Pølleposemysteriet

Det er ret underligt.

Altså, det er ikke underligt, at ting forsvinder, når man efterlader dem ude i det offentlige rum. Det har man jo hørt om før. Henslængte cykler, biler og håndtasker har det med at forsvinde.

Men det er en pøllepose, jeg mangler.

Endda en fyldt en af slagsen.

Og dét, synes jeg, er ret underligt!

Nu er det sådan, at jeg synes, det er ualmindelig klamt, ubehageligt og meget lidt sjovt at træde i en hundelort. For ikke at tale om, hvis man efterfølgende ovenikøbet slæber den med ind i sit hus eller - oh vé! - i sin bil. Jeg hader derfor, når folk blot efterlader deres kræs efterladenskaber. Og håber, at al landsens ulykker måtte ramme dem.

Men man må som bekendt feje foran eget glashus, før man kan harcelere over andre, og pølleposer er derfor fast inventar i alle mine højrelommer på både bukser og jakker.

Således med udstyret i orden kan Kamelen og jeg drage ud i verden.

Og jeg samler op.

Og jeg hader det.

Og jeg hader endnu mere at gå langt med den fyldte pøllepose i hånden.

Så jeg ved, temmelig præcist efterhånden, hvor der er skraldespande og -containere, hvor jeg kan komme af med mine poser.

Men på nogle ruter er der bare ingen skraldespande. Og da Kamelen desuden næsten altid gør, hvad hun nu skal, meget først på ruten, kan jeg komme til at bære pose meget, meget længe.

Hvilket jeg ikke gider.

Så derfor lader jeg posen stå.

Og kommer pænt tilbage og henter den, når vi nærmer os hjemlig indkørsel igen.

Det har aldrig været et problem. Posen står, hvor jeg har sat den, og hvis nogen skulle have bemærket den i mellemtiden, så er der i hvert fald ingen, der følt sig foranlediget til at gøre noget.

Før nu.

Forleden kom vi tilbage fra en tur og skulle lige hente en pose. På afstand kunne jeg godt se, at husejeren gik og rev foran sin hæk, og ude midt på vejen lå pølleposen ...

Forsigtigt gik jeg hen og sagde dav. Og fortalte ham, at det altså var vores pøllepose, der nu lå ude på villavejen. Den gode villaejer fortalte, at han jo i forvejen syntes, det var sindsygt irriterende, at folk bare lod deres hunde skide foran hans hæk. Og det gør de. Der ligger altid mindst en hundelort på netop stykket foran hans hus. Nu var der så ovenikøbet en, der havde efterladt hundelorten i en pose! Det var han godt nok blevet gal over.

Jeg fortalte ham så, at det gjorde jeg faktisk tit, og så hentede jeg altid pølleposen på hjemvejen. Heldigvis kunne han godt godkende netop det arrangement. Hvilket jo sådan set også var langt at foretrække for ham. Og vi aftalte, at jeg fremover blot skulle sætte pølleposen ved lygtepælen, for så kunne han jo se, at det bare var mig (og Kamelen) der havde været forbi.

Så langt så godt.

Men i forgårs, henne på det lille stykke offentlig sti, der forbinder vores vej med den næste, dér satte jeg en pose.

Og da vi kom tilbage var den væk!

Som i helt væk. Jeg gik endda frem og tilbage to gange. Men den var der ikke. Sært tilfælde syntes jeg. For hvem i alverden finder på at fjerne en pøllepose fra et lille stykke offentlig sti? Der er ikke bare blevet ryddet op sådan generelt, for der ligger stadig tomme dåser og andet godt og flyder.

Et kort øjeblik blev jeg ramt af paranoia og tænke, at nogen nok havde observeret os og derefter var skredet til arrig selvtægt. Så jeg åbnede forsigtigt vores postkasse og forventede halv om halvt at finde pølleposen. Men nej, heldigvis ingen pøllepose der.

Så nu er det bare sært. På den sære måde.

Og hvis nogen kender forklaringen, er jeg ikke sikker på, at jeg vil høre den.