Adventskrans - tjek, kalenderlys - tjek, brunkager - næsten tjek ...

Nu er vi lige pludselig flere dage inde i december.

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det gik til, og vi er da også allerede lidt bagefter. Lige nu - mens Bodil rusker i hvad som helst og smider sne efter sagesløse midtjyder - føles det nu rigtig fint endnu ikke at have fået de udendørs lyskæder op. Ligesom det også er godt nok, at granen stadig bare ligger i et par affaldssække og venter og ikke er sat pænt op i diverse krukker. Og vi skal nok nå det hele. Vi skal bare klare det hele på den halve tid lige op til jul. Hvor vi alle - oh mirakel - allerede går på juleferie fredag d. 20. december. At netop dét så også kan gå hen og blive en farlig sovepude, taler vi ikke om ...

Lidt har vi dog fået styr på. 

Lørdag formiddag efterlod Donnaen og jeg den fortsat forkølede Gemal på sofaen og kørte ned til mormor og morfar for traditionen tro at lave brunkagedej og adventskranse.

Mormor var - også traditionen tro - tyvstartet lidt med brunkagedejen. Hvilket gør, at jeg nok aldrig lærer at lave den selv, fordi jeg ikke får de første detaljer med. Og den er altså ret bøvlet, netop den brunkageopskrift. Men da det er Donnaens, forlængst afdøde, oldemors opskrift, kan det overhovedet ikke komme på tale at vælge en nemmere.

Så der smeltes smør i store mængder. Kommes sirup i. Og krydderier. Hakkede mandler, sukat og pomerans. Og potaske, som er en videnskab i sig selv. Røre, røre, røre. Så stå og svale af, mens vi spiser frokost og så mel i. Donnaen får lov at røre. Eller rettere; hun bliver bedt om at røre, for hun er nu stærkere end både sin mor og mormor.

Herefter bliver gryden med brunkagedejen sat ud i bryggerset og gran til adventskranse hentet ind i køkkenet.

Det er Donnaen og mormor, der binder, mens min rolle de seneste år er blevet reduceret til granklipper. Jeg kan også få lov at rydde op og feje grannåle op, mens mormor rigger an til den te, som vi da vist godt lige kan nå at få, inden brunkagedejen skal rulles i pølser.

Det skal helst ske på det helt rigtige tidspunkt. Dejen må ikke være for blød, men heller ikke så hård, at det kræver en trykluftshammer at få den ud af gryden. I år var vi meget tæt på det sidste. Vi havde alle ladet os distrahere af andre ting, og pludselig var der gået lidt for lang tid. Det lykkedes dog Donnaen at få dejen ud uden at brække hverken mormors grydeske eller paletkniv.

Det lykkedes også at rulle pølser ud, selv om dejen ikke var meget for at hænge ordentligt sammen. Men om det bliver til andet end smulder, når jeg begynder at skære i dem, ved jeg ikke endnu. Pølserne kan nemlig fint holde sig en uge eller mere og står derfor bare i kælderen og venter på en ledig stund.

Hvilket det har ligget lidt tungt med. Allerede søndag morgen vågnede jeg med fornemmelsen af, at der var noget, jeg havde glemt. Det viste sig 'bare' at være kalenderlyset. Som ellers var indkøbt tidligt i november, men alligevel stadig bare lå og ventede.

Ekstra slemt var det, fordi jeg i et anfald af ubetænksomhed havde købt et af de tykke lys, som det tager en krig at brænde ned. Så lyset blev hevet frem og bare stillet i en lille skål, godt proppet med køkkenrulle. Ikke kønt, men brugbart mens vi spiste morgenmad. Og så kunne vi da få gang i det, inden jeg lidt senere susede ud i haven i håb om at finde et eller andet dekorativt, jeg kunne putte i min dekoration.

Til min forbløffelse opdagede jeg i den forbindelse, at vi har kristtorn på matriklen. Oppe på min bakke, som ikke er have men bare et buskads med anarkistiske tendenser, står to småbitte buske. Uden røde bær ganske vist, men med fine blanke blade. Lige til at sakse og sætte i min dekoration.

På den måde lykkedes det at få både kalenderlys og adventskrans kørt i stilling nogenlunde til tiden. Brunkagerne bager jeg en af dagene, og så tager vi resten derfra ...

Ja, det er sne på terrassen, der
kan anes i baggrunden til højre. Øv!