Det er ret tit, at jeg først efter en eller anden uheldig eller bare mærkværdig episode præcis ved, hvad jeg bare liige skulle have gjort eller sagt i situationen.
Men en gang i mellem sker der også det, at jeg selv længe efter ikke helt kan finde ud af, hvordan en given situation skulle have været grebet an.
Som forleden morgen.
Kamelen og jeg er ude på vores sædvanlige morgenluftetur. Solen skinner, fuglene fløjter, og det er i det hele taget en rigtig dejlig morgen.
Mens vi går der i vores helt egne tanker, bliver vi pludselig indhentet af en ældre dame i en elektrisk kørestol.
- Kan du sige mig, hvor jeg er? spørger damen.
Det kan jeg godt, og så fortsætter damen:
- Er det så den rigtige vej til Fakta og Rema?
Det er det. Hun skal bare køre lige ud og så dreje til venstre nede for enden af vejen, fortæller jeg hende, og så suser hun afsted.
Først herefter kommer jeg til at tænke på, at hun godt nok er lidt tidligt ude, hvis hun skal på indkøb. Klokken er jo ikke en gang halv otte.
Jeg spørger Kamelen, hvad hun synes, men hun er ligeglad og vil hellere snuse til lygtepæle.
Vi går videre, men når kun 3-400 meter frem, før vi kan se, at damen er vendt om og igen har kurs imod os.
- Ved du, hvordan jeg kommer til Bulderbyvej? spørger damen nu og har tilsyneladende skrottet de tidligere planer om indkøb.
Det ved jeg godt, men der er faktisk et pænt stykke i elektrisk kørestol.
- Bor du der? spørger jeg forsøgsvis for måske på den måde at finde ud af, om det er helt fint, at damen er på langfart en tidlig morgen.
- Nej, det gør min søster, svarer damen. Og som svar på mit uudtalte spørgsmål tilføjer hun:
- Jeg ville bare lige skyde genvej ad stierne, men nu er jeg kommet lidt i tvivl, om det er den rigtige vej. (Hvilket det jo tydeligvis ikke er).
Lige præcis på det tidspunkt følte jeg mig muligvis mere på glatis end damen selv, og jeg manglede virkelig den lille håndbog i hensigtsmæsig tackling af ældre damer på af- eller vildveje i elektrisk kørestol.
Så da jeg ikke kan finde på noget bedre, forklarer jeg hende vejen og ser hende forsvinde i den rigtige retning.
Kamelen og jeg gik hjem. Jeg gik i bad og blev klar til at tage på arbejde, og da jeg kom afsted, valgte jeg at køre i den retning, jeg havde sendt den ældre dame.
Hun var ingen steder at se.
Og forhåbentlig sad hun hjemme hos sin søster og hyggede sig med kaffe og morgenbrød.
Men hvad nu hvis hun ikke gjorde?
Hvad nu hvis hun ikke var helt ved sine fulde fem, men en lille smule dement og egentlig havde brug for hjælp, selv om hun hverken så sådan ud eller lød - ret meget - sådan?
Det virker temmeligt grænseoverskridende og nok heller ikke særlig hensigtsmæssigt bare at spørge direkte. De få demente, jeg har kendt, ville omgående benægte og sikkert også blive ret sure. Og så var jeg jo lige vidt. Desuden ville de fleste nogenlunde normalt-fungerende nok ikke opfatte det som en god oplevelse, hvis nogen stillede spørgsmålstegn ved deres evner til at begå sig.
Men hvad gør man så, når man egentlig har lidt ondt i maven over bare at lade stå til?
 |
| Lånt her. |
16 kommentarer:
Jeg havde nok gjort præcis som dig, og endt med samme dumme fornemmelse i maven, jeg har ingen gode bud, tænker det er hundesvært at gøre det rigtige når man ikke ved nok til at kunne vurdere hvad det rigtige er.
Jeg tror også jeg ville ha' gjort som dig. Jeg ville også ha' været så meget i tvivl for det er altså rigtig svært at se, om der er noget galt. Håber som dig hun kom frem eller en anden der mødt hende måske kendte hende. Jeg ved ikke om der er en opskrift andet en ens egen mavefornemmelse og den kan være svær at greje sommetider, synes jeg.
Inge: Det er nemlig lige det der med ikke at vide nok. Jeg ville bare ønske, at der var en magisk sætning, så man kunne finde ud af det - uden at genere nogen.
Mette: Nej, der er nok kun ens svært-grejelige mavefornemmelse at stole på. Det er lidt træls.
Jeg kan godt se dit dilemma, men måske var damen knivskarp og ville bare, som hun sagde, skyde genvej via stisystemet - måske havde hun ikke tænkt sig at skulle handle i hverken Fakta elle Rema, men skulle bare bruge butikkerne som pejlemærke? Det er umuligt at vide - så du kunne næsten ikke ha' gjort andet end det, du gjorde.
