Kamelen skal jo luftes. Det er der ikke noget nyt i. Så vi traver troligt afsted. I nabolaget og i de nærtliggende småskove.
Men eftersom dagslyset er hastigt svindende, bliver det til færre og færre skovture.
For det første er jeg lidt af en kylling, hvad angår skovture i tusmørke. Kamelen skal nok holde eventuelle bøhmænd væk, men jeg slapper alligevel ikke ordentligt af. For det andet kan jeg ikke se, hvad jeg træder på eller i. Hverken skovsnegle eller vandpytter. Og for det tredie kan jeg ikke se, hvad Kamelen stikker sin nysgerrige snude i.
Og der er nok at stikke snuden i. Foruden alle de andre mærkværdigheder er der i øjeblikket et hav af forskellige svampe. Blandt mange andre er der virkeligt mange røde fluesvampe. Jeg tror faktisk ikke, jeg har set så mange før. Men det kan muligvis hænge sammen med, at jeg ikke tidligere har gået så meget i skovene? Anyway, selv om Kamelen er majet klog og selvfølgelig ikke finder på den slags (og så glemmer vi lige alt om lupiner), så er jeg alligevel ikke helt tryg ved tanken om, at hun potentielt kan gå og mæske sig i røde fluesvampe i ly af mørket.
Altså må flere af vores ture være nabolagsture på fortove eller oplyste stier.
Det er faktisk også ganske fint.
I hvert fald for en, der er så nysgerrig som jeg.
Før vi fik Kamelen, vidste jeg ikke ret meget om vores nabolag. Vi har jo heller ikke boet her mere end 6-7 år. Nu kender jeg de fleste veje. Stikveje og smutveje. Og stierne på tværs, bag om villavejene og gennem de grønne områder.
Ikke desto mindre kan jeg stadig overraskes over, hvordan stisystemerne hænger sammen. Hvordan man ved at gå bagom kan komme fra område A til område B og pludselig opdage et helt 'nyt' ben på en vej. Der går ikke en uge, uden at jeg kommer hjem og fortæller Gemalen om mine nye 'fund'.
Dertil kommer så alt det, man oplever, når man ikke går og ser ned i fliserne, men lystigt kigger ind i folks indkørsler og haver. Det der med at kigge ind gennem vinduerne er vi ikke helt kommet til endnu, men det lyder bedre i overskriften.
Først og fremmest ved både Kamelen og jeg, hvem der har hund. Om de er store eller små. Søde eller dumme og aggressivt gøende. Og når der i gennem længere tid mangler en hund på de sædvanlig ruter, bliver vi lidt bekymrede. Er den syg, flyttet eller kommet af dage? Forleden stod forklaringen på den store, sorte bamsehunds forsvinden i form af et til salg-skilt i forhaven til bamsehundens hus. Nu skal vi så bare finde ud af, hvorfor vi ikke har set den rare, gamle brune labrador med det indlysende navn Bruno siden først på sommeren?
Og der er pæne, velholdte haver. Almindelige haver og decideret misligholdte haver. Haver, hvor alt er snorlige, trimmet og klippet perfekt. Og haver, hvor man dårligt ville turde vove sig ind af skræk for at falde over ting glemt og gemt i græsset. Der er haver med høns, og så er der haver, der slet ikke er haver, men bare et goldt fliselandskab og en plæne med hæk udenom.
Indkørslerne er fyldt med biler og cykler, barnevogne og legetøj. Og i carportene hænger sengetøjet til tørre og afslører, om beboerne er retro-hippe eller bare har en svigermor med dårlig smag.
Postkasserne havde jeg ikke ofret mange blikke. Ikke før den dag, hvor jeg pludselig kunne se, at der manglede et navn på en postkasse. Der havde været to. Nu stod kun mandens tilbage. Måske forklaringen på det snigende forfald, der var begyndt at præge ejendommen hen over sommeren.
***
Det bliver også godt, når der lige straks kommer lys i vinduerne.
Nu håber jeg bare, at folk ikke trækker for ...
 |
| Hvem har taget en bid? |
18 kommentarer:
Ha ha ha, jeg fornemmer da helt klart en lille føljeton undervejs her:) Kan ikke vente til at høre, hvad der gemmer sig bag vinduerne med eller uden gardiner:) Måske jeg skulle overveje en hund og lade manden lufte den. Så kan han komme hjem og berette om nabolaget til mig:)
Mette: Hm, det er nu ikke helt sikkert. Med mindre selvfølgelig, at jeg oplever noget voldsomt interessant ;-) Man ved helt klart mere, om hvad der foregår i ens nabolag, når man har hund. Sådan er det bare.
man kan lett bli litt "snytt" når for mange trekker for vinduene (vi alle fall føle seg litt snytt).
Hodelykt er tingen når man vandrer i mørket med dyr- de koster ikke allverden og er kjekke ikke bare som hundeluftelys.
Våre er plukket frem for sesongen :)
Om Kamelen hadde synes du så underlig ut, med lykt i pannen er en helt annen skål :)
Klem
Hahahaaaaa hvor morsomt og godt skrevet.
