Kulturelt overload II

Efter Det Sixtinske Kapel styrede vi direkte mod Peterskirken.

Eller rettere mod den modsatte ende af Peterspladsen. For det var her køen begyndte.

Da det er gratis at komme ind, kan man ikke købe sig uden om køen. Eller det kan man vist nok godt, hvis man vælger en guidet tur gennem museet. Men det havde vi ikke valgt, og altså stod vi pænt i kø.

I en tilsyneladende meget lang kø. Vi fik dog at vide, at vi - trods køens længde - nok ikke ville komme til at vente mere end cirka en halv time på at komme ind. Det var til at holde ud, og i øvrigt var der jo nok at kigge på imens.

Der var selve den enorme Petersplads omkranset af Peterskirken og kolonnade med statuer på toppen, der skinnede hvidt mod en blå, blå himmel.

Og så var der selve køen og hele det leben, der var i og omkring køen.

Gadesælgere gjorde ihærdige, men alligevel ikke vildt påtrængende forsøg på at sælge selfie-stænger og andet skrammel. Folk sad på trapperne langs kolonnaden og nød solen. Og i køen forsøgte folk at befri sig for alt for meget overtøj. Foråret var kommet til Rom, og hvor pels, tykke sweatre og mange tørklæder havde været en rigtig god ide dagen før, var det nu kun til besvær, mens vi alle stod i solen og småbagte.

To små kinesiske piger lige foran os delte rundhåndet ud af deres chokoladekiks til pladsens duer. Det betød en del flaksende duer omkring os, og Donnaen, der hader bæsterne, var lidt udfordret, så længe der var kiks tilbage i posen.

Lidt længere fremme stod et ældre amerikansk ægtepar. De fulgtes med en ung mand i præsteornat - en søn, en nevø eller måske naboens søn? Den unge mand var tydeligvis meget vidende, og det ærgrede mig lidt, at jeg ikke syntes, at jeg bare kunne hægte mig på og få alle hans historier med.

I mellemtiden var der gået cirka tre kvarter, og køen, og vi med den, havde flyttet os fra den ene ende af Peterspladsen til den anden. Eller måske omvendt; fra den anden til den ene ende. For 'den anden ende' er vel den længst væk fra kirken? Og vi kunne se, at vi skulle igennem et lufthavns-tjek for at komme ind. Det var anden gang den dag. Og lidt trist, at det skal være nødvendigt.

Vel inde i kirken, kunne vi - så snart vi havde fået vejret igen - ikke lade være med at undre os over, hvor alle de andre mennesker fra køen mon var henne? Kirken virkede på ingen måde overrendt, men nærmest halvtom. Det var dejligt, men også lidt sært. Den eneste fornuftige forklaring må være, at kirken i kraft af sin størrelse kan rumme virkeligt mange mennesker, uden at de fylder ret meget. Lidt eftergoogling viser da også, at der er plads til 60.000 mennesker (pænt siddende på stole til messe, går jeg ud fra), og vi var vel bare et par procenter af det tal.

Så der var god plads til at gå rundt og kigge. Kigge op i den mægtige kuppel. Og på højaltret, der står som en gigantisk konstruktion midt i det hele med sorte, snoede søjler og baldakin. Man kan lide det eller lade være. På afstand synes jeg mest, det ligner en forvokset himmelseng ... Og så er der pavestolen, og alle marmorfigurerne; både den superkendte af Michelangelo med Madonna og den døde Jesus og det knapt så kendte gravmæle for en af paverne udført af Thorvaldsen.

Og alle de andre ting.

Efterhånden trængte vi ret meget til at sidde ned, men det er ikke noget, man bare gør. Der er ikke umiddelbart nogen stolestader, og en kinesisk pige, der satte sig på gulvet, kom meget hurtigt op at stå igen, da en vagt straks kom ilende. Foran et sidealter var der dog stole beregnet til bedende. Dér luskede vi hen og fik da også lov til at blive siddende uantastet. Men vi var altså også meget stille.

Der var også en masse ting, vi ikke så. Vi var trætte og derfor hverken nede i krypten eller oppe i kuplen. Det må blive en anden gang.

Så vi gik ud igen og traskede forbi en schweizergardist og ned mod floden.

Nu havde vi god tid og lagde blandt andet mærke til de mange gejstlige, der færdedes frem og tilbage. De fleste til fods. Men ikke alle behøver at bevæge sig ved hjælp af apostlenes heste. På et tidspunkt gled en kæmpestor, sort Mercedes med chauffør op langs kantstenen, og ud steg en midaldrende herre i præsteornat. Eller noget. Jeg er ikke god til at skelne de forskellige typer præstepåklædning fra hinanden, men går stærkt ud fra, at man, hvis man er så fint kørende, mindst må være kardinal eller ærkebiskop eller måske pavelig finansminister?

Længere henne, ved Castel Sant' Angelo, nød turister, gadesælgere og andet godtfolk solen.

Nogle gademusikanter var oppe at toppes over, hvem der måtte spille det ene eller andet sted.

Og så var vi tilbage i virkeligheden igen.

Blå himmel over Peterspladsen.