Randi: Det er svært at vide, hvad damen havde tænkt, men bruge butikkerne som pejlemærke kunne hun ikke, for de lå i den modsatte retning (det fremgår desværre bare ikke helt klart i mit indlæg). Men i princippet kunne hun jo godt have været skarp alligevel og bare have ombestemt sig - tidspunktet taget i betragtning.
Stegemüller: Man må i hvert fald ikke være hverken mistænksom eller tale ned. Men man må jo gerne kere sig om sine medmennesker og blive bekymret, hvis deres opførsel giver anledning til - bekymring. Ja, det er virkelig svært.
Ja, jeg har heller ikke gode forslag - ville have gjort det samme som dig, men nok også have tænkt det samme som dig.
Som du selv og de andre er inde på, så er det her en af de situationer,hvor man nok ikke undgår den dumme fornemmelse. Jeg synes ikke du kunne have gjort anderledes,
Ellen: Hmmm, der tegner sig et billede ... Egentlig lidt trist, at vi ikke har sprog nok til at kunne udtrykke venlig bekymring (som ikke en gang er bekymring, men niveauet lige før) uden samtidig at opføre os grænseoverskridende.
Lene: Heller ikke du? Du er ellers tit i situationer, hvor du skal formulere svære ting på en god og omsorgsfuld måde, så jeg tænkte faktisk, at du måske havde et forslag til, hvad man kunne/skulle sige i den givne situation, så man både undgik ondt i maven og at træde nogen for nært.
Jeg er jo normalt i en anden sammenhæng, mennesker er hos mig af en årsag. Nu har jeg tænkt dybere, måske ville jeg have sagt at jeg er blevet lidt bekymret fordi det er to forskellige retninger hun har spurgt mig om og der er langt til sidste retning og om hun har brug for hjælp.Men jeg ved det faktisk ikke. Mine børn synes jo generelt jeg blander mig for meget på gader og stræder, så lur mig om ikke jeg havde overskredet damens grænser ;-)
Du må trøste dig med, at hvis det var en vildfaren dement dame, ville hun formentlig hurtigt være blevet efterlyst :)
Lene: Det var da et godt forslag :-) Og det kan godt være, at dine børn synes, du blander dig for meget, men det , tror jeg faktisk, er meget positivt og viser, at du kerer dig om dine medmennesker. Bliv endelig ved med det :-)
Laika: Jeg var faktisk lidt ekstra opmærksom på de lokale nyheder af samme grund, men hørte eller så ikke noget. Heldigvis :-) Iøvrigt tror jeg ikke, at det nødvendigvis ville gå hurtigt med en efterlysning. Det skulle jo først opdages, og så ville der være nogen, der løb forvirrede rundt og ledte, før de var sikre på, at politiet skulle alarmeres. På den måde kunne der nemt gå et par timer eller mere, tror jeg.
Jeg har lært at jeg ikke må tale med fremmede damer :) så havde hun spurgt mig, ville hun- uden svar - stadig sidde og vente på kyndig vejvisning.
Nej seriøst, jeg ved ikke hvordan og hvorledes. Tænker også at det er mærkeligt med de to modsatrettede pejlinger. Og hun havde sandsynligt også fyldt i mine tanker, havde det været mig.
Liv: Vel har du da ej. Det er kun mænd med slik i lommerne, du har lært, at du ikke må snakke med ;-) Det var nemlig lidt mærkeligt. Skulle situationen opstå igen, tror jeg, at jeg vil prøve ('prøve' blev der sagt) at lufte min bekymring, som Lene foreslår.
Sommetider er det en fordel at være den meget snakkesalige landsbytosse, der er nysgerrig og spørger ind til f.eks. grunden til hendes tidligere tur, sammenligner lidt med sig selv og egne oplevelser, spørger ind til (i dette tilfælde) søsterens befindende eller anledningen til det tidlige besøg som et forsøg på at få en dialog i gang. Det giver en større indsigt i vedkommendes grund til denne færden og én selv mere fred i sindet.
Lidt "snak" - selv med fremmede - skader ingen, men giver måske endda en bedre dag for alle.
Blot et eksempel på, hvordan man kan få oplysninger uden at såre folk.
Vi danskere er alt for forbeholdne og bliver da nemt så isolerede.
En hilsen, en lille sludder kan være med til at gøre dagen lidt lysere og stiller man så sig selv i den lidt "dummere" rolle, åbner man lettere for den andens meddelsomhed.
Er naturligvis i det foreliggende tilfælde for sent, men kan måske bruges i en anden situation.
Et lille undseligt pip fra
Magnus
Magnus: Tusind tak for input :-) Det vil da være meget brugbart i en lignende situation. Du har - desværre - så inderligt ret i, at vi danskere er meget forsigtige i vores omgang med fremmede. Og så har vi så travlt, så travlt. Jeg selv skulle på arbejde, men der var jo ikke sket noget som helst ved at komme fem minutter for sent, hvis jeg både havde givet mig selv og den ældre dame en god oplevelse ved at slå en lille sludder af med hende. Det vil jeg virkelig prøve at huske :-)
Send en kommentar