LEAN i brunkager

Gemalen skulle igen afsted med sin mountainbike. Jeg havde egentlig mumlet noget om at tage med og køre til et julemarked i nærheden, men gad alligevel ikke rigtigt, da det virkede hundekoldt. Og Donnaen gad da slet ikke, så jeg blev hjemme og lovede at bage brunkager imens.

Det viste sig så, at Donnaen godt gad en tur i byen for at købe julegaver, så vi susede afsted og fik da også klaret nogle få gaver. Men da det virkelig var præcis så pivkoldt, som jeg havde fornemmet tidligere, gik gassen ret hurtigt af ballonen, og vi skyndte os hjem igen.

Og mens Donnaen pakkede julegaver ind, gik jeg i krig med brunkagerne.

Det gik skam fint.

Men det kommer hvert år bag på mig, hvor superkoncentreret og effektiv, jeg skal være for at følge med ovnen og få det hele til at gå op i en højere enhed. På samme måde tænker jeg hvert år, at det må jeg altså huske til næste år, så jeg ikke styrter febrilsk rundt om mig selv.

Jeg burde virkelig have en LEAN-ekspert til at strømline mine rutiner.

For eksempel kunne jeg jo med fordel skære alle dejpølserne ud på forhånd. Men gør jeg det? Nix, jeg smækker den første plade i ovnen, så snart den er fyldt.

Og så går den vilde jagt derfra. For jeg kan dårligt nok nå at fylde den næste plade, før den første skal ud. Og når nummer to plade skal ud, skal nummer tre plade helst være klar. Men det vigtigste er i virkeligheden, at bageristen er tom, så kagerne kan komme af pladen, mens de stadig er en lille smule bøjelige og ikke splintrer i tusind stykker, når jeg rammer dem med paletten.

Det meste er selvfølgelig rutine. Som jeg aldrig opnår at få. For jeg bager stort set kun småkager til jul og ellers ikke. Derfor kan jeg bare lige følge med, så længe alt går fuldstændig planmæssigt.

Det gør det bare ikke. Går planmæssigt altså. Hvis jeg ikke kan skære brunkagepølserne ud i pæne skiver, men skal bruge tid på at samle hver enkel brunkage af to eller flere dej-brikker, så begynder det altså at skride. For ovnen stopper jo ikke bare fordi, jeg ikke kan følge med.

Og da jeg ikke har øjne i nakken, er der overhængende fare for brændte brunkager. Især fordi jeg glemmer at kigge i ovnen, når jeg koncentrerer mig om de drilske pølser.

Så vågner jeg pludselig op, kigger i ovnen, og kagerne kunne med fordel have været ude 20 sekunder tidligere, men er stadigvæk fine, hvis de bare kommer ud NU. Hvorefter jeg konstaterer, at grillhandskerne igen ligger i den forkerte ende af køkkenet. Som - bevares -ikke er stort som en balsal, men nok kun fire-fem skridt langt. Men frem og tilbage er det hele otte-ti skridt - og kritisk i forhold til svedne brunkager.

Bedre bliver det så heller ikke af en ovn, som kun bager næsten jævnt. I det bagerste højre hjørne ligger der derfor altid mindst én brunkage, der har fået lige rigeligt. Men pyt, de blev lagt fra på en tallerken til Gemalen, som sagtens kunne spise både dem og mange flere, da han kom hjem igen.

Og nu har jeg lagt dej til pebernødder. De er heldigvis lidt nemmere at have med at gøre.

Rimeligt vellykkede brunkager.