Små frøer og store fisk

Gemalens cykelløb betød, at der ikke var mulighed for de helt store ekspeditioner hver dag.

Men mindre kunne også gøre det.

Små og nære udflugter.

Den allermindste gjaldt stedets øko-pool. Det var en lille fin dam med fine åkander, hvor man gerne måtte bade, hvis man ikke gad den konventionelle pool. Men receptionisten behøvede kun at sige 'watersnakes' en enkelt gang for at overbevise Donnaen og mig om, at det behøvede vi altså ikke at prøve. Til gengæld var det sjovt bare at gå derop og se på frøerne.  Indrømmet, det havde nok været endnu sjovere, hvis Donnaen kun havde været fire og ikke knap 14 år. Hun syntes, at moderen var en anelse åndsvag, men overgav sig dog alligevel og lod sig fascinere af frøerne.

Kom man gående lidt hurtigt, fortalte en række hurtige plop-plop om frøerne, der sprang så hurtigt i vandet, at vi knap nok nåede at se dem. Og i begyndelse kunne vi faktisk ikke se en eneste, men efterhånden lærte vi at sætte os ned på 'badebroen' og vente. Så var der pludselig mange. De kravlede op på åkandebladene og sad, så der og kiggede. Eller de havde siddet der hele tiden, uden at vi lagde mærke til dem. Gjorde vi så en pludselig bevægelse, fægtede med armene eller rejste os op, sprang frøerne lynhurtigt i vandet. Altså, bortset fra et par stykker, der bare sad og dovnede. Og det kunne vi jo ikke have. Så vi var simpelthen nødt til at plukke et langt aks og så forsøgsvis først vifte lidt med det i retning af de dovne frøer og til sidst stikke lidt til - nej, ikke til frøerne; sådan er vi ikke - men til åkanden, de sad på. Og så måtte selv den dovneste frø overgive sig og plumpe i vandet.

En dag var Donnaen og jeg ude at gå i området bag 'vores' resort. Der lå forskellige landejendomme, hvoraf nogle så virkeligt usle ud, og andre var mere velholdte. Der gik masser af får,og en enkelt gik ude på vejen. Da vi nærmede os, var det dog godt klar over, hvor det hørte til og møvede sig skyndsomt tilbage gennem det hul i hegnet, det var kommet ud af. Så stod det der på den rigtige side af indhegningen og så uskyldigt ud, men det varede nok kun, til vi vendte ryggen til.

Vi inspicerede også korkege, som voksede rigtigt mange steder. Jeg aner ikke, hvad man gør ved barken, men noget radikalt må man gøre, for det føltes som ret almindelig bark at røre ved og overhovedet ikke som prop-materiale. Til gengæld var det nemt at se, hvor meget bark, man kan høste, da mange korkege stod med bark i to nuancer. Mørk eller rødlig forneden, hvor der var afbarket, og mere grå længere oppe. Der var skrevet tal på de allerfleste træer, og vi undrede os lidt, indtil Donnaen kom med den indlysende forklaring: Det var selvfølgelig årstallet for sidste høst eller afbarkning.

Og så er lokale supermarkeder altid et hit, når vi er på ferie. Selv om vi var langt ude på landet, var der jo alligevel et kæmpestort supermarked i den næst-nærmeste by. Hvor vi brugte lang tid på at kigge på brød og kager, på slagterafdelingen og ikke mindst på afdelingen for fisk og skaldyr. 

For provinsjyder som os er det simpelthen mageløst, hvad man kan købe i sådan en fiskeafdeling i et udenlandsk supermarked. Så vi glor på skaldyr og krabber, snegle og blæksprutter, og små og kæmpestore fisk. En særlig attraktion var nogle drabelige hav-monstre på is i en montre for sig. Nogle aflange (som ål?) bæster med de mest morderiske tænder jeg længe har set. Måske var de en speciel delikatesse. Måske bare en fisk, portugisere spiser hver torsdag? Jeg aner det ikke, for min viden om fisk er endnu mindre end min viden om ørne. Det vil sige nærmest i minus. Efter at have gyst over hav-monstrene var det godt at kunne grine af en slags klipfisk i størrelse XXXXL, tørrede (og saltede?) fiskefileter på mere end en meter. De gav anledning til nogen diskussion om størrelsen på portugisiske stegepander ... 

På den måde går der nemt en time med at købe en liter mælk, et brød og lidt pålæg.

Portugisisk havmonster.