En hund med fire sokker

- I kan også give den bomuldssokker på for at afbøde det værste tryk direkte på de slidte trædepoter,

sagde dyrlægen, da jeg var heldig at fange hende, da jeg alligevel var på dyrehospitalet for at hente Kamelens pas, der var blevet midlertidigt inddraget til nærmere afklaring, da hun forleden blev vaccineret.

Dyrlægen kender - desværre - Kamelen og mig så godt, at hun gerne giver gode, gratis råd i forbifarten.

Så det gjorde vi selvfølgelig, så snart jeg kom hjem.

Eller det gjorde vi så ikke.

Jeg syntes, det var liige at gå til yderligheder. Og da jeg konstaterede, at alle trædepoter var i bedring, gik vi en tur. Uden sokker. Dog kun en lille tur uden for mange indbyggede strabadser. Stykket med skærver bag huset var dog ikke til at undgå. Og det gjorde lidt nas, kunne man se.

Det gør det heldigvis ikke mere, og skærverne er dermed en glimrende - omend lidt ondsindet - test af poternes beskaffenhed.

Vel hjemme igen efter en tilsvarende lille aftentur gjorde jeg dog alvor af et af dyrlægens andre gode råd og udsatte Kamelen for potevask. Det har hun efterhånden prøvet så mange gange, at vi snart kan optræde med det, uden at det behøver at foregå i et badeland. Hun tager det ganske roligt, at hun skal have dyppet først den ene og så den anden forpote i en skål med vand og sæbe (klorhexidin faktisk) og bagefter en gang til med vand alene for at skylle af igen. Lidt sværere er det med bagpoterne, men det skyldes snarere, at Kamelen er kilden end egentlig uvilje mod mine mærkværdige ideer.

Og så skulle hun smøres med fed creme. Havde dyrlægen sagt. Det mente jeg nok kunne vente, til det blev sengetid, for jeg havde ikke så meget lyst til at have hende til at dappe rundt på vores trægulve med fedtpoter ...

Allerede næste dag havde Kamelens poter det meget bedre. Kun en lille smule ømhed i højre bagpote kunne spores, når hun skulle passere skærverne.

Men så var det, jeg kom til at fortælle Donnaen om sokkerne, og vi kunne hurtigt blive enige om, at det ville være ret sjovt at se Kamelen med sokker på.

Fluks gik Donnaen i gang med at give Kamelen sokker på. Og Kamelen fandt sig godmodigt i det. Omend hun syntes, det var meget, meget sært. Især da hun forsøgte at gå på det glatte køkkengulv og grangiveligt lignede Bambi på glatis. Samtidig var Donnaen ved at trille om af grin, så da vi nåede til at skulle forevige Kamelen med sokker på, var det umuligt at få dem begge to til at stå stille, og da Kamelen i løbet af nul komma ingen tid havde rystet de bagerste sokker af, kunne vi ikke nænne at hive dem på igen.

Men som kompensation for alle Kamelens fortrædeligheder lovede jeg hende en fin ny madras. Den er faktisk allerede kommet, men var vakuumpakket og skal derfor ligge et par dage og nå sin rigtige facon, før den må tages i brug.

Det har jeg fortalt Kamelen,og det forstår hun selvfølgelig godt, for hun er en majet klog hund.

Stå nu stille!