Hjemme igen

Det var så det!

Knap to ugers godt brugt ferie.

Vi er hjemme igen. Kamelen er hjemme igen. Hun har ovenikøbet været i bad. Hun trængte!

Huset står. Haven står, men ligner noget, der er løgn. Hvilket jeg dog i første omgang vælger at overse i ren glæde over, at alle planter har overlevet de hede dage i vores fravær.

En, der hverken stod, hang eller fløj, var en lille, stendød flagermuseunge, der lå på kældergulvet og så trist ud, da vi kom ind. Hvordan det er gået til, at den er havnet der, vides ikke. Vi prøver at bilde os selv ind, at den allerede må have haft det lidt sløjt, da den forvildede sig ind. Så måske ville den have været gået til alligevel. Måske.

Vi havde en fin ferie. En særdeles varm ferie. Som vi var bedre til at udholde, end jeg ville have gættet på, da vi plejer at mene, at vi har det bedst, når temperaturen holder sig under 30 grader, og at vi i hvert fald slet, slet ikke kan fungere, hvis den når over 35 grader.

Men det kan vi faktisk udmærket. Det er åbenbart til en vis grad (pun intended) et spørgsmål om vilje.

De to første trediedele af ferien blev brugt på Gemalens MTB-O-løb i Plzen, Tjekkiet, og den sidste trediedel blev tilbragt i Oberammergau i bunden af Bayern.

Turen til Plzen gik uden problemer. Faktisk havde Gemalen glemt, at der ikke var længere, så vi kunne i princippet have kørt derned på en enkelt dag. Det gjorde vi ikke, og godt det samme, for der havde ikke været plads til os der, hvor vi skulle bo.

I stedet fandt vi overnatning på et hotel i noget, der hed Gera. Der var fint nok, men receptionisten/tjeneren var en så bestemt ung dame, at vi blev lidt bange for hende. Og havde vi ikke allerede ledt efter overnatning i det meste af en time, havde vi næppe sagt ja tak.

Heldigvis var værelset udmærket, og maden både udmærket og rigelig. Og næste dag drog vi velfornøjede videre og nåede Plzen allerede først på eftermiddagen.

Gemalen havde booket samme pension, som vi havde boet på for seks år siden. Det var foregået via mail, men han havde glemt at tjekke/sikre sig adressen. Gemalen mente dog nok, at han kunne huske, hvor pensionen lå, så han kørte bare efter hukommelsen. Helt godt gik det dog ikke, så Fruen stak næsen i sin Lonely Planet og fandt et lille usselt kort over Plzen, hvor 'vores' pension endda viste sig at være plottet ind. Og netop som jeg ser op igen, passer vejnavnet med kortet, vi kan kende det hele igen, og pensionen ligger lige over broen og hen om hjørnet. Lidt heldig skal man have lov at være en gang i mellem.

Værtinden kom ud og lukkede porten op, så vi kunne køre ind i gården.

Og til vores overraskelse konstatere, at der var fyldt med danske biler og danske MTB-O-ryttere. Gemalen havde for længe siden fortalt et enkelt par om vores gode erfaringer med pensionen, men han havde bare ikke fulgt med til, at anbefalingen havde bredt sig, så der nu var ganske fyldt op med danskere.

Så snart vi havde slæbt vores habengut op på værelset, tog Gemalen og Donnaen med de andre ud på stævnepladsen for indskrivning og udlevering af numre med mere.

Jeg satte derimod kursen mod bymidten og besluttede straks at gøre, hvad jeg havde forsømt at gøre, sidst vi var i Plzen, nemlig at besigtige byen fra toppen af kirketårnet på den store kirke på torvet. Tårnet er cirka 100 meter højt, og selv om man kun kan komme halvvejs op, er udsigten alligevel ganske fin.

Ferien var begyndt.