Næsten live fra Bremen

- Bremen!? Hvorfor vil du til Bremen? spurgte Gemalen lettere vantro.

- Fordi, svarede Fruen.

Og rablede en hel masse af sig om historisk, UNESCO, shopping-muligheder, museer og ikke ret langt væk.

Det meste prellede af på Gemalen, men han lod sig dog overtale. Og Donnaen, der pt ikke kan hidse sig op over andre rejsemål end London, Paris og Milano - og så lige USA, blev sat uden for indflydelse.

Og så tog familien til Bremen.

For at undgå en masse vejarbejde på A7 og almindeligt mylder ved Hamburg valgte vi at køre mod vest og satse på den lille Elbfähre. Det var en god ide. Måske bort set fra, at vi allerede i Danmark kørte mod vest og ned over Ribe og Tønder og på den måde fik en masse små veje og fladt landskab allerede på den danske side af grænsen. Og det var der ellers nok af også syd for grænsen.

Kort før færgen kunne vi i radioen høre, at der var en times ventetid på at komme over. Men da var vi allerede så tæt på, at det selv med en times ventetid ikke kunne betale sig at køre ind om Hamburg. Så vi fortsatte og endte vel med at vente i 40-45 minutter, før vi kom med.

Turen over Elben tog kun en lille halv time,og så var det bare at køre de sidste cirka 100 km til Bremen, finde hotellet, spise aftensmad og falde om i vores senge.

Sporvognene holdt lige uden for hotellet, og receptionisten kunne næste morgen fortælle, at ikke alene gik linie 4 lige ind til bymidten, men hun, altså receptionisten, solgte skam også billetter. Nemmere kunne det ikke være, så vi fik en familie-dagsbillet, og så var det ellers bare afsted.

Når man er så barnligt anlagt som jeg, er alene det at få lov at køre i sporvogn en oplevelse i sig selv.

Vel inde ved den gamle Stadtmitte hoppede vi af, gik rundt om et par hjørner og befandt os straks på byens centrale torv, Marktplatz. Allerførst ville Fruen have sine prebookede billetter til eftermiddagens rådhustur, og da turistkontoret så venligt var lagt lige på hjørnet til pladsen, var det en smal sag at hente dem. For de lå der jo, selvfølgelig gjorde de det.

Så en tur rundt på pladsen og et første kig på rådhuset, Roland-statuen (som tilsammen giver et hak på UNESCO-listen) og de øvrige flotte bygninger. Både selve pladsen og de andre nærtliggende pladser var på grund af noget Freimarkt-festivitas ved at blive fyldt med (primært mad-)boder og blinkende forlystelser. Det gjorde det lidt svært at se (og nyde) de flotte gamle bygninger, men var ellers meget hyggeligt.

En anden statue/figur i samme område er af meget nyere dato, men nok næsten lige så berømt (i Bremen). Det er De Bremer Stadsmusikanter, baseret på Grimms eventyr af samme navn. (Som jeg med skam at melde først har læst, efter vi er kommet hjem igen). Figuren forestiller en hane, der står på en kat, der står på en hund, der står på et æsel. Og bruges som logo på alt fra turistbrochurer til papirservietter og t-shirts.

Derefter gik vi en tur i gennem den snævre Böttcherstrasse. Oprindeligt en gade, hvor bødkerne holdt til, men i sin nuværende form et resultat af en hovedrig kaffehandlers ønske om at gøre gaden helt unik. Meget specielle bygninger og en masse kunst, blandt andet et kæmpe gyldent relief ved indgangen, præger den lille gade, der fører ned til floden Weser, som løber gennem byen.

En tur langs kajkanten senere vendte vi om og zigzaggede tilbage mod udgangspunktet. Undervejs kiggede vi lidt på butikker og forvildede os blandt andet ind i stormagasinet Karstadt, hvor vi dog ingenting købte, men endte med at spise frokost.

Der var stadig tid, før vi skulle troppe op til rådhusturen, så vi traskede hen i kvarteret Schnoor, der ligger et lille stykke på den anden side af Marktplatz. Schnoor er et virvar af småbitte, meget gamle - men dog nu gennemrestaurerede - huse i småbitte gyder. Her er caféer og butikker med alverdens mystiske finurligheder. Måske lidt til den turistede side, men det opvejedes i høj grad af, at folk rent faktisk både bor og arbejder i de småbitte huse. Og går man forkert gennem en gyde eller passage ender man nemt i beboernes småbitte, private haver. (Ja, det var altså altsammen meget småt).

Og så var det tid til rådhusbesigtigelsen.

Gemalen havde meldt fra på forhånd, mens Donnaen til sin store fortrydelse var tvangsindlagt.

- Du har kun godt af at lytte til sådan en tysk guide, mente de voldsomt irriterende forældre.

Da Donnaen så de øvrige deltagere, gad hun endnu mindre. Og det må også siges, at ikke alene trak hun aldersgennemsnittet ned; jeg gjorde det faktisk også ... 

Men Donnaen kom med, og hun overlevede. Selv om det ind i mellem var svært at følge med i guidens snak. Akustikken i rummene var ikke god, og når folk havde svært ved at stå stille og bevægede sig med knirkende sko på knirkende gulve, var det ikke kun manglende sprogkendskab, som gav huller i fortællingen. I starten prøvede vi at lytte lidt til, hvad guiden fortalte på engelsk til et sydeuropæisk par, som slet ikke forstod tysk. Men for det første var den engelske version væsentligt kortere end den tyske, og for det andet var guidens tyske version af engelsk så gebrokken, at det var svært at koncentrere sig om indholdet.

Bortset fra den slags detaljer var det sjovt at se det prægtige gamle rådhus indefra. Der var nogle pompøse sale, og selv om det som nævnt ikke var alt, vi forstod, så var der alligevel mange spændende historier; om hvalfangst ved Grønland, om kappestriden om indflydelse og rigdom med byens rige hansekøbmænd og om naboskabet med svenskerne. (Her var der lige et voldsomt hul i min historiske viden, så jeg måtte støve ørerne af en ekstra gang, for sagde guiden virkelig svenskere? Lidt eftergoogling afslørede, at det gjorde hun virkelig, og så blev jeg så klog). Der var også historien om en kvik borgmester, der indså, at noget måtte gøres, da Bremens havn begyndte at sande til. Han købte derfor et stort landområde ved Wesers munding af det hannoveranske kongedømme og byggede Bremerhaven, som således stadig i dag rent administrativt er en del af bystaten Bremen.

Oven på den anstrengelse var det tid til kaffe og (oste-)kage, og bagefter ville Fruen egentlig godt have set det indvendige af Skt. Petri Dom lige ved siden af rådhuset. Men kirken var lukket på grund af bryllup, og det passede egentlig resten af familien ret godt, så vi tog den nu propfyldte sporvogn hjem igen til hotellet.

Med sporvogn på et ikke så proppet tidspunkt.