mandag den 23. december 2013

Jule-time out


Den nærmer sig.

Julen altså.

Vi er nogenlunde med, og det vi ikke når, det når vi altså ikke.

Resten skrider nogenlunde planmæssigt fremad. Risengrøden er kogt.  Jeg har smuttet og hakket mandler. Rødkålen er færdig. Om lidt skal der koges kartofler til brune kartofler, og efter det , så.. . Eller øh, det er nu nok smartere at få gang i gåse-indmaden til fond til sovs først og så tage kartoflerne, mens det andet står og simrer. Så sådan må det blive.

Men lige nu bager jeg pebernødder. For anden gang. Første portion rakte kun frem til den 20. december, så Gemalen har gået rundt og vansmægtet i cirka halvandet døgn nu. Hvad han også højlydt har gjort opmærksom på... Altså må der en ny portion til. Det er jo heller ikke den helt store overraskelse, for sådan har det været i flere år. At der har måttet bages en omgang mere. Enten allerede før juleaften eller mellem jul og nytår. De nu også ret gode, de pebernødder. Der er ganske vist også dem, der slet ikke bryder sig om dem. Men det er bare fordi staklerne ikke helt har forstået konceptet PEBERnødder. Der skal jo for pokker peber i pebernødder.

Gemalen er omsider ved at sætte lyskæder op. Han har valgt dem med istap-effekt, som jeg mildest talt ikke er særlig vild med, men som Donnaen synes er vældig flotte. Sidste år fik jeg min vilje. Det gør jeg så ikke i år.

Juletræet ligger stadig udenfor.

Fordi det skal det. Det kommer først ind juleaftensdag. I år ville jeg nu godt have haft et smugkig, så der eventuelt ville være tid til en plan B, hvis det ser alt for mystisk ud. Og i år er jeg altså lidt bekymret.

Vi har de sidste mange år hentet vores juletræ hos et elskeligt ældre ægtepar, der bor lidt uden for byen. De sidste to-tre år har vi - og de - hvert år snakket om, at deres træer var ved at blive for høje. Og allerede sidste år fældede vi - med ægteparrets velsignelse vel at mærke - et træ, der var flere meter for højt og kappede så bunden af. I år havde ægteparret slet ikke juletræs-skiltet sat op ude ved vejen, men da vi troppede op, fik vi alligevel lov at prøve at finde et træ med en passende top.

Det gjorde vi så. Prøvede, altså. For da Gemalen havde fældet cirka ti meter grantræ, så toppen altså lidt ret meget anderledes ud på tæt hold. Men vi kunne jo ikke bare fælde et til og et til, til vi fandt en passende top, så vi tog selvfølgelig vores træ. Og må så nok konstatere, at det var sidste gang, vi hentede juletræ på det sted. Ret trist faktisk, for det har altid været så hyggeligt, og vi er hver gang kørt derfra glade helt ned i maven.

Og det er så det.

Er der noget, jeg har glemt?

Sikkert. Det ved jeg meget mere om juledag.

Ind til da er der jule-time out.

Rigtig glædelig jul!

Pebernødder fra første omgang.
Læg lige mærke til det sene tidspunkt.
Det er hårdt at holde jul ...

14 kommentarer:

Inge sagde ...

Jamen selvfølgelig skal der ægte peber i pebernødder, det har jeg da selv hørt nogen synge om.. :-)
Rigtig god jul hos jer.

Anonym sagde ...

Rigtig glædelig jul til dig og din familie!

Randi

Kisser sagde ...

Glædelig jul til dig og dine her fra Køge :-)

NonnasBlog sagde ...

Glædelig jul til dig og din familie !

@ sagde ...

Glædelig jul ♥

Rejen sagde ...

Håber at træet er andvendeligt og så ønskes I en rigtig glædelig jul, med masser af hygge, god mad og pebernødder. ;-D

overleveren sagde ...

Det må være svært at vurdere toppen af et grantræ inden man får det fældet.... I må bare vedtage med jer selv at i år bliver det et juletræ med kunstnerisk frihedstrang ...


Der skal da peber i pebernødder... de skal smage af noget og ikke bare være nogle små hårde gnallinger, der smager af kydderkageblandingen fra brugsens pulverhylder.

Tina Liel sagde ...

Glædelig Jul til dig og familien♥ Bliver spændende at høre om hvordan træet virkelig ser ud. Men lidt ekstra pynt kan nok klare det ;-) Knus

Annemor sagde ...

Vakker og lykkelig jul.
Med nybakte pebernøtter.
Mormorklem :)

Johanne sagde ...

Det lyder ikke som om, du har glemt noget :-)
Du og dine ønskes en rigtig glædelig jul herfra.

Ellen sagde ...

Ja, der røg nok en tradition ... men I er velkomne til at komme og fælde et træ i vores svenske skov næste år - vi har dem i alle størrelser :-)
Hverken John eller englænderne lærer nogensinde at forstå, at et træ ser meget mindre ud ude i skoven, end det gør, når det kommer ind i stuen, så de kommer altid hjem med et, der er aaaalt for stort :-D
Rigtig god jul ønskes I her fra det svenske :-)

Mia Folkmann sagde ...

Ti hi, jeg er overbevist om, at jeres jul alligevel endte, som den skulle. God "bagjul" herfra... :-)

Pia sagde ...

Med jævne mellemrum bliver man tvunget til at skabe nye traditioner. Det kan være vemodigt, men ikke nødvendigvis dårligere af den grund.
Jeg håber I fik en dejlig jul og måske endda juler lidt endnu.

Fruen i Midten sagde ...

Kære Alle! Tak for jeres søde julehilsener :-) Vi havde en fin juleaften. Jeg havde ikke glemt noget, og træet var absolut acceptabelt. Maden smagte godt, gaverne var fine, og alt var såre vel :-)