Swiishj - swiishj - farligt!

På hvalpesocialiseringskurset bliver vi belært om, hvor vigtigt det er, at vores respektive hvalpe får lov at opleve så meget som muligt, så de bliver trygge, robuste hunde og lærer at færdes i verden uden skræk for både dit og dat.

Hvad dit og dat præcis er, kan være svært at vide eller bare gætte, sagde hundeinstruktøren og fortalte en grinagtig historie om, hvordan hun selv havde stået og klappet en postkasse for at overbevise sin egen mops om, at den - altså postkassen - var rimeligt ufarlig.

Men man kan jo gøre sit bedste. Bruge sin fantasi eller følge hundeinstruktørens alenlange liste. Eller gøre lidt af hvert.

Det gør vi så. Maddie og jeg. Og Donnaen, når hun ellers kan gå på sine ben.

Og Maddie er allerede blevet meget modigere. I begyndelsen måtte hun sætte sig ned på fortovet hver eneste gang, der kom en bil forbi på villavejen. Nu går hun fint langs ringvejen, mens trafikken suser forbi. Og hun lader sig ikke kyse, når de tunge lastbiler må skifte gear lige ud for hende på vej op ad bakken, når vi skal over til dyrlægen.

Hun har kigget på traktorer og rendegravere, og forleden lykkedes det os at finde en virkelig heftigt larmende traktor ovre i skoven. En skovarbejder var ved at jævne skovstier, og det foregik ved at raspe eller fræse alle ujævnhederne ned. Og det larmede, så det kunne høres langt, langt væk.

Jeg havde forventet, at Maddie ville blive bange, men det gjorde hun ikke. Hun var bestemt opmærksom på, hvad der foregik. Men ikke bange. Og da traktoren havde passeret, lugtede den gennemraspede jord så dejligt, at Maddie fornøjet traskede afsted i traktorens spor. Dygtig hund!

Til gengæld er cykler lidt underlige. De kommer snigende og passerer lige pludselig med et næsten lydløst swiisjh-swiisjh. Måske er de lidt farlige, måske skulle man prøve at fange dem?

Og mennesker er sære. Især dem uden hund, for det er helt uforudsigeligt, hvem der vil snakke med en sød hundehvalp og hvem, der er ligeglade. Til gengæld er folk med hund ret nemme at aflæse. Nogle får overordentligt travlt med at få styr på deres kræ og hale dem uden for rækkevidde. Andre vil gerne snakke, både de to- og firbenede. 

I forhold til mennesker er det mest overraskende, at Maddie ser deres potentielle farlighed som omvendt proportional med deres størrelse. Da vi således mødte vejens søde dagplejemor på tur med fire små flyverdragtklædte unger, var det så stærk en oplevelse, at Maddie var nødt til at placere sig sikkert bag benene på mig. Det havde jeg ikke lige forudset, men måske er det flyverdragternes swiisjh-swiisjh, der virker farlig?

På hjemmebane er der også stor forskel på farligt og ikke farligt. Skovlen er farlig, mens løvriven er sjov og indbyder til leg. Hvilket, Fruen så til gengæld synes, er ret irriterende. Og indendørs er de fleste hvidevarer totalt ufarlige, mens støvsugeren kræver et vågent øje, så man trods alt ikke risikerer at sidde i det forkerte hjørne, når den nærmer sig.

Og så var der lige, da Maddie var fulgt med ud på badeværelset, da Fruen skulle i bad, og blev skræmt fra vid og sans, da Fruen bagefter uforvarende tog skraberen for at fjerne det sidste vand fra brusenichen.

Swiisjh-swiishj. Farligt!