seks måneder, men det kan jo ikke undgås, at væmmelige tanker dukker op til overfladen med jævne mellemrum. Prøv at koncentrere dig om at være glad for, at du er under behørig observation. Det prøver jeg på, når dystre tanker melder sig.
Ellen: Hehe nej, det er det heldigvis ikke :-) Det er nemlig sådan nogle kedelige plop, der ind i mellem pludselig melder sig. Ja, fornuften siger jo, at det er godt at blive holdt øje med. Det prøver jeg også at huske :-)
Jeg kan sagtens følge dig, og ville i dag helt sikkert reagere som dig, men da jeg som 20-30 årig, da ungerne var helt små, selv fik konstateret celleforandringer, tænkte jeg slet ikke på, det kunne udvikle sig til noget farligt. Der KAN være mange fordele ved at være ung. Man er jo nærmest urørlig. Ulykkerne rammer altid kun de andre. Man lærer så siden, at det ikke forholder sig sådan og man bliver taknemmelig over at man kan 'nøjes' med at slås med mindre end mange andre, i mange sammenhænge.
Gid fanden havde mobiltelefoner i sådan et tilfælde, jeg forstår godt din reaktion.
Ring og bed om en samtale med din læge, måske kan han/hun afmystificere og berolige lidt bedre.
Pia: Man er bare mere usårlig som ung - og uden at kende resten af historien, kan jeg jo godt regne ud, at den endte godt, da du heldigvis stadig er her :-) Og du har selvfølgelig også ret i, at man også skal huske at glæde sig over at man kan 'nøjes' med de mindre kampe :-)
Inge: Ja, mobiler er smarte - og sommetider præcis det modsatte. Jeg tror såmænd ikke, jeg behøver at snakke med min læge. Han kan næppe sige ret meget, jeg ikke ved i forvejen. Og jeg går jo heldigvis ikke rundt under en konstant sort bekymringssky. Det er bare sådan en lille grå tanke, der popper op en gang i mellem :-)
En rigtig træls besked at få - selvfølgelig kan man ikke undgå at bekymre sig. Jeg håber, at alt er normaliseret ved næste kontrol - men forstår, at tiden frem til den vil føles lang.
åh nej, hvor træls.. man gider ikke sådan noget... men det ER godt der bliver holdt øje, trods alt. jeg havde jo "fornøjelsen" af samme slags undersøgelse fornylig, og lægen sagde kækt at Du har en tæmmelig forstørret livmoder, og der er nok også knuder, du må hellere gå til gynækolog. har fået en tid i maj.. pfff.. så kan man spekulere sig grøn... Google bliver flittigt brugt..
Randi: Ja, den er træls, netop fordi man ikke kan lade være med at bekymre sig. Også selv om man ved, at det sikkert er 'ingenting'.
Monica: Ja, det ER da godt - men også træls. Nå øv for en kæk læge. Men igen det ER da godt osv. Det er iøvrigt forbudt at google sygdomssymptomer m.m., ved du nok. (Sagde hun og lod som om, hun slet, slet ikke selv gør det) ;-)
Send en kommentar