Ja man oplever virkelig meget når man får hund, ens horisont bliver i den grad udvidet, og samtidig kommer man jo også til at snakke med en masse mennesker, man ikke engang nikkede til "før vi fik hund".. :-)
Mormor: Ja, man kan føle sig lidt snydt ;-) Jeg er ikke meget for pandelamper. Synes lyset 'hopper' alt for meget, og kontrasten fra lyskeglen til omgivelserne bliver så stor, at alt uden for keglen bliver kulsort. Men måske kan jeg vænne mig til dem? Klem tilbage.
Inge: Tak :-) Ja, det er simpelthen forbløffende, hvordan en hund fuldstændigt legitimere at tiltale fremmede. Fremmede, som hvis de bor i nabolaget, pludselig bliver nogen, man hilser på, både med og uden hund.
Du har et godt øje for de små detaljer i hverdagen :-)
Mødte engang en politimand, der sagde... hvis man skal opklare en forbrydelse i et lokalområde så er der to person-typer man skal tale med. Taxachaufførerne og hundelufterne. Især de sidste er interessante fordi de går de samme ture, på samme tider og ser alle forandringerne, hvilket dit indlæg så glimrende beviser.
Og kors hvor jeg kender det...
Tak for et meget underholdende indlæg :-)
Det er nemlig sjovt at gå og studere de store forskelligheder, der er i et næsten hvilket som helst kvarter, og du er helt klart en virkelig god iagttager. Og derfor nok også et godt vidne, som Overleveren er inde på.
Der er nok lidt af en lurer i os alle sammen - jeg kan også godt lide at gå tur i mørke ;-) - men absolut heller ikke i skove! Mørke skove er nærmest en fobi hos hos mig; det har 18 år i Sverige ikke ændret en pind på.
Der er vist gået lidt af en detektiv tabt i dig, så observant, som du er ;-) Jeg går også tur hver dag - dog uden hund - og man lægger faktisk mærke til mange ting på sin vej, når man sådan trasker afsted :-)
Jeg er så meget med på den dér! Måske er det ikke en sø vi skal frekventere. Måske skal vi vente til tusmørket og kigge på byen når lyset er tændt i vinduerne. Det er det allerbedste ved at det bliver mørkere tidligere ;)
Lene: det er jo tit dem, der er de sjove :-)
Overlever: Tjah, det er nok meget rigtigt. Men jeg vil nu håbe, at jeg aldrig kommer til at skulle efterprøve den teori i praksis :-)
Ellen: Det er nemlig ret sjovt, hvordan et tilsyneladende ret homogent kvarter godt kan rumme store forskelligheder, hvis man kigger efter. Jeg er ikke sikker på, om jeg vil være noget godt vidne, for selv om jeg ser detaljerne, så husker jeg ikke - som min far - i billeder. Så det er slet ikke sikkert, jeg ville kunne genkalde mig, hvad jeg har set. Nå, det er ikke kun mig, der synes, mørke skove er lidt luskede ;-)
Randi: Hehe, det tror jeg altså ikke. Trods alt. Som skrevet i kommentaren til Ellen husker jeg ikke i billeder. Men ja, man ser meget på sine gåture. Du har dog det handicap, at du ikke så godt kan stoppe op og bare stå og glo, når du ikke har en hund, der lige skal tisse eller snuse til et eller andet ;-)
Liv: Hehe, det ville måske blive en anelse suspekt, hvis vi ikke kan få Kamelen til at stå stille de - for os - interessante steder ;-)
haha! kender det godt ! har også en gemal som somme tider sidder med løftede øjenbryn når jeg fortæller om mine "opdagelser" efter aftenens luftetur. Også det med at lufte hvor der er mørkt - kan give en vis udfordring når man skal i gang med høm-høm posen ( famle-famle..)
Monica: Haha, er du også sådan en, der kommer hjem og fortæller spøjse ting :-) Åh ja, hømhøm-poser (deres indhold især) og mørke er en virkelig dårlig kombination!
Ha ha. Det er fordelen ved efteråret. Det bliver tidligere mørkt og folk tænder lys, men de trækker først for senere på aftenen.
Det er en oplevelse at gå tur, med eller uden hund, hvis man har øjnene med sig. Jeg indrømmer dog, at jeg så meget mere, da ungerne skulle indlæres i at gå/køre med aviser og reklamer. Der kom vi helt ind i folks haver. Det gjorde vi i hvert fald dengang. I dag er er postkasserne flyttet ud til vejen, som loven påkræver.
Jeg tænker ind imellem på disse tider, når der var noget jeg kunne tænke mig at se lidt nærmere på, men nu ikke mere har et lovligt ærinde.
Laika: Ja, heldigvis er der (nogle få) fordele ved efteråret :-)
Pia: Haha, hvor fint at du kunne gå med ungerne ud og dele aviser ud og så liige få din nysgerrighed styret samtidig ;-) Ærgerligt, at den mulighed ikke rigtigt er til stede nu, hvor postkasserne sidder ude ved vejen.
Send en kommentar