Den første forårsforkølelse

Først røg klaphatten.

Og blev erstattet af en almindelig hue.

Så røg harboørehabitten. Og halsedissen, huen og jens lynerne.

Da det var bedst, mandag eftermiddag, måtte handskerne endda i lommen og tørklædet løsnes, og det føltes lunt og forårsagtigt alligevel.

Virkelig skønt oven på dybfryser-dagene.

Og egentlig ganske utroligt, at temperaturen kunne stige over tyve grader på bare fire dage.

Jeg nåede lige at tænke, at hvis det fortsatte på den måde, ville jeg lufte Kamel kun iført shorts og t-shirt i løbet af få dage.

Selvfølgelig fortsatte det ikke. Det regner og blæser, og både halsedissen, huen og jens lynerne er fundet frem kommet på igen. Det gør ikke noget. Jo, selvfølgelig havde det været rarere med vindstille solskinsdage, men bare det, at jeg ikke er ved at fryse knoglerne i stykker, er så stor en forbedring, at jeg bestemt ikke skal klage.

Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at klage over, at jeg er blevet forkølet.

Især fordi det muligvis kunne tænkes at skyldes en vis Frues skødesløse bortkastning af lune klædningsstykker. Tænk, at jeg - min høje alder til trods - kan blive ramt så meget af forårskådhed, at det giver den form for bagslag.

Der er åbenbart ting, man aldrig vokser fra.