Torsdag til dans gik det helt galt, og Donnaen kunne dårligt humpe ud til bilen bagefter.
Efter en opringning til vagtlægen blev Donnaen fyldt med en upassende stor mængde smertestillende piller og sendt i seng.
Næste dag gik turen til egen læge, der dog valgte at sende Donnaen videre til byens akutklinik.
Her parkerede vi en anelse - ahem - uordotokst og skyndte os ind for at melde Donnaens ankomst. Og så snart det var gjort og Donnaen anbragt i venteværelset, styrtede jeg afsted for at flytte bilen, inden andre gjorde det for mig. Og spænede tilbage, så Donnaen ikke ville blive 'bortført' til undersøgelse uden mig.
Det skulle dog vise sig, at mit hastværk var ganske spild af krudt. Og at akut var et mere elastisk begreb, end jeg lige havde forestillet mig. For Donnaen sad, hvor jeg havde forladt hende, og der blev hun så siddende - kun afbrudt af et par ture ud på toilettet - i fire, FIRE! timer.
Det var ellers ikke fordi, venteværelset virkede særligt overbefolket, da vi kom. Der sad godt nok nogle stykker, men de fleste skulle bare have taget blodprøver og forsvandt igen, og så kunne vi ret hurtigt se, at der reelt kun sad tre patienter før os.
Det var til at overskue. Mente vi. Naivt.
Alligevel skete der ikke ret meget. Patienterne før os blev ved med at sidde og vente lige som os. En pårørende gik ud og forhørte sig, men kom tilbage med et skuldertræk.
En ældre dame kom ind. Hun var faldet og havde slået både knæ, hånd og ansigt. En mor kom bærende med en lille dreng, der måske havde brækket benet.
Og så skete der ikke mere. Både Donnaen og jeg var sultne, og der blev indkøbt muffins og kildevand fra kiosken. En overhørt samtale mellem andre pårørende gjorde, at Fruen på trods af manglende frokost nægtede at købe håndsmurte boller eller smørrebrød.
Fruens tålmodighed var nu ved at blive lidt tyndslidt, så hun gik ud og rekognoscerede.
Jo, Donnaen var inde i systemet. Det ville tage lidt tid. Der var travlt, og der kom hele tiden nye patienter ind, som var mere akutte end Donnaen. Derfor var der nu var fire-fem patienter før hende.
Det surmulede Donnaen lidt over. Det var okay, hvis den lille dreng blev tilset før hende, men de andre kunne ærlig talt godt vente.
Et par pårørende kom ind uden patient (han lå i en seng ude på gangen). En far kom ind med en lille gut, der havde slået hagen.
Og så skete der ikke mere. I lang tid.
Alle blev mere og mere utålmodige. Og efter at samtlige pårørende havde været ude hos sygeplejerskerne og markere deres utålmodighed mindst to gange hver, kom en sygeplejerske pludselig ind i venteværelset og undskyldte, at der gik så lang tid, at der altså var frygtelig travlt, men at alle selvfølgelig nok skulle blive tilset.
Tak, det havde vi sådan set også regnet med ...
Samtidig gik der faktisk hul på bylden.
Og til sidst - oh mirakel - blev også Donnaen kaldt ind til undersøgelse. En stakkels, forjaget læge undskyldte behørigt, så på Donnaens ben. Trykkede lidt og vrikkede lidt. Og blev så beepet ud til noget andet.
Et kvarter senere kom han tilbage og sagde, at han havde talt med en bagvagt, og de var enige om, at der givetvis ikke var noget alvorligt i vejen med Donnaens knæ. Overanstrengelse og deraffølgende inflammation. Derfor støttebind og krykker til de første dage. Tjek om ti dage, farvel og tak.
Godt så.
Eller faktisk ikke særlig godt. For selv om jeg er fuld af forståelse for, at patienter med mindre skrammer må vente, hvis der er andre patienter med alvorligere skader, så kan jeg altså ikke forstå, hvorfor man ikke allerede ved ankomsten kan blive gjort opmærksom på, at det hele altså ser lidt broget ud, og at man godt kan indstille sig på at skulle vente i mindst en time. En time, der kunne være brugt på indkøb af frokost og til hentning af bøger, Ipad, ørebøffer eller andet til fordrivelse af ventetiden.
Og en løbende opdatering. For hvorfor skal det holdes hemmeligt, at man rykker ned på ventelisten i stedet for op. Hvorfor kan man ikke bare hænge en monitor op, så man selv kan følge med, i stedet for at skulle plage sygeplejerskerne, der alligevel kun svarer undvigende.
Hvorfor er der ikke lige nogen, der trimmer det system? Bare en lille smule.
Tak.
13 kommentarer:
Det er simpelthen organiseret spild af alles tid..
En veninde og jeg havde stort set samme oplevelse sidste år på Helsingør sygehus' akutklinik.
