Ruth taler fuldstændig som Kaj Holgers hustru i tv-serien Krøniken. Meget korrekt, men alligevel med et lille bitte gran af accent.
Vi har det som regel fint med hendes høflige anvisninger.
- Kør til venstre om to kilometer, siger hun. Og fortsætter så:
- Kør til venstre ad anden vej.
- Kør til venstre nu.
Og det gør vi så. Som regel.
Nogle gange gør vi noget helt andet, og så kan hendes insisterende stædighed godt være en anelse trættende.
- Hvis muligt, vend om!
Men da Ruth på denne tur også begyndte at tale kaudervælsk, syntes vi alligevel, at hun burde stramme sig an.
Ruteanvisningerne var stadig på dansk, men traffik-informationerne var ret særprægede. I starten forstod vi ikke et suk. Efter et stykke tid kunne vi høre, at alle tal var på engelsk. Men ikke om vi kunne begribe, hvad resten var.
Det var ret irriterende, for vi nærmede os på det tidspunkt Berlin og var ivrige efter at komme mest hensigtsmæssigt gennem mylderet der. Jeg mente at kunne genkende nogle stedbetegnelser, og vi besluttede at forlade motorvejen og begive os ud på landevejene vest om Berlin. (For noget måtte der jo være i vejen). Det blev en langsommelig affære, for selv om de østtyske motorveje er oppe på fællestysk standard, så er landevejene det altså ikke
Imens lyttede vi til Ruth. Og undrede os. Efter noget tid nåede vi frem til, at Ruth talte dansk på engelsk. Ordene er danske, men udtalt som af en englænder, der aldrig har hørt et ord dansk, men bare har fået stukket en dansk tekst i hånden til oplæsning. Det lyder i bedste fald mystisk. Andre gange totalt uforståeligt. Læg der til tyske og mellemeuropæiske stednavne, stadig udtalt på engelsk ... Vi lærte i løbet af ferien at opfatte brudstykker som 'lastbil' 'vognbane' og 'spærret'. Hvordan det går til, aner vi ikke, og Gemalen må nok ved lejlighed bruge lidt tid på manualen. Det skal til Gemalens forsvar pointeres, at Ruth netop var blevet opdateret før afrejse og egentlig bare forventedes at opføre sig, som hun plejede.
Om det havde betydet ret meget at kunne forstå Ruths advarende oplysninger, er ikke til at vide. Vi havde næppe undladt at høre tysk radio, men i Polen, Slovakiet og Tjekkiet ville forståelig tale fra Ruths side unægteligt have været en fordel.
Ikke desto mindre klarede vi os jo fint. Vi fandt vores destinationer. Vi sad ikke fast i køer, og alt forløb egentlig mere eller mindre som planlagt. På den måde fungerer Ruth bare som en livrem og seler-ting, som vi jo tidligere fint har undværet, fordi GPS'er ikke var opfundet. Alligevel brugte vi i starten af denne tur meget krudt på at være utilfredse med Ruths opførsel. Indtil vi endte med at trække på skuldrene, da vi alligevel ikke kunne gøre noget.
Og den første aften nåede vi ganske som planlagt til Roggosen, ikke langt fra Cottbus og tæt på den polske grænse. Her havde vi booket os en suite på et fint lille Waldhotel. Suiter er ikke noget, vi normalt gør i, men her kostede den af uransagelige grunde ikke mere end et almindeligt trepersoners værelse. Så derfor.
Og så havde vi ovenikøbet fornøjelsen af en 'stjernehimmel' over dobbeltsengen. Sådan en stor blå plade, hvor der sad små dioder og lyste i skiftende farver. Donnaen mente at kunne se Karlsvognen. Men ud over et fint lille hjerte kunne hverken Gemalen eller jeg få øje på noget, der lignede noget som helst. På hotellet syntes man nok selv, at det var vældig fint. Vi syntes mest, at det var ret spøjst, og brugte en del tid på at forestille os, hvordan forløbet havde været, da man i sin tid besluttede, at nu skulle den suite altså shines gevaldigt op. Så har de gode tyskere siddet der og tænkt, så det knagede (forestillede vi os), indtil en eller anden pludselig har sagt de forløsende ord: Vi sætter en stjernehimmel op. Das wird wunderschön!
Til alt held - og Donnaens skuffelse - kunne vi slukke for himlen.
Og efter en god nats søvn under tonstunge dyner var vi parate til at indtage Polen.
 |
| Meget fin stjernehimmel! |
17 kommentarer:
Åhhh disse Ruther med deres besynderligheder. Vi har af samme grund næsten altid slået lyden fra, og følger bare med på skærmen når og hvis der er udfordringer. Oftest har vi ikke meget at bruge hende til på de lange stræk..
Sidst vi var i Berlin, var vi helt færdige af grin over den måde hun udtalte de tyske gadenavne på, flere af dem ville vi aldrig ha' gættet hvis ikke de også havde stået på skærmen. :-)
Det er så sjovt, at alle mennesker med en GPS har givet damen et navn. Jeg kender nogen med en Garmin, og her hedder hun selvfølgelig Garmina.
Jeres Ruth har nok fået hedeslag, når hun talte engelsk på dansk. Det må være rigtig svært at forstå; det er flot, at I alligevel fandt både frem og tilbage.
Morer mig altså osse over tendensen til at give gps´erne navne, men det må have noget at gøre med deres insisterende, tålmodige og lettere irettesættende tonefald når der skal foretages u-vendinger.
Jeg måtte læse lidt ned i teksten før jeg fattede hvad det var der foregik - at det ikke nødvendigvis var vejanvisningerne men i højere grad trafikmeldingerne der gik lidt i fisk.
