Tågen lettede

Det var så endnu en weekend.

Den gik hurtigt.

Lørdag formiddag blev brugt på en dametur i byen. På Maddie-måden. Donnaen, Maddie og jeg. Ned i byen for at se på det almindelige lørdags-leben og klare et enkelt indkøb.

Det gik fint. Maddie synes stadig, det er lidt overvældende med de mange mennesker. Men hun er ved at lære det og ville gerne sidde stille og bare kigge, da jeg fandt en bænk lige over for den butik, hvor Donnaen ville ind og se på jakker. Vi fortsatte og mødte en italiensk trøffelhund. Sød og krøllet. Sådan en havde vi aldrig mødt før. Endsige vidst eksisterede. Og sådan bliver man så klog på alle mulige andre hunde, bare fordi man igen og igen og igen kommer til at tale med andre hundeejere, mens kræene skal hilse på hinanden.

Eftermiddagen gik med alt muligt og ingenting.

Og så blev det søndag.

Og ualmindelig tåget.

Hvilket var lidt uhensigtsmæssigt, da jeg havde trekvart aftale med mine forældre om at besøge dem, medbringende vovhund, til gåtur og eftermiddagskaffe i gårdhaven. Så en stor del af formiddagen gik med at ringe sammen og snakke tåge.

Først var det meget tåget både her og der, så vi aftalte at tales ved igen senere.

- Nu er tåget lettet, og det er det skønneste vejr, fortalte jeg min mor ved middagstid.

- Er det? Her er den faktisk kun blevet tykkere og tykkere. Vi kan slet ikke se skoven.

- Øv, men kan I så ikke komme herop, spurgte jeg.

- Vi vil jo helst ikke ud at køre, når det er så tåget, sagde min mor. Men hvis vejret bliver bedre, så vil vi gerne komme.

- Jamen, så var det jo meningen, at vi skulle komme ned til jer ...

Heldigvis lettede tågen også i det sydjyske. Ellers havde vi sikkert ævlet frem og tilbage endnu. 

Vel ankommet ville vi gerne ud at gå en lille tur, så Maddie kunne få gjort dit og eventuelt dat og iøvrigt bruge lidt krudt.

- Altså, hvis vi går ned mod skoven, kan vi jo nok ikke undgå at møde andre hunde, sagde min mor lidt ængsteligt, og var vist allerede i gang med at planlægge en alternativ rute.

- Det er da fint. Jo flere jo bedre, mente jeg, mens min mor så skeptisk ud.

Ganske rigtigt havde vi dårligt nok forladt haven, før min mor fik øje på den første hund.

- Ja, nu er der allerede én, sagde hun og så ganske perpleks ud, mens hun pegede på en gravhund, der var med sine golfspillende mennesker ude i det gode vejr.

Maddie og gravhund hilste pænt på hinanden, og da min mor stadig virkede usikker på, hvad der kunne ske, meddelte gravhundens ejer tørt:

- Bare rolig, den lader sig ikke æde.

Og det gjorde den da heller ikke. Den lille hund var ikke det mindste bange for den knap tre gange større hvalp, der på sin side havde behørig respekt for den meget ældre hund.

Efter færdigt snuseri kunne vi traske videre og hjem igen uden epokegørende oplevelser.

Nu var vejret så godt, at vi kunne drikke vores eftermiddagskaffe i det fri og endda smide overtøjet. Maddie fik lov at drikke vand af det i dagens anledning afvaskede fuglebad og fik så sit håndklæde til at ligge på. Men helt slappe af kunne hun nu ikke, for der var alt for meget at kigge på og snuse til. Og det for Maddie helt nye fænomen insekter! var så interessant, at hun igen og igen måtte afsted for at forsøge at fange en flue, kigge på en bille eller sætte snuden på en edderkop, der intetanende spadserede hen over en solvarm mur.

Efterhånden var det ved at være tid på at køre hjem igen, men den generelle uro hos den firpotede foranledigede endnu en t(r)issetur.

Min mor gik med og fik straks øje på en stor, sort hund. Som viste sig at være for det første ikke særligt stor, for det andet i snor, for det tredie så fredelig, at den pænt lagde sig ned og afventede vores møde.

Da vi således endnu en gang havde 'overlevet' et møde med en fremmed hund, var jeg nødt til at vide, hvorfor min mor dog troede, det ville være så skrækkeligt. Og så viste det sig, at det var helt tilbage fra hendes barndom, hvor ethvert møde mellem familiens bindegale møghund og fremmede hunde havde været et stort cirkus med risiko for slagsmål.

Men dengang var jo dengang, og verdenskrig og hunde, der var opdraget til at være aggressive over for alt og alle uden for den nærmeste familie. Mens nu er nu, og langt de fleste hunde søde og rare. Som min mor jo selv kunne se. Og det kunne hun så godt, den indre tåge lettede, og hun sænkede skuldrene til normalt niveau.

Hvorefter vi traskede tilbage og sagde farvel. Maddie blev læsset ind i bilen og snorkboblede hele vejen hjem til det midtjyske.

Weekenden var gået.

Glemte at tage billeder. I stedet er her et af Maddie som bold-ekvilibrist.
Nej, billedet er ikke arrangeret. Så ville jeg have rettet på voksdugen.

PS: Og Liv, jeg har ikke glemt min regnbue-forpligtelse :-)