Har du set i dit brille-etui?

Ellen har et par gange udtrykt en vis bekymring, bare fordi hun har glemt eller været ved at glemme diverse løse genstande rundt omkring.

Men altså, det er jo ikke noget særligt. Synes jeg.

Det er jeg simpelthen nødt til at synes, for ind i mellem slår jeg Ellen med flere længder og rammer et distraktionsniveau, der er en professor værdigt. Og det har jeg jo ikke tænkt mig at være bekymret over. Det er bare dumt, fjollet, besværligt, irriterende og ind i mellem også ret underholdende for omgivelserne.

Hvis jeg altså vælger at delagtiggøre disse omgivelser i min glemsomhed.

Det er ikke altid, for Gemalen har det med at rulle med øjnene og totalt glemme, at han selv mindst én gang om dagen forlægger enten mobil, hus- eller bilnøgler.

Derfor har jeg ikke fortalt ham, at i går da jeg havde været inde og handle, bippede jeg centrallåsen op og nåede lige at registrere, at det da egentlig var mærkeligt, at sidespejlene allerede var ude på plads. Måske havde jeg glemt at låse?

Det havde jeg ikke. Til gengæld stod jeg og hev i bagsmækken på en bil, der overhovedet ikke var min ...

Den havde nogenlunde samme størrelse og nogenlunde samme farve, og så stod den kun tre båse fra min. Så det kunne jo ske for enhver, tænkte jeg. Satte mine indkøb i bagagerummet på den rigtige bil, kørte indkøbsvognen på plads og vendte tilbage til bilen. Den forkerte ...

Et par dage før havde jeg glemt min taske. Men det sker så tit, at jeg glemmer enten dankort, pung med dankort eller taske med pung med dankort, at jeg kender hele proceduren og forlængst er holdt op med at få røde ører over den slags petitesser.

Det er da også svært, synes jeg, både at huske indkøbsseddel og indkøbsposer og noget at betale med. Men pyt, den slags er jo bare småting.

Det er for eksempel værre at glemme at trække håndbremsen. Nævner det bare ...

Gemalen fik heller ikke at vide, at det var med et døgns forsinkelse, at jeg huskede at ringe til en af hans kunder for at bekræfte en aftale på Gemalens vegne. Heldigvis glemte han selv at spørge, til efter jeg var kommet i tanke om det og havde fået bekræftelsen på plads.

Men jeg kom af vanvare til fortælle både ham og Donnaen om et mindre nøglestunt forleden.

Vel hjemme efter indkøb, hvor jeg ellers havde husket det meste, låser jeg bilen og går ind med mine indkøb. Så kommer jeg i tanke om min jakke, som også skal med ind. Men bilnøglen er væk! 30 sekunder tidligere havde jeg den i hånden, men nu er den hverken på sin plads eller i mine lommer. Jeg må i ren distraktion havde lagt den ned i min taske sammen med brillerne.

Umiddelbart kan jeg ikke finde nøglen i tasken, så for at kigge ordentligt efter, må jeg lige have brillerne på igen.

Brillerne er ikke i etuiet.

Det er til gengæld bilnøglen!

Brillerne sidder i mit hår.

Da Gemalen og Donnaen var færdige med at grine, stod det klart, at det vil blive brugt imod mig i en rum tid fremover. Så hvis nu jeg bare ligner én, der mangler et eller andet, lyder det med garanti fra mindst én af dem:

- Har du set i dit brille-etui?