søndag den 15. september 2013

Hverken her eller der


Flyet hjem fra New York skulle afgå klokken 17. Vi ville blive hentet af shuttlebussen klokken 13, men skulle være ude af vores værelse allerede klokken 11. Det ville blive en lang dag.

Vi er desværre ikke særligt gode til at udnytte tiden på sådanne hjemrejsedage. Vi får hjemrejse-kriller og er nok lidt overforsigtige i forhold til,  hvad vi tror, vi kan nå at foretage os.

Men afsted, ud at spise morgenmad, og efter det en stor omvej hjem til hotellet. På den måde kom vi ind i et hyggeligt område, hvor vi ikke før havde været. Det yderste af Soho vistnok. Desværre var det for tidligt på dagen til at gå i butikker og for sent på turen til at komme tilbage. Det var også på denne morgen-trisse-tur, vi kom forbi den lille brandstation med de tåredannende mindeplader for brandmænd, der var omkommet under redningsarbejdet i forbindelse med 9/11. 

Tilbage på hotellet pakkede vi vores habengut og iførte os - noget modvilligt - lange bukser, så vi ikke ville komme til at fryse for meget på flyet. Jeg vidste ikke, om vi kunne få lov til at efterlade vores bagage på hotellet, men det kunne vi heldigvis godt, så vi slap for at sidde to timer på trappen og glo.

I stedet kunne vi gå den sidste lille tur ud i byen. Det blev lidt på må og få i det nærmeste område. På et tidspunkt landede vi på en bænk i et lille grønt område med en legeplads i den ene ende. En børnehave var på udflugt, og en flok smårollinger tumlede glade rundt. Det var primært kinesiske børn, men også børn i alle nuancer af chokolade. De var totalt nuttede, og Donnaen var helt solgt og planlagde straks at flytte til New York efter endt skolegang og ernære sig som børnehavepædagog.

Mens rollingerne rendte rundt i den ene ende af området, var et hold midaldrende kinesiske husmødre i gang med noget, der lignede en mellemting mellem tai chi og aerobic. I hvert fald var det ikke noget, der fik pulsen synderligt op, men damerne hyggede sig tydeligvis og gik sludrende derfra i små grupper. Det så rigtig hyggeligt ud.  I det hele taget blev det lille grønne område udnyttet fuldt ud; tæt på vores bænk havde et kinesisk par anbragt en ghettoblaster, og så valsede de rundt til deres, i vores ører, særprægede musik. Sjovt. Den slags burde der virkelig være noget mere af i de danske parker.

Alt i alt en så fredsommelig atmostfære, at man fuldstændigt kunne glemme, at vi sad i en af verdens store, hektiske byer. Men det gjorde vi, og det skulle vi desværre ikke blive ved med, så vi traskede hjem til hotellet. Fandt vores kufferter, afleverede lidt drikkepenge til receptionisten og slæbte vores pikpak ned ad trappen og ud på fortovet, hvor vores shuttlebus allerede holdt og ventede på os. Tre minutter før tid, og jeg nåede derfor slet ikke at bekymre mig om, hvorvidt den nu ville komme. 

Vi hoppede om bord, og efter et par yderligere påstigninger gik turen mod lufthavnen. Selv om vi ikke holdt helt stille en eneste gang, tog det alligevel sin tid, og jeg begyndte at forstå, hvorfor vi skulle hentes hele fire timer før afgang. Chaufføren havde (selvfølgelig) helt styr på flyselskaber og terminaler, så det var bare at meddele ham, hvilket selskab, vi skulle flyve med, så sørgede han for at at læsse os af det rette sted. 

Så langt så godt.

Knapt så godt at opdage, at vores afgang var forsinket med to timer ...



Downtown Manhattan set fra Empire State Building.



11 kommentarer:

Stegemüller sagde ...

N.Y. må være fantastisk; der kunne jeg godt tænke mig at komme til engang. Dejlig beskrivelse du har af jeres lille grønne plet midt i storbyen.

To timers forsinkel - øv. Selv har jeg det sådan, at når rygsækken er pakket og de sidste snører er viklet omkring, så vil jeg allerhelst bare stå i Kastrup, og det kan kun gå for langsomt.

Rejen sagde ...

Sådanne ventetider er møgirreterende og især når den så bliver forlænget. ;-D

Inge sagde ...

Det er træls med ventetid, men I fik lidt ekstra shoppetid i lufthavnen.. :-)

Anonym sagde ...

Ventetid i lufthavne er noget af det mest kedsommelige - især på hjemrejsen, synes jeg. Til gengæld lyder det som en virkelig dejlig formiddagstur i parken, I lige nåede på falderebet.

Randi

Ellen sagde ...

Vi har det præcis lisge sådan på hjemrejsedagen: er ikke gode nok til at udnytte den optimalt ... men det er der kommet lige så gode oplevelser ud af, som dem du beskriver her.
Lufthavnsventetider er den primære årsag til, at jeg ikke bryder mig om den form for transport. Jeg elsker dog selve flyvningen og håber på en dag, hvor man bare kommer til og stiger på et fly, som man stiger på bybyssen.

Pia sagde ...

Ventetiden inden opsamlingen har vi ingen problemer med at udnytte. Ventetiden i lufthavnen er mere træls, men inden vi får set os om så er den faktisk gået, også selvom den nærmest ikke er til at se en ende på når man får stillet i udsigt, at det først bliver dagen efter. Men det er bestemt sjovere at være udenfor og fri til at foretage sig det man har lyst til.

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Ja, NY er absolut fantastisk. Og den lille grønne plet en fin overraskelse - ikke lige, hvad man (jeg) forbinder med Chinatown :-) På det punkt har vi det så vist ret ens.

Rejen: Netop - det er bare ÅH så irriterende.

Inge: Ja, men JFK er ikke specielt interessant, hvad angår shopping.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Det er bare SÅ træls. Det var en rigtig fin lille tur. Ganske overraskende at finde sådan en lille oase :-)

Ellen: Ja, ville det ikke være skønt, hvis man kunne tage det roligt, for hvis man ikke lige nåede det ene fly, så kom der da bare et nyt efter 10-15 minutter?

Pia: Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om ventetiden inden opsamlingen. Det kan jeg altså ikke. Og gys, bare tanken om at skulle vente til næste dag er ikke rar. det har jeg heldigvis ikke prøvet.

Annemor sagde ...

Noe skal alltid skje.
Hvordan tilbragte dere ventetiden? Ble det noen uffer og isjer?
Eller fikk pengene vinger?
Ha en riktig god natt :)
Klem :)

Anonym sagde ...

Det er det skønne ved de der shuttlebusser/-biler. Der har selskabet helt styr på tingene. Men noget tyder på at de ikke havde det her, for jeg har da oplevet at blive ringet op om et forsinket fly og dermed et valg om vi skulle skyde afgangen lidt.

Men det lyder da til at I fik lidt ud af den sidste umulige halve dag...

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Der kommer nemt et elelr andet på tværs. Det gik stille og fredeligt, der var ikke så meget spændende at købe. God mandag og klem til dig :-)

Overlever: Jeg tror - med ved ikke - at der var et sent opstået problem, for det virkede som om alle passagerer var mødt til oprindelig tid. Ja, lidt fik vi ud af den. Jeg kunne bare godt tænke mig at være lidt mere cool og få noget 'rigtigt' ud af sådanne halve vente-dage :-)