Og alt det der opdager jeg så ikke, da jeg aldrig kører med lyd på vores og ikke umiddelbart har tænkt mig at ofre penge på trafikmeldinger via gpsen.
Men hvad - det kunne jo være man skulle prøve at sætte lyd på - bare for underholdningens skyld.
Åh ja, vores den gamle GPS (Jytte) endte med at få postkort fra noget familie, som fulgte efter os, og de fik set rigtig meget, som ikke var planlagt, pga Jytte :-)
Inge: Ved nærmere eftertanke, så plejer vi faktisk også af og til at køre uden lyd. Gjorde det bare slet ikke denne gang. Kan godt forestille mig, at jeres Ruth har været udfordret på udtalen under jeres tur til Berlin :-)
Stegemüller: Selvfølgelig skal hun hedde et eller andet. Sådan er det bare :-) Hvis ikke det var fordi Ruth allerede vrøvlede, inden det blev varmt, hvad vi også nok ment, at hun havde fået akut hedeslag. Heldigvis var kørselsanvisningerne som de skulle være. Det var kun trafikmeldingerne, der gik skudder-mudder i. Havde kørselsanvisningerne været lige så håbløse, havde hun fået lov at tie stille!
Overlever: Hvad det end skyldes, så SKAL de bare have et navn. Næh, jeg har nok formuleret mig lidt uklart mht omfanget af vrøvleriet. Ruth er født til at komme med trafikmeldinger, så jeg vidste ikke, at det var noget, man kunne lade være med at have. He he ja, prøv det :-)
Lene: Hi hi, det er da folk med humoristisk sans :-D Det tror jeg ikke, Ruth nogensinde opnår. At få postkort altså. Måske har hun en slags humoristisk sans, som vi bare ikke helt forstår?
Vi hører så til de åbenbart meget få mærkelige, der ikke giver gps'en et navn. En del af forklaringen er måske, at vi yderst sjældent slår lyden til, for vi synes de fleste har en temmelig irriterende stemmeføring - accent eller ej ... :-)
Den, vi har nu, må være amerikaner, for den insisterer på at gentage næsten alt tre gange med to sekunders mellemrum, så vi var ved at blive vanvittige: "Drej til venstre - drej til venstre, drej til venstre". Vi forstod det sådan set godt første gang ... derfor ingen lyd hos os, men resten fungerer fint nok, selv om det sommetider kan være nogle underlige og uigennemskuelige ruter, der bliver lagt.
Ellen: Ja, jeg tror virkelig, at I så tilhører en minoritet ;-) Gemalen kører nok lige så tit uden stemme (forstå mig ret). I hvert fald i DK. Jeg kan slet ikke undvære stemme-anvisninger, hvis det er mig, der er chauffør. Ruth er for det meste ret fornuftig i sine anvisninger. Dog blev vi ledt på noget af en 'Margueritte-rute' et sted i Slovakiet. Smukt var det, men vi forstod ikke en bjælde ...
Jeg glæder mig til at høre mere om jeres tur. Det lyder til at have været en spændende en af slagsen med eller uden hjælp fra Ruth! Vi har også givet vores GPS et navn, men vi har for det meste lyden slået fra.
God tirsdag!
Rigtig hjertelig velkommen hjem fra ferie.
Jeg glæder mig til flere ferieafsnit, men indtil videre kan jeg godt forestille mig at sightseeing i Slesvig på hjemvejen, det tærer på selv det bedste humør ☺.
Vores Ruth, som vi egentlig aldrig har fået navngivet, kan også af og til drive mig ud i noget der ville indebære noget meget grimt ved en eventuel navngivning. Husbond elsker sin Tom-tom (altså Ruth), men jeg er knap så entusiastisk. Men pyt, så lang tid vi finder ud af det.
Nonna: Det var en rigtig spændende tur. Og Ruth var en stor hjælp - det meste af tiden :-)
Annette: Tak :-)Uplanlagt sightseeing kan - især på hjemturen - være lidt belastende. Man skal jo nok helst navngive sin GPS, INDEN man er ved at få pip af hende ;-)
Hvorfor får de altid navne? Måske noget med stemmeføringen. Man kan næsten høre, at den ruller med øjnene, når der hvæses "Beregner ny rute". Vores gamle Garmin fik lynhurtigt navnet Bertha. Hun gav mig ny frihed og pludselig kunne jeg også køre på nye steder og i vores store hovedstad.
Jeg venter spændt på mere ferielæsning :-)
Vi kører altid med lyd, men efter en opdatering kan der ske mærkelige ting. Stemmeføringen kan bl.a. blive ændret, og det er ikke dem alle der er til at holde ud at høre på. Nogen bliver man vanvittig af :-)
Vi har også lige haft et par ekstra ferie-udsyns-glæder p.g.a.af vores fru Garmin.
Venter på næste ferieafsnit :-)
Susanne: Bertha er et godt navn :-) Ruth er også et hit hos mig, når jeg skal køre i København.
Pia: Nå I kender også til ekstra ferie-oplevelser pga gps'ens særheder ;-) Det er nok i virkeligheden dumt at opdatere lige før en ferie.
En stjernehimmel - det er da fantastisk. Måske dog mere i et børneværelse end i en suite (med mindre det er ægte skylight...)
En stjernehimmel - det er da fantastisk. Måske dog mere i et børneværelse end i en suite (med mindre det er ægte skylight...)
Østfront: Ja, en ÆGTE stjernehimmel ville være sagen i en suite. Den anden er nok mere - som du skriver - velegnet i et børneværelse :-)
Send en kommentar