Ingen information, ingen system i ventelisten og ingen anede hvad der foregik, hvornår og hvorfor..
Jeg var tæt på at ramme loftet et par gange undervejs, og endte med at blive sendt ud til afkøling, lige efter at jeg havde udtrykt min uforbeholdne mening om, hvor god plads til forbedring, jeg mente der var.. :-)
Ej, hvor træls for jer men selvfølgelig godt hun i det mindste blev undersøgt, trods den lange ventetid. God bedring med hende.
Inge: Er du sikker? Jeg syntes, at ikke en gang dét forekom særlig organiseret ;-)
Mette: Ja, møg træls. Ikke så meget fordi vi skulle vente, men fordi vi ingen ting kunne få at vide. Tak :-)
Jeg kunne forestille mig, at en ganske kort orientering til folk, der sad og ventede og ventede var givet godt ud...
God bedring med Donnaen :-)
God bedring med hende :o)
(link i første kommentar, fik du den?)
Kan godt kende beskrivelsen. Jeg var med min mor på skadestuen sidste år - hun havde fået en blodprop i benet, og så er det altså dér, man skal hen - og selv om det måske ikke var det mest smarte at sidde på en hård stol i flere timer med sådan et ben, så var det det, vi kom til. Det var lidt hårdt for min mor... ;-)
Vorherrebevares! Man må atter en gang konstatere, at det kræver et godt helbred at være syg.
Den slags er simpelthen bare overhovedet ikke i orden. Punktum.
Og at kalde det noget med 'akut' er altså at gøre grin med folk.
Der kan sagtens optimeres på landets skadestuer og akutklinikker - det kan vi sagtens blive enige om. Men på den anden side er vi jo altså nødt til at erkende at alles skader føles alvorlige end alle de andres og at det er godt at nogen har overblikket. Men hvis vi føler de mister det - så begynder vi at mangle lidt tiltro til systemet.
Jeg tror bare læren skal være (og det er så osse min egen erfaring fra et besøg på en tilsvarende klinik for ikke mange uger siden) at man indstiller sig på forhånd på at der er meget ventetid og derfor tager sig tid til at fouragere og hente tidsfordriv på hjemadressen - med mindre at ens skader lige frem er livstruende, hvad et skadet knæ jo ikke er selvom det føles alvorligt nok i situationen.
Kisser: Ja, præcis! Det ville gøre hele forskellen. Tak :-)
Liv: Tak :-) Og ja tak, jeg fik dit link om at kommentere vores oplevelse på rette sted. Det vil jeg absolut overveje :-)
Mia: Øv, din historie synes jeg så virker meget værre. For det virker jo helt idiotisk at lade din mor sidde på en hård stol med en blodprop i benet. Man kunne da i det mindste have givet hende en seng at ligge og vente i. Gys altså!
Ellen: Nemlig. Punktum. Ja, det der 'akut' virker temmelig latterligt, når man har siddet og ventet i flere timer. Det ville være bedre at kalde det for 'afdelingen for mindre alvorlige og ikke specielt akutte skrammer, som der dog skal ses på' ;-)
Overlever: Jeg havde egentlig indtryk af, at 'de' nok vidste, hvad de gjorde inde bagved. Men også, at de var håbløst underbemandede - og åbenbart ikke havde mulighed for at kalde flere folk ind. Og så kan man jo godt blive lidt bekymret for, om man overhovedet bliver undersøgt ordentligt... Men det er altså den manglende information, der får mig op i det røde felt og ikke det, at jeg/vi skal vente. Og det undrer mig virkelig, at man ikke kan informere bedre, både ved ankomst og løbende. På en akutklinik får man jo fx ikke alvorlige trafikuheld ind, som ellers kan vælte enhver planlægning. Og ja, du har nok ret i, at man er nødt til at lære at tage sine egne forholdsregler og bevæbne sig med mad, læsestof og anden underholdning - og altså masser af tålmodighed.
Hvor er det godt, at der ikke er noget alvorligt galt med hendes knæ.
Fire timer er sørme lang tid at vente. Hvis jeg tager på hospital/skadestue, har jeg altid musik, iPad, e-bog og andet med, for jeg ved på forhånd, at ventetiden kan være lang. Så kan jeg da bare sidde der og vente, mens jeg spiller et slag Wordfeud eller læser, og så føles ventetiden ikke så lang.
Stegemüller: Ja, det håber vi, at der ikke er. Donnaen klager sig stadig lidt, og lægen var altså meget fortravlet, så ... Vi havde slet ikke regnet med at skulle afsted til akutklinikken efter lægebesøget. Havde vi vist det, havde vi udstyret os med underholdning og mad hjemmefra. Fejlen var så, at vi ikke kørte hjem efter lægebesøget og hentede det, inden vi tog videre. Det gør vi næste gang :-)
Send en